|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 27, 2011 22:21:40 GMT
 Det meste af hendes første dag var allerede gået og hun kunne ikke andet end at smile, skønt sommerfuglene alle var sprunget ud i det hun totte over skolens tærskel havde hendes dag levet op til alle hendes drømme.. skolen var utrolig, den var smukt bygget, en arkitektturiskt mesterværk uden den mindste tvivl i hendes hjerte.. eleverne virkede også alle til at ønske at være på skolen og udvikle sine talenter, skønt nogle af dem mere så det som en forbandelse.. hun lod stille sine øjne glide i, de fleste af spejlene stod bag hende, så hendes ansigt var vendt ud mod rummet.. hun var iført en meget stram hvid bluse, med trekvart ærmer.. hvide bukser som sad lige så stramt, ned til midten af hendes læg.. et sort stof stykke, som sad helt stramt og skjulte skilningen mellem bluse og bukser.. hendes føder, er dækket af ganske små lette ballerina sko som glider let ud over gulvet.. hun lader stille sin vægt glide over på det ene ben og bukker ned i der.. hun lader let og elegant sine arme glide igennem luften omkring sig selv, hun finder det meget afslappende at kunne bruge T’ai Chi Chuan, som afslutning på en afbalanceret dag.. stilheden ligger let over det store rum og omringer spejlene.. hun prøver at holde sit hoved tungt fra tanker, men i forhold til normalt har hun meget svært ved det, alle disse nye indtryk, det var helt utroligt.. |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 27, 2011 22:37:00 GMT
for mange var træning af evner vigtige. andre var det ikke. for mange var læreren i Træning af evner kold og ligetil og ikke en de kunne lig. for mange piger faldt de for ham fordi han var så kold og alligevel mystisk. men for læreren var denne skole en change for at hjælpe andre. hvilket også var det som han gjorde.
Dog havde hans hjalp koste ham sygedage nu og gjort at kun nogen kunne han træne i noget tid pga denne hjælp han havde udydet. han var sluppet for sygestuen og var på vej til spejl kammerat. han havde ikke fået log til at se sine sår eller hvor lange de var. de skulle skrifte hans forbindninger den samme dag så da de var taget af var han gået og taget forbindelserne med for at kunne måske gøre det selv. hun kom til spejl rummet og gik ind. han så rundt men ingen var der lige da han så rundt. han gik over til spejle som gik næsten hele vejen rundt om en. han tog jakken af som kun var over hans ryg for at gi ham lidt varme for han kunne ikke ha t-shirt på inu. han skubbede jakken af og så på spejlende som vidste hvordan han så ud. lange sår. mange stig... og store smerter kom til syne hos ham. han så bare på spejlede med den kolde facade. han kunne slet ikke få et ord ud. han havde ikke troet det var så slemt. eller så langt. han havde bare troet det var nogen stik som var dybe.
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 27, 2011 23:04:27 GMT
Rebecca stoppede op med et, da hun hørte en dør blive åbnet og da den lukker igen åbner hun ganske stille sine øjne.. hendes fod glider stille ind til hendes anden, så hun stod oprejst igen.. hun lod sit blik glide langsomt igennem det store rum og endte med at kigge på en skygge.. de spejle hun stod i blandt var vendt lidt ud mod siden.. hun lader en hånd glide igennem sit pandehår, da resten af hendes lange hår var sat op i en høj hestehale.. hun lader sig langsomt føre hen over gulvet og står til sidst og kiggede stille på den fremmede mand.. hun havde ikke mødt alle lære, men han så da også ud til at være for gammel til at være elev.. måske hendes alder.. ”goddag..” kom det ganske roligt over hendes læber.. hendes udtryk er meget roligt, dog noget alvorligt, som hendes blik så hans lange sår.. det så ret voldsomt ud og hun kunne ikke lade vær med at spørge sig selv, i tankerne, hvad der mon er sket med ham.. dog glider hendes blik op på hans ansigt igen.. ”er de okay sir?” spurte hun ganske roligt og begyndte forsigtigt at gå lidt imod ham.. dog stopper hun stille op, omkring fire meter fra ham.. hun vil helst ikke virke for påtrængende.. dog vil hun meget gerne hjælpe ham, hvis hun kan, for det lange sår ser ikke for godt ud.. |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 27, 2011 23:15:28 GMT
Aaron stod bare og så på spejlene. han var målløs over at ha overlevet faktisk. han hørte en stemme som vækkede hans tanker. han vendte sig om og så på kvinden som stod overfor ham. han satte sin fod ind over hans jakke og sparkede jakken op fra jorden og over ryggen så hun ikke se mere på sårende. han så roligt på hende og bukkede hovedet med den kolde facade. dog vis hun så efter ville hun opdage en rubin rod krystal, formet som en flamme i en guld ramme om halsen på ham. meget usædvandligt da den var specielt lavet til ham.
"goddag... ja jeg er okey"
sagde han roligt. for det var han jo. han var jo bare skadet. han var jo ikke døende. det mente han ihvert fald ikke. Aarons kolde udseende kunne skræmme nogle. andre ville synes det var tiltrækkende. det lange røde hår var sat i en knol. ikke mange mænd havde så langt hår som ham.
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 27, 2011 23:58:06 GMT
Rebecca lagde ganske stille hovedet på skrå og tog sig ikke videre af hans kolde attitude, hun havde selv en meget bestemt mening om at folk havde ret til at være som de ønskede, så længe de viste en hvis grad af gensidig respekt.. hvilket han gjorde, da han ikke bandede af hende eller prøvede at virke overlegen.. ”det er ikke for at være for påtrængende sir.. men deres sår ser smertefulde ud, tror de ikke at de burde få det bundet ind?” spurte hun ganske roligt.. hun er ret sikker på efterhånden med sig selv, at han er lære og ikke elev, han ser for gammel ud til at være elev, altså ikke at han som sån, gammel ud, han var bestemt tiltrækkende.. dog indså hun pludseligt at hun ikke engang havde introdukseret sig.. ”hvor er mine manere dog.. mit navn er Rebecca, jeg er ny lære her på skolen..” siger hun roligt og rækker en hånd mod ham..
[/size] |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 28, 2011 0:08:59 GMT
hun havde ret i at han ikke var elev. han så på hende roligt og vidste respekt på sin ejen måde. men han var også noget for sig selv. han så på hende da hun talte om hans sår. han så mod spejlene og sukkede lidt. "Det er de måske... men jeg ville se dem før de blev bundet ind igen." hans stemme var rolig, lige til, ingen løgne i og kold på samme tid. han så mod hende igen og så på hendes tøj og hendes udseende. hun kunne sagens ligne en fra de sidste årgange. men på samme tid. også for gammel. hans teori blev bekraftet da hun fortalte hun var lærer. han tog roligt hendes hånd og trykkede den. "velkommen til Rebecca. jeg er Aarom Hiskon, jeg er Lærer i træning er evner... selv om jeg er på standby nu.... af åbenlyse åresager" det var tydeligt at han mente ryggen for han lavede et nik mod sin ryg og trak hånden stille til sig men langsomt da hans stig ikke skulle gå op
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 28, 2011 0:28:38 GMT
Rebecca nikker blot ganske stille, et sted kunne hun godt forstå at han gerne ville se dem, før de blev bundet ind igen, hun havde selv haft det sådan engang, hvor det gik galt under T’ai Chi Chuan træningen, men okay, der var hun jo så også lige begyndt og hun var vist kommet til at fornærme den anden pige, med hvad var hun stadig ikke sikker på, men det lå bag hende.. hun gav hans hånd et roligt tryk da han tag hendes hånd.. Aaron.. navnet gled stille igennem hendes tanker, hun kunne godt li navnet og det klæde ham også.. der er jo nogen hvor man slet ikke kunne forestille sig dem, med lige det navn som de havde modtaget ved deres fødsel.. dog vågnede hun let op da han fortalte hvad han faktisk underviste i.. ”åh.. et meget spændene fag.. har jeg hørt..” hun tilføjer det sidste lidt hurtigt da hun enlig ikke havde noget ønske om at fortælle, at hun er hans vikar.. især ikke på første dagen, hvilket indtryk kunne det ikke give? En helt ny lære, overtage hans.. grundet hans være måde var hun ret sikker på at han har en del seværdighed, så det var måske ikke det bedste at fortælle ham at den ny kvindelige lære overtag hans, indtil han kommer dig.. ”og ja.. grunden er åbenlys, men jeg har kun hørt godt om dem.. og deres fag, fra eleverne.. og selvfølgelig rektoren..” sagde hun roligt og gjorde alt hun kunne for ikke at afsløre sig selv..
][/size] |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 28, 2011 0:39:45 GMT
noget virkede forkert. hvorfor var hun sådan når hun talte om hans fag. kunne vel kun være en grund. "er du den nye vikar som skal hjælpe mig?" det var klart at han var helt lige frem og ikke svang uden om noget. han vidste jo at det næppe kunne være eleverne hun havde hørt det fra da hun var ny og mange elever ikke kunne lig den måde han undervidste i. han tog hånden i lommen og kom i tænke om forbindningen i lommen. han tog den op og så lidt på den. måske man skulle be om hendes hjælp med at få det på. og dog. en sygeplejske var vel bedst at be om det da de havde forstand på det. Aaron lagde det i lommen igen og så på hende med et roligt blik.
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 28, 2011 1:10:10 GMT
Hun blev lidt overrasket over måden han sagde det på, hun har været ude for nogen der var meget ligefrem, dog ingen i denne grad.. hun kom med en lidt tøvende lyd, dog da han så hen mod hende igen og så stille ned igen.. ”Jeg er lære i Forsvar uden evner og.. vikar i Træning af Evne, samt vejleder..” siger hun roligt og ærligt, der ville jo ingen ide være i at skjule eller benægte det, da det jo var sandt.. dog havde hun set forbindingen som han havde i lommen.. stille så hun roligt op og så ham i øjnene igen.. ”vil de have en hånd med forbindingen? Det vil gøre at de slipper for en tur på hospitalsfløjen, i hver fald for nu..” tilbyder hun roligt og rækker en let og elegant hånd frem mod ham, for at kunne tage imod forbindingen, hvis han ville give hende den, vel og mærket.. hun har jo arbejdet meget, med unge, så hun var da ikke helt dårlig til det med plastre og forbindinger.. [/size] |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 28, 2011 12:54:42 GMT
Aaron forstod ikke hvorfor hun havde den usikre tone. hvad var hun bange for. nok virkede han ond og kold. men ond var noget han ikke var. ellers havde han ikke haft de sår han havde nu. han så på hende og nikkede. "jeg er glad for at møde min Vikar. jeg har nemlig en jeg vil bede Dem om ikke at træne. En elev som skal ha speciel træning" han mente hvad han sagde med speciel. den elev var nemlig skolens bæst. og for Aaron betød det meget at få Nigel til at indse at han skulle og kunne styre bæstet. han så roligt på hende og da hun tilbød at hjælpe så han roligt på hende og så ned på forbindningen. "vis du kan... for den kommer til at side over hele mit bryst" han havde set hvordan sygeplejsken havde sat det om hans bryst og over den ene skuldre for at holde den oppe. han så roligt på hende og rakte hende forbindningen. hun havde godt nok elegante hænder. mon hun var fra en rig familie som ham selv? eller var hun bare opdraget sådan som hun var nu.
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 28, 2011 13:15:58 GMT
Hun tag stille imod forbindingen og nikker ganske stille.. ”jeg har hjulpet med at skrifte mange forbindinger i min tid..” kom det ganske roligt fra hende.. ”tag din jakke af, jeg skal nok være blid..” siger hun med et ganske roligt smil.. ”hvad er det for en elev som du har i tankerne?” spurte hun ganske roligt.. hun ventede enlig bare på at han flyttede jakken, så hun kunne hjælpe ham, den smugle som hun nu kunne.. hun er enlig ikke bange for ham som person, men det havde nu lettet hende en del, at han var glad for at møde hende, hun havde jo været ret nervøs for om han ville tage det pænt, at det var en helt ny lære som skulle overtage hans træning.. ”hmm.. hvad er der enlig sket med dem mr Aaron?” spurte hun ganske roligt, hentydende til hans lange sår, hun kunne ikke lade vær med at være lidt nysgerrig, måske var det den ’særlige’ elev som var skyld i det?
[/size] |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 28, 2011 13:23:43 GMT
Aaron så roligt på hende da hun sagde han skulle tage jakken af. han gik over til et af spejlene og hængte jakken over det. han så mod hende og gik roligt over imens at han sagde. "elevens navn er Nigel Lynwood." mange ville sige at han kun ville træne denne elev men det han prøvede var at hjælpe alle elever. vis Nigel fik styr på sit bæst... ja så ville mange elever være reddet. han så på hende da hun spurgte hvad der var sket. han så mod hende med ganske rolige øjne.
"Bare Sig Aaron." han ville helst undgå at sige hvad der var sket men nu hvor hun var lærer havde hun vel krav på at vide hvad der var sket med ham da næsten hele skolen kendte til bæstet og snart også til hans dod han havde gjort i skoven. efter lidt tid i stilhed forsatte han
"jeg redede en elev fra at blive drabt. eller i hvert fald for at ligge døden nær på hospitals fløjen nu" han virkede ganske roligt imens han fortalte men faktisk var han bekymret. den pige havde været så modig og han havde måtte sætte hende til at bruge sine evne på hendes ven.
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 28, 2011 14:39:00 GMT
Rebecca nikkede blot ganske stille da hun fik navnet af vide, hun ville søger for at huske det navn, så hun viste hvem den ’specielle’ elev var.. ikke at hun selv syns det var dårligt at der blev taget et særligt hensyn til enkelte elever, dog ville hun også søger for at hver en elev føler at de er særlige.. Som Aaron kommer hen til hende igen smiler hun roligt til ham, hun trækker forbindingen let ud, kommer tættere ind på ham og med rolige bevægelser glider hendes arme omkring hans brystkasse og begynder så at ligge det ordenligt omkring ham.. hendes blik glider over i spejlene nogle få gange, så hun kunne sikre sig at det ligger ordentligt omkring hans ryg og ordenligt oppe omkring hans skulder.. ”det lyder til at du gør alt i din magt for at beskytte de unge her på skolen.. det er rart at der er andre lære end jeg som ser på det som et form for.. familie bånd, kan man vel kalde det.. de unge har brug for nogen der tror på dem..” kom det ganske roligt fra hende.. da hun er færdig med at lægge det meste af forbindingen går hun stille uden om ham og lukker det stille.. ”sådan.. hvordan siddet der på dig.. det er vel ikke for stramt?” spurte hun ganske roligt..
[/size] |
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Dec 28, 2011 14:51:10 GMT
han så på hende. så hun var også en lærer som bille beskytte eleverne. han var gangske roligt og så ned på hendes hænder som kørte over hans bryst kasse han tog roligt fat i hans halskæde som nogen mente var femenin men faktisk var hans kæreste eje. han mærkede da hun var færdig. det sad godt nok. han måtte jo ikke bevæge sig så meget for at stigenen ikke røg op. han vendte sig mod hende. "Alle elever her er særlige. jeg gør ikke forskel på nogen her. men Nigel er jeg nød til at træne ektra hårdt. vis vi skal ha alle elever i sikkerhed. Elever som har haft min træning ved at jeg er ligetil. at jeg ikke ligger skjuld på noget. og selv om Eleverne ser mig som skræmmende kold så beskytter jeg dem med mit liv." han så roligt på hende. Nigel kunne bruge andre elevers liv i fare vis ikke Aaron trænede Nigel røven ud af bukserne. men han trænede jo også andre. men de var ikke lige så farlige som Nigel var. hvilket han håbede Nigel selv forstod når Aaron ville kalde ham til time igen. dog måtte Aaron finde en måde at holde bæstet fast vis de ting han prøvede gik galt. han måtte finde en eller anden som kunne hjælpe ham. som ville kunne berolige ham.
|
|
|
|
Post by Rebecca Faith Jones on Dec 28, 2011 15:16:25 GMT
Hun havde godt lagt mærke til hans halskæde og fandt den faktisk smuk.. dog så hun ikke den store grund til at påpege den lige nu.. dog lyttede hun roligt til hans ord og nikker stille.. ”tiltros for at man ikke gør forskel på eleverne, så vil der altid være nogen man må give en anden form for opmærksomhed.. dette kan misforstås som mere opmærksomhed, men det er tit hvis den anden er jaloux over den opmærksomhed, som de føler de mister eller mangler..” sagde hun ganske roligt og gav ham jo faktisk ret..
Hun kommer hen foran ham igen med et smil og samlede sine hænder foran sig.. ”men ligegyldigt hvad, så er det mig en glæde at møde dig.. og jeg håber at jeg kan være en god hjælp for dig, indtil du er kommet dig..” sagde hun roligt og forsatte kort efter.. ”derudover ville jeg være meget taknemlig, hvis du ville hjælpe mig til rette på skolen, så jeg kan hjælpe eleverne på bedst mulig måde..” hun gik stille hen til hans jakke og tog den stille ned.. hun gik hen til ham igen og hang den stille over hans skuldre igen.. ”her..” kommer det roligt fra hende..
[/size] |
|
