|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 19, 2011 19:09:13 GMT
Gabriel havde overvejede flere gange om han nu skulle møde op til sin dramatime, han havde igen og igen været på vej til at forlade skolens område for at pjække med maner men i sidste ende havde han fundet sig selv i dramalokalet længe inden timen startede. Han sukkede over at opdage at han var kommet 30 minutter inden undervisningen startede og lokalet var tomt. Han satte sig ned på en af de stole forrest lige foran den store scene og så hjælpeløst på den. Hvad lavede han dog der!? Han burde skride, det var slet ikke i orden at han troppede op der. Han huskede tydeligt hvad der var sket dagen forinden, ja endda alt for godt. Langsomt rejste han sig op og satte kursen op mod scenen hvor han med rolig skridt kom op ad de få trin og hvor han snart stod på selve scenen. bare han kunne rette op på det, det havde ikke været meningen at såre Alex, ja han havde slet ikke vidst at han overhoved kunne såre ham på den måde, ja han havde ikke vidst hvor langt de var kommet. En sang faldt ham pludselig ind, en sang hvor sangeren bad om tilgivelse og snart brød han ud i sang:
"Will you listen to my story It’ll just be a minute How can I explain Whatever happened here never meant to hurt you How can I cause you so much pain When I say I’m sorry Will you believe me Listen to my story Say you won’t leave me When I say I’m sorry Can you forgive me When I say I will always be there Will you believe, will you believe in me All the words that I come up with"
Hans stemme brød ud i hele salen, og fordi der var stille kunne hans stemme høres højere og gav endda genlyd i lokalet., Han var en god sanger, og dog sang han sjældent.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 19, 2011 19:48:07 GMT
Det var blevet et helvede for Alex at komme op. Sovepillen havde desværre ikke fjernet de dumme minder. Hverken dem fra aftenen før eller dem for de sidste måneder. Han havde kort ønsket alt blot var en drøm. At Gabriel kun var hans elev. Men han havde jo været glad for deres tid sammen. Men det var jo nok slut nu. Han indså mere for tidne, at det ikke var klogt det han gjorde. Han burde nok aldrig have set Gabriel som mere end elev. Han var væltet ud af sengen nærmest ude af stand til noget. Han var dog kommet i tøjet og var taget hen til drama lokalet for at gøre klar til timen han havde om morgenen. Han var lige nu på sit kontor hvor han gik og ledte efter nogle papirer og var inde for at fodre sine ål der samt hans fisk. Han var derfor ikke ude i selve drama lokalet hvor Gabriel var kommet. Han gik selv i sin lille egen verden, da han jo vidste der var tid nok før han skulle få eleverne sat i værk. Et sted så vidste han ikke om Gabriel overhovedet kom. Han håbede lidt han blev væk. Han havde ikke helt lyst til at se ham. Men på en måde så ville han jo også have han passede sine timer. Det var ikek let. Han gik hen til sit skrivebord og skulle til at sætte sig da han hørte noget ude i salen. Han så hen mod sin dør der ikke var lukket helt så derfor kunne han høre det. Hvem pokker var der nu? han så på sit ur. Der var en halv time endnu til timen skulle starte. Og sangen var ikke just noget fra stykket så vidt han kunne høre. Og stemmen. Den virkede på en måde bekendt. Han gik hen til døren for at se efter. Han havde som regel intet imod hvis nogen kom for at øve sig lidt på en rolle. Eller hvis de spurgte ham om hjælp til måder at spille rollen på eller til at øve. Men da dette ikke var med i stykket måtte han se hvem der mon stod og sang. Han kom ud i salen igennem den ene dør der var mellem den og hans kontor. Han kom ud ved siden af scenen og så derfor personen skråt bagfra. Hans øjne blev lidt store da han så hvem det var. Hvad pokker lavede Gabriel her? Syngende? Han lagde først nu mærke til hvad ord det mere præcist var og mærkede et stik i hjertet. Var Gabriel ked af det igår? Han havde slet ikke tænkt særlig meget over om Gabriel mon virkelig var ked af den måde tingene udviklede sig. Han bed sig i læben og kunne ikke få sig selv til, at gå op til ham ej heller kalde på ham selv da han stoppede med at synge lidt efter. Mon han skulle gå ind på sit kontor igen og så bare vente og se om han gik? Eller blive stående og vente på han blev opdaget? Han var blevet glad nok for Gabriel´s sang. Hvis han virkelig mente det han havde udtrykt sig så var det næsten lige før han ville hade sig selv endnu mere.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 19, 2011 20:07:59 GMT
Gabriel havde ikke hørt at der var kommet nogen derude, havde han gjort ville han have klappet i med det samme. Men på den anden side… det kom vel også an på hvem det var der stod og lyttede men chancerne for at han ville synge videre var små. Han holdt en kort pause for at komme i tanke om resten af teksten og bevægede sig lidt rundt på scenen, frem og tilbage og endte med at sukke hvor han kort lukkede øjnene og nynnede melodien for sig selv. Øjnene gled op endnu engang og drejede rundt for at gå ned fra scenen for at opdage at Alex stod og så på ham. Han stivnede og øjnene blev større hvor han endte med at føle sig forlegen. Hvor længe mon han havde ståede der? havde han hørt ham synge? Sikkert! For hvad ellers lavede han her en halv time inden timen begyndte? Flovt! Hvad mon han ikke tænkte om ham. Gabriel slog blikket ned og kløede sig i nakken hvor han ikke anede hvad han skulle sige. Sangen han havde sunget dukkede pludselig op i hans hoved igen, ikke starten af den men fortsættelsen.. vent! Måske var det en god måde at undskylde på? han trak vejret dybt og vendte blikket mod Alex endnu engang idet han fortsatte sangen: ” They’re like gasoline on flames There’s no excuse, no explanation Believe me if I could undo what I did wrong I’d give away all that I own When I say I’m sorry Will you believe me Listen to my story Say you won’t leave me When I say I’m sorry Can you forgive me When I say I will always be there Will you believe If I told you I’ve been cleanin’ my soul And If I promise you I’ll regain control Will you open your door And let me in take me for who I am And not for who I’ve been, who I’ve been When I say I’m sorry Will you believe me Listen to my story Say you won’t leave me When I say I’m sorry Can your forgive me When I say I will always be there Will you believe me When I say I’m sorry When I say I’m sorry When I say I’m sorry When I say I’m sorry When I say I’m sorry Can you forgive me When I say I will always be there Will you believe?”
Det sidste han sagde.. var denne gang sagt spørgende hvor han selv også spurgte om han kunne tilgive ham. han havde kun ganske kort under sangen set bort fra ham, hans stemme havde været perfekt og han havde ikke sunget falsk en eneste gang.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 19, 2011 20:27:17 GMT
Alex stivnede selv kort, da det var han så Gabriel fik øje på ham. Han havde stadig selv stået og tænkt over hvad han skulle gøre mens Gabriel havde gået lidt rundt på scenens gulv. Nu kunne han jo ikke rigtigt gå ud og lade som om han ikke var der overhovedet. Han sukkede lidt i sit hoved og lagde mærke til Gabriel ikke så på ham. Han var enten flov over det igår eller så var han ikke glad for, at Alex var der. Det var endnu en ting der forvirrede Alex noget så grusomt, at han ikke vidste besked om den mindste lille ting mere. At han så begyndte at synge igne var noget der fik Alex til at glemme sine tanker og faktisk lytte til sangens tekst selvom han ikke lige genkendte den. Andet end det var videre fra det Gabriel havde sunget lige før. Han kunne godt lide den. Men den mindede ham samtidig også om den fejltagelse han nok havde begået og ladet komme så vidt som til igår. Han burde nok have stoppet det for lang tid siden. Stoppet sig selv. Eller slet ikke lade det ske til at starte med overhovedet. Men sket var jo sket og han kunne ikke ændre på det. Om han så ville eller ej. Det var han stadig ikke helt klar over.
Han lyttede til teksten lidt mere end før, men sagde ikke noget overhovedet. Stod bare og lyttede. Han flyttede sig ikke engang selvom han et sted nok burde. Burde gå sin vej mens han kunne. Han så stadig på ham, da det var Gabriel endte sin sang. Han havde en smuk stemme. Han burde synge noget oftere. Han måtte indrømme selv, at det var en stemme man kunne forelske sig i. Men det kunne han ikke tillade sig. "Jeg må prøve om jeg kan skabe en musical. Så kan du bruge din evne og tjene bedre karakter." Han forsøgte at holde det hele på så et professionelt plan som overhovedet muligt. Som lærer og elev. Han var stadig alt for forvirret til at tænke mere over det. Han havde næsten ikke kunne fokusere på sit arbejde inde på kontoret i den tid han havde været her.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 20, 2011 10:52:59 GMT
Sangen sluttede og han så nu på Alex for at få en form for reaktion eller svar eller blot noget der kunne gøre Gabriel klogere. Alex´s svar fik ham til at glippe med øjnene, sukke og ryste på hovedet for derefter at træde en anelse nærmere uden at komme helt tæt på, blot så han ikke behøvede at snakke lige så højt. Han bed sig i underlæben inden han endelig brød tavsheden ”Alex.. jeg er virkelig ked af det… jeg vidste ikke det sårede dig… ” sagde han undskyldende og med en lav nærmest hviskende stemme. Han så bort fra Alex, kastede et blik rundt og endte med at se tilbage til ham igen i kort tid. han sagde ikke mere, for han anede virkelig ikke hvad han skulle sige, han frygtede et sted at Alex bare ville gå for så vidste han endnu mindre hvad han skulle gøre eller stille op i det hele taget. hvordan dette ville ende havde han ingen anelse om, men han ønskede virkelig ikke at Alex skulle opgive det de havde, og han håbede virkelig heller ikke at denne fortrød at de i det hele taget var kommet dertil i deres forhold, dates eller hvad man nu skulle kalde det de havde. Gabriel havde nydt den tid med deres dates, men han havde bare ikke forestillet sig at Alex mente det så seriøst grundet aldersforskellen og den afstand der var imellem dem, en afstand som Gabriel havde forsøgt at formindske men uden held ganske enkelt fordi Alex ikke fortalte så meget om sig selv og for det meste var stille når de var sammen.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 20, 2011 14:48:55 GMT
Alex så på ham og han havde lidt med vilje slet ikke kommenteret hans sang på et personligt plan. Han ville så gerne bare kunne prøve at få det hele op og køre igen uden alle de problemer. Redde stumperne af det mere normale elev og lærer forhold som der var endt med, at blive til noget andet. Men det gjorde nu ondt på ham at forsøge at glemme det. Og gjorde ondt at skulle være så ond nærmest mod Gabriel. Hvis han da ikke ønskede at slippe for ham. Han så på ham da han nu undskyldte igen, men med ord. Han havde ladet sig selv åbne og det var endt med han blev såret. Og at det så var blevet opdaget gjorde kun mere ondt. Han hadede at virke svag overfor folk. Det var derfor man ikke indledte personlige forhold med andre. Hverken elever eller noget, da det jo altid endte med folk så ens svage sider. Det hadede han. "Du skal ikke undskylde.. Du kan gøre hvad du vil. Vi var jo kun på et par hemmelige dates.." Han slog det hen. Eller prøvede på det. Han indså lidt nu hvor tåbeligt det egentlig var han var. Han blev såret og en smule jaloux selvom de kun havde mødtes kort i al hemmelighed. Hvem prøvede han at narre? Det var jo dødsdømt allerede fra starten af. Sådan så han på det lige nu i alle fald.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 21, 2011 14:46:25 GMT
Gabriel så forvirret på ham. Gøre hvad han ville? Hvad mente han dog med det? slog han virkelig op med ham? Det var vel det han gjorde! Gabriel følte sig rimelig nedtrykt og ked af det lige pludselig. Han gloede på Alex uden at vide hvad han skulle sige svare eller bare sige eller gøre. Han bed sig i underlæben ”Så.. du siger det er slut?” spurgte han lavt og med en klump halsen nærmest bange for hvad svaret ville blive eller hvad der nu ville ske. Hvorfor gjorde det så pokkers ondt inden i? Han fattede det virkelig ikke! hvorfor var han så ked af det? De havde jo ikke været sammen, de havde bare været på enkelte dates.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 21, 2011 17:48:53 GMT
Ja var det mon det han sagde? Han ville gerne bare kunne sige ja og få det til at lyde som om han mente det. Han trak lidt på skuldrene. "Det var jo sådan set aldrig rigtigt noget der var startet op. Så der er vel ikke noget at slutte?" Det lød nok ikke helt så overbevisende som han ønskede det, men nu var det sagt. Så måtte Gabriel jo finde ud af om det var en sorg eller glæde han skulle føle. Han vendte sig stille om og gik ind af døren igen mens han undskyldte sig, men han skulle ind og finde nogle vigtige papirer. Han regnede med Gabriel enten gik og blev væk eller han satte sig til og vente på de andre der ville komme om en halv times tid. Alex gik hen og så på sine fisk lidt. Han havde givet dem mad jo så det kunne han ikke gøre. Han sukkede og gik hen til sine ål og lukkede låget op og stilte sig med fingerspidserne nede i vandet. Han var ikke bange for sine elektriske ål. De lignede ham meget. Han stod bare roligt og studerede dem mens han stadig forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke havde endt noget med Gabriel. Der var jo aldrig noget der var begyndt som han havde sagt. De havde ikke været kærester. Ikke andet end lidt flirten og et par hemmelige møder der næstne ikke kunne kaldes dates. Og den første rigtige date de skulle have været på var jo nok aflyst nu så alt i alt var der jo intet og ende.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 21, 2011 18:07:33 GMT
Gabriel var slet ikke van til den slags. Han anede virkelig ikke hvordan han skulle håndtere det eller hvad han skulle gøre eller sige. Han fortrød virkelig det han havde sagt i går ganske enkelt fordi det havde sårede Alex, ikke fordi han fortrød sine handlinger som sådan, for nej de var jo ikke sammen, havde bare mødtes i noget Gabriel vidst kaldtes dates. Alex´s ord var som en lussing, en syngende lussing som fik Gabriel til at stivne, bide tænderne hårdt sammen og fnyse ”Fint! Hvis det er sådan du har det…!” at denne så oven i købet bare vendte ham ryggen og skred var endnu værre og Gabriel måtte knytte næverne hårdt sammen. Han fortrød at han i det hele taget havde åbnede sig for ham, for hans seksualitet havde været en hemmelighed, en hemmelighed som denne nu kendte. Gabriels vrede overtog og han hoppede ned fra scenen i stedet for at gå ned af trappen hvor han let og elegant landede på benene inden han forlod dramalokalet, han gik en tur rundt i gården mens han faldt til ro og ventede på at lektionen skulle begynde. Han vidste allerede hvordan han skulle hævne sig!
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 21, 2011 18:23:36 GMT
Alex havde ikke ment det ondt. Han gik ikke ud fra Gabriel endelig bekymrede sig så meget om deres møder. Han havde ment det var bedst for Gabriel at omgås sine egen alders gruppe og han var bange for at hive ham væk fra den sti. Og så ville han skåne sig selv for ikke længere at skulle vide Gabriel tog så let på alt det med flirteri. Og Gabriel var jo ikke den eneste der havde åbnet sig. Alex havde tilladt Gabriel lidt mere ind i sit liv end alle andre. Hans egen seksualitet var ikke noget han snakkede højt om så de havde begge åbnet sig op på visse punkter overfor den anden. Han håbede dog han kunne stole på Gabriel ikke fortalte alle og enhver, at han var til sit eget køn også. Hvis han da ikke havde sagt det til sine venner allerede. Nej sådan var han ikke. Håbede han ikke, men man vidste jo aldrig. Han havde heller ikke troet han var typen der sov hos alle mulige nat efter nat og som nærmest flirtede med alle. Sådan havde han dog opfanget det igår alt det som Gabriel havde sagt. Han sukkede og først da der kun var få minutter til timen gik igang kom han væk fra sine akvariummer. Han havde slet ikke lagt mærke til tiden var gået og gik lidt i panik, da han ikke kunne finde de papirer. Han kunne dog høre der var kommet elever ud i lokalet, da der var trin og snak. Han gik derud lidt efter og bad dem om, at starte med, at ligge deres ting hen i hjørnet og gå op på scenen til den scene de var stoppet på sidst. Og dem der ikke var med på scenen skulle bare sætte sig. Selv satte han sig på en stol og tog sit manuskript frem så han kunne følge med ordret. Han kunne ikke lade være med, at se efter Gabriel. Var han gået og tænkt sig at blive væk?
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 21, 2011 18:38:43 GMT
Timen begyndte, det vidste han for han så da de andre elever troppede op og gik ind til undervisningen hvor han selv forblev ude de første 15 minutter af timen. Han gik rundt i små cirkler og tænkte sig om inden han endelig gik indenfor. Skødesløst smækkede han hårdt døren i bag sig inden han uden engang at se hen imod ham satte kursen op mod scenen. Hænderne var stukket i lommerne idet han fik stillede sig på scenen til de andre elever, han havde end ikke taget sin manuskript med og nøjede blot med at stå og se total ligeglad ud. Nogle af hans venner sukkede af ham, andre grinte, enkelte piger stak hovederne sammen og en af hans veninder kom hen til ham og stillede sig ved siden af ham, hviskede i hans øre at han var meget sent på den hvilket blot fik ham til at smile flabede til hende og blinke drillende "Du kender mig da" svarede han ret larmende så han afbrød endnu mere de der forsøgte at spille.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 21, 2011 18:43:35 GMT
Så snart Alex hørte døren smække vidste han hvem det var selvom han sad med ryggen til. Han skulle lige til at sige noget til ham da han så begyndte at forstyrre selve scenen og dem der var ved og øve. Han sukkede inde i sit hoved og han var ikke meget for det, men løftede hånden og et knitrende lys skød op mod loftet og de fleste vendte sig om og så det. Lyden var høj og et par stykker hoppede ogås væk da de fik et chok og troede det var et lyn der slog ned i dem. "Mister Williams. Hvis du ikke kan møde til tiden og oveni forstyrre alle andre så ser jeg helst du går igen." Han havde ladet lynet stille dø ud med sin knitren igen og han så op mod scenen hvor han kunne se nogen af de mange sladder tøser havde lyst til at hviske, men ikke ville risikere at være skyld i Alex brugte lyn igen. Han ramte jo dog ingen, men det var nu alligevel ikke noget og spøge med.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 21, 2011 18:54:34 GMT
Gabriel ignorerede ham fuldkommen og hans lille lyntrick fik da givet ham et mindre chok men han nåede at kontroller sig og hævede blot brynet, han lænede sig ned over pigen ved siden af ham og hviskede noget i hende ører der fik hende til at fnise men skynde sig at tie og se væk fra deres lærer. Gabriel trådte roligt frem på scenen "Mister Angelus dog... de sårer mig" sagde han sarkastisk og strøg hånden gennem håret. Han stak atter den behandskede hånd tilbage i lommen og vendte sig bort fra ham indne han stillede sig ved hjørnet af scenen, slyngede armen rundt om skuldrende på pigen han havde ståede ved siden af "Jeg skal nok opføre mig pænt... om forladelse" sagde han, lød ikke spor angrende men det måtte han da leve med eller bede ham skride.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 21, 2011 19:00:11 GMT
Alex ville et sted helst bede ham om det. "Næste gang du forstyrrer så kan du gå med det samme." Han bad de andre om at fortsætte på scenen og lod blikket skifte mellem at hvile på dem og på sit manuskript. Timen gik stille frem for sig. Eller stille og stille. Der var jo effekter i form af råb og kamp scener. Drama og mere drama. Lidt som Alex´s eget liv var. Han forsøgte dog at ignorere det. Ignorere Gabriel og hvad han foretog sig bortset fra når han var på scenen i sin rolle. Han ville ikke tillade sig selv, at se på ham ellers eller følge med i hvad han gjorde. Selvom han jo nok burde i tilfælde af han lavede sine små numre.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 21, 2011 19:05:52 GMT
Gabriel lod som om han ikke havde hørt ham og hviskede enkelte gang i pigen øre, trak hende tættere på sig eller flyttede sig nærmere på scenen for at indtage sin rolle. I den sidste scene han skulle fremvise sammen med netop den pige han havde haft under armen var der en kysse-scene og Gabriel gjorde faktisk en del ud af denne scene. Han tog hende i sine arme, strøg kærligt hendes kind og sagde sine replikker, han lænede sig ned over hende, lod sine læber strejfe hendes først prøvende men gjorde kysset dybere og mere intenst. Da han endelig – efter et godt stykke tid – brød kysset stod pigen helt forvirret og rødmende og så på ham. ”Gabriel..?” hun så forvirret og uforstående på ham hvor han smilede drillende til hende ”Hvad..? Du siger vel ikke jeg kysser dårligt for jeg fik at vide i går at jeg kysser ret godt” svarede han og understregede ordet i går. De andre piger mumlede hvor jaloux de var, fyrene havde piftede drillende og daskede ham på ryggen da han gik forbi dem.
|
|