|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 16, 2011 17:27:45 GMT
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Gabriel havde opholdt sig i snart en halvtime på taget hvor han havde siddet med en masse ting foran sig. Han havde sørgede for at snige sig derop efter aftensmaden hvor han vidste at de fleste elever havde travlt med lektier og venner. Derfor havde han siddet med sine planer foran sig og sørgede for at lægge en sidste finger over det fine hvide stof som snart ville hænge fra taget og ned langs skolen og ses af alle elever der måtte komme og gå forbi. hvad hans tvilling lavet, anede han ikke, men denne havde nok travlt med vennerne eller med at være artig! Gabriel havde dog nævnt overfor ham at han gik med nogle planer og havde vidst nævnt noget med taget, om denne ville troppe op der anede han ikke men det var ikke hvad han tænkte på i disse øjeblikke, han glædede sig til at se folks reaktioner når de så hans kunstværk. Jo han var 19, og snart helt voksen men den slags narrestreger måtte jo laves på en skole og når han jo havde været mesteren gennem de sidste 6 år kunne han vel lige så godt fortsætte det gode arbejde. Gabriel klippede endnu et hul i det hvide stof inden han begyndte at ordne de steder hvor det skulle hænges fra.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tag: Nathaniel Word: 218 Outfit: Clik Note: N/A
|
|
|
Post by Nathaniel Faizel Williams on Nov 16, 2011 18:06:23 GMT
We stopped checking for monsters under our bed when we realized they’re inside us
Tagged Gabriel ✖ Note n/a
Jo, hans tvilling havde vist nævnt noget om taget, hvilket også var grunden til, at Nathaniel havde valgt at snige sig derop lige efter aftensmaden. Han var dog blevet stoppet på vejen af en mistænkelig lærer, der undrede sig over, hvorfor han ikke sad på sit værelse og lavede sine lektier ligesom alle de andre elever, så han var en smule sen på den. Det var utroligt, så længe de lærere kunne blive hængende, når de først kom i gang med at belære en om at aflevere sine opgaver og få lavet sine lektier til tiden…
Han åbnede døren ud til taget og fik med det samme øje på Gabriel, der sad midt i det hele med en masse ting liggende omkring sig, særligt at bemærke et stort, hvidt lagen. ”Hvad har du gang i, Gab?” lød det fra ham med et grin, idet han stillede sig bag sin bror. Han sad på skolens højeste punkt med et stort, hvidt stykke stof... Jo, Nathaniel havde skam på fornemmelsen, hvad Gabriels såkaldte plan gik ud på.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 16, 2011 18:31:02 GMT
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Gabriel kunne høre trin og efter nogle sekunder dukkede Nathaniel op, Gabriel hævede blikket mod sin tvilling og sendte ham et flabede smil ”Hello Nate…” svarede han som om broderen blot havde hilst ganske almindeligt. han endte dog med at nikke mod det hvide stof foran sig ”Hvad tror du der står på det” sagde han og gjorde plads til Nathaniel ved siden af sig ved at flytte lidt på lagnet og nogle ting omkring sig. Det var farligt at være deroppe men who cares? Ikke Gabriel i hvert fald og så længe han kunne få sig et godt grin så ville han med glæde brække en arm eller et ben. Ej sandheden var… at han for et stykke tid siden havde rørt en af de elever med vinger, og nu havde han selvfølgelig vinger og derfor var han ret sikker på at han ikke vil dø hvis han faldt.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tag: Nathaniel Word: 150 Outfit: Clik Note: N/A
|
|
|
Post by Nathaniel Faizel Williams on Nov 16, 2011 18:44:46 GMT
We stopped checking for monsters under our bed when we realized they’re inside us
Tagged Gabriel ✖ Note n/a
Nathaniel trak på skuldrene. ”Jeg har ingen anelse, overhovedet,” svarede han. ”Men lad mig gætte, det får jeg vil at se om lidt?” Han tog plads ved siden af Gabriel, da der blev gjort plads til ham. Meget ulig sin bror var han rent faktisk bange for at falde ned, for han havde jo ikke vinger eller en anden form for evner, der kunne redde ham. Men hvad så… Hvad var måske chancen for, at han ville falde ned? Han var jo ganske atletisk, så det var næsten helt utænkeligt, at han bare uden videre ville få overbalance og falde…
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 16, 2011 19:13:03 GMT
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Gabriel smilede sit sædvanlige flabede smil til sin bror ”Selvfølgelig gøre du det” svarede han og ændrede kort på sin stilling hvor han ordnede den anden sides holder så han kunne hænge den op. ”Giv mig bare to sekunder” sagde han ganske roligt idet han pakkede tingene sammen som han havde brugt og lagde dem i sin taske. Han trak den sorte jakke af og lod t-shirten følge efter og proppede begge dele i tasken som han rakte Nathaniel ”Hold den her” sagde han og behøvede ikke tjekke om broderen ville gøre det for han forventede det nærmest. Få sekunder efter dukkede de hvide vinger op, store, prægtige og utrolig smukke. Han spredte dem idet han samlede det hvide stof op og satte af hvor han med lethed, elegance og tydeligt træning svævede gennem himlen og begyndte at spænde lagnet fast i den ene rør på taget og den anden ende til den anden ende til et andet rør. Han landede igen på taget og tog fat i det reb der holdt stoffet rullede sammen. Han vendte blikket mod sin bror ”Vent.. jeg synes du skulle have æren af at trække rebet af” sagde han drillende.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tag: Nathaniel Word: 196 Outfit: Clik Note: N/A
|
|
|
Post by Nathaniel Faizel Williams on Nov 16, 2011 19:29:03 GMT
We stopped checking for monsters under our bed when we realized they’re inside us
Tagged Gabriel ✖ Note n/a
Et skævt smil gled over Nathaniels læber, da Gabriel hev sin jakke og T-shirt af og afslørede et par store, hvide vinger op. ”Hvem har du nu haft fat i?” spurgte han, og hentydede selvfølgelig til, hvem Gabriel havde rørt, siden han havde fået anskaffet sig sådan et par vinger. Nathaniel selv var endnu ikke stødt på en bevinget person på skolen, men der var noget, der sagde ham, at hvis han ville finde en, skulle han først og fremmest lede efter en pige.
Han tog fat i tasken, da den blev rakt til ham, hvorefter han fulgte Gabriel med blikket. Han fløj rundt, men landede snart efter ved siden af Nathaniel, der smilede til ham med hævede øjenbryn. ”Nå, det synes du dog?” spurgte han flabet, men tog dog fat i rebet. ”Okay, here goes…” Han kastede Gabriels taske over til ham og gik ud fra, at hans bror ville gribe den – ellers var det bare ærgerligt for ham – hvorefter han trak i rebet, så det store, hvide lagen bredte sig ud…
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 16, 2011 20:47:01 GMT
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Gabriel smilede atter dog denne gang et ret uskyldigt smil ”Hvad tror du dog om mig..” sagde han nærmest uskyldigt hvilket bare ikke klædte Gabriel, han havde aldrig været uskyldig i noget. Han strøg hånden gennem håret og trak tiden en anelse ud hvilket vel næppe ville hjælpe for de vidste jo begge to at han havde været efter nogen ”Det var ikke med vilje så se ikke sådan på mig.. men altså.. det var den her pige.. tredjeårgang.. jeg kan ikke engang huske navnet… men altså.. hun stødte ind i mig og uheldigt for hende havde jeg ikke handsker på… så lærte hun bare ikke at forsøge at fange min opmærksomhed på den måde” han trak på skuldrende, det var sgu ikke hans skyld
Gabriel greb tasken da denne kastede den hen til ham og så spændt til mens Nathaniel gjorde klar til at trække snoren fri og derved sprede det store hvide lagen ud over en stor del af bygningen. Den vil helt klart blive bemærket. Uden videre greb han fat om Nathaniels hånd og trak ham med ud på en flyvetur ”Hold fast” sagde han drillende idet han fløj på afstand så Nathaniel kunne se skriften på det hvide stof ”Mr. Handsome… was here” stod der med tykt stort skrift efterfulgt af en masse stjerner og glimmer. ”Tror du de vil vide hvem der gjorde det” lød hans stemme munter. Endelig var det ikke teksten men bare det at være i stand til at gøre sådan noget der gjorde Gabriel så opstemt. Uden rigtig at tænke over det havde Gabriel skiftede sprog til arabisk, det sprog deres mor snakkede. Han dykkede ned mod jorden og satte sin bror forsigtigt ned inden han landede ved siden af ham.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tag: Nathaniel Word: 272 Outfit: Clik Note: N/A
|
|
|
Post by Nathaniel Faizel Williams on Nov 17, 2011 15:07:22 GMT
We stopped checking for monsters under our bed when we realized they’re inside us
Tagged Gabriel ✖ Note n/a
Nathaniel rystede på hovedet af den anden. Selvfølgelig var det pigen, der var stødt ind i ham, og ikke omvendt – alt andet ville jo være helt umuligt… Det kunne slet ikke have været fordi, at Gabriel rent faktisk gerne ville have fat i hendes evne. Hvis det var sådan, kunne Nathaniel nu godt forstå hvorfor. Helt ærligt, hvem ville så ikke gerne kunne flyve? Det eneste minus ved evnen var kun, at man skulle bære rundt på et par enorme vinger. De var ikke specielt praktiske og ville sikker bare komme i vejen, når man lavede noget.
Det gav et sus i maven på ham, da Gabriel uden videre tog fat i hans hånd og hev ham med sig op i luften. Han havde jo trods alt aldrig prøvet at flyve før, i hvert fald ikke udenfor et fly. Da han så teksten og hørte Gabriels ord, kunne han ikke lade være med at smile. Han ved især mærke i glimmeret og stjernerne, der nok skulle fange folks opmærksomhed, selv her i halvmørket. Han landede igen sikkert på jorden og vendte sig mod sin bror, der landede ved siden af ham. ”Det tvivler jeg nu på – de vil tro det var mig, der gjorde det,” svarede han med et selvsikkert smil og lagde armene over kors, idet han kastede et vurderende blik op på teksten. ”Selvom alt det glimmer-halløj nok vil få folk til at sætte spørgsmålstegn ved min maskulinitet… Men så kan jeg jo altid bare sige, at det var dig, der gjorde det.”
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 17, 2011 16:26:21 GMT
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Gabriel kunne da aldrig finde på at gå bevidst efter folks evner! sådan var han ikke!.. ja right! Han havde gjort det før og gjorde det endnu men denne gang havde det faktisk ikke været helt med vilje, han havde godt nok overvejede det i længere tid og da hun stødte ind i ham havde han ikke haft handsker på så det havde været den bedste chance. Men hvad… pigen var jo ikke endt på hospitalsfløjen af hans berøring og han selv havde nydt mange flyveture siden episoden for en uge tilbage. Han forsøgte dog ihærdigt at holde fast i evnen for han ønskede ikke at vingerne forsvandt lige med det samme.
Atter landede de to brødrede sikkert på jorden og for at understrege hans nye evne, eller rettere de nye vinger, viftede han kort med dem hvor han spredte enkelte hvide vinger omkring sig som blev båret bort med vinden inden han folede vingerne sammen på ryggen og gav sig til at lede efter T-shirt og jakke i tasken. Det var trods alt koldt og han havde ingen planer om at blive syg lige med det samme. Ved hans svar nikkede han tilfreds ”Godt… det er alligevel din tur til at få en skideballe” sagde han drillende. ”Det har du måske ret i… men… det gør også folk i tvivl om hvorvidt det nu er en Mr. Handsome der har skrevet teksten.. det kunne jo være ironisk og der i stedet for burde stå miss” sagde han drillende. den lille tilføjelse til sidst fik et skuespiller udtryk af sorg over Gabriels ansigt ”Åh broder dog… hvor kan du sige den slags” han fik trukket jakken på samlede tasken op inden han atter vendte blikket mod Nathaniel ”Ehm… vi burde se at komme væk.. lagnet dækker for mange vinduer så nogle vil nok snart dukke op herude” sagde han og satte sig i bevægelse mod en anden indgang til skolen.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tag: Nathaniel Word: 320 Outfit: Clik Note: N/A
|
|
|
Post by Nathaniel Faizel Williams on Nov 17, 2011 17:57:46 GMT
We stopped checking for monsters under our bed when we realized they’re inside us
Tagged Gabriel ✖ Note korthed ftw xD
Nathaniel fulgte en af de hvide fjer med blikket, da den fløj væk i mørket. Den dalede ned fra taget, ned mod jorden. I det samme fik han øje på en person, der gik rundt dernede. Fyren gik med ryggen vendt mod skolen, så han havde højst sandsynligt ikke opdaget det hvide lagen endnu – heldigvis. De fleste ville nok med det samme gætte, at det var enten Gabriel eller Nathaniels værk, med det samme, de så teksten, men det betød jo ikke, at de ikke kunne nå i skjul inden.
”Miss Handsome? I så fald tror folk nok, det er dig, der har skrevet det.” Nathaniel stak tungen ud mellem tænderne og puffede til sin tvillingebror med sin skulder. Hans drillende facade blev dog dæmpet en anelse, da Gabriel pakkede sine ting sammen. Han nikkede bekræftende til den andens ord. ”Det lyder som en god idé,” samtykkede han, før han fulgte efter sin bror hen til skolens indgang.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 17, 2011 18:33:39 GMT
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Gabriel havde også fået øje på den person der lallede rundt nede på jorden, denne havde dog tydeligvis endnu ikke set lagnet ellers ville de vel have set en form for reaktion. Gabriel havde i sinde at søge til et af de ledige klasseværelser hvor man kunne se ud over gården blot for at holde øje med de folk der kom og gik og kiggede efter deres reaktioner.
Nathaniels svar fik Gabriel til at puffe ham ”Sikkert, men det ændre ikke på noget… det er trodsalt en Williams der skaber problemerne” svarede han drillende og blinkede drillende til broderen hvor han selv få sekunder efter blidt blev puffet. De gik ind i skolen igen og Gabriel søgte straks til et af de føromtalte lokaler, det her skulle nok blive sjovt. Inden længe havde han fundet et tomt lokale som han sneg sig ind i og gjorde tegn til at Nathaniel skulle låse døren, inden denne nåede at gøre noget vendte Gabriel sig om ”Når du hører brandalarmen så tag det bare roligt” sagde han. Han havde fået en bedre ide, i stedet for at vente på enkelte elever ville dukke op, så ville han da selv få dem ud! Han ventede ikke på svar fra Nathaniel men skyndte sig af sted, han vidste hvor der var en brandalarm… lige rundt om hjørnet. Ganske rigtigt fandt han den. Få sekunder efter lød alarmen over hele skolen! Og den ellers stilhed der lå over skolen blev til larm.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tag: Nathaniel Word: 246 Outfit: Clik Note: N/A
|
|
|
Post by Nathaniel Faizel Williams on Nov 17, 2011 19:01:09 GMT
We stopped checking for monsters under our bed when we realized they’re inside us
Tagged Gabriel ✖ Note n/a
Nathaniel fulgte efter Gabriel ind i klasselokalet. Han låste døren, som han fik besked på. Men Gabriel løb sin vej, sikkert for at aktivere brandalarmen at dømme efter hans ord, gik Nathaniel hen imod vinduet. Der var nu to elever, der gik rundt udenfor. Kun den ene lod til at have bemærket lagnet, for hun stod og kiggede forvirret op imod skolens øvre etager. Hvis Nathaniel kendte piger ret, ville hun sikkert snart løbe ind på skolen og hente en hel fok af hendes såkaldte ”nære” veninder…
Pludselig lød der en høj ringetone på hele skolen. Brandalarmen. Hvad hans bror sikkert ikke havde taget højde for, og hvad der slet ikke havde strejfet Nathaniels tanker, var, at fordi klasselokalerne lå ubevogtet hen det meste af aftenen og natten, var de udstyrede med sprinklere, der aktivere sig selv, når en brand opstod. ”For fanden da også…” lød det hvislende fra Nathaniel. Hans tøj blev gennemblødt på ingen tid, så han droppede hurtigt alle former for flugtplaner. Hvorfor flygte, når man alligevel blev våd? Ude fra gangen af hørte han noget, der lød som et mindre jordskælv. Samtlige af skolens elever drønede ud af deres værelser og ned mod græsarealerne, fordi de virkelig troede, at skolen var under brand. Stakkels, uvidende fjolser… Nathaniel havde dog ikke meget til overs for dem, så han gik roligt hen til vindueskarmen for at holde øje med dem, når de forlod bygningen. Nu skulle han bare vente på, at Gabriel kom tilbage…
|
|
|
Post by Hyde Yung on Nov 17, 2011 19:18:35 GMT
Det havde faktisk været en ganske normal dag på Novitas, men noget kunne tyde på, at nogen havde tænkt sig at ændre på det. Hyde gik egentlig i sine egne tanker, langs med de lange gange, imens at han forsøgte at føle sig frem til, hvor han egentlig befandt sig.. Han var dog godt klar over, at han var gået op af nogle trapper og snart måtte befinde sig under taget, men det generede ham ikke det mindste, han havde ikke noget imod at være højt oppe, så længe at han ikke ville blive tvunget til at springe ud fra et vindue..
Det gav et sæt i Hyde, da hans tanker blev overdøvet af en voldsom larm. Han blev nød til at holde sig for ørerne, da følelsen var meget ubehagelig, fordi hans hørelse nok var bedre end andres, da hans barndom uden syn havde givet ham tid nok til at udvikle de andre sanser meget bedre. Situationen blev dog meget hurtigere værre, da vandet lige pludselig strømmede ned fra loftet eller sprinklerne.. Et lavmælt suk forlod hans læber, da hans hår meget hurtigt blev gennemblødt og klaskede til hans ansigt, dog rystede han en anelse på hovedet og forsøgte at finde vejen til trappen. Han var forvirret og kunne tydeligvis ikke finde ud af, hvor han faktisk befandt sig henne. De sædvanlige lyde var blevet afløst af hurtigere trin, der flygtede udenfor, samtidig med at vandet generede ham..
|
|
|
Post by Elisabeth Hi Hamilton on Nov 17, 2011 19:33:58 GMT
Elisabeth havde siddet på sit værelse og forsøgt at ignorere sine forstyrrende værelseskammerater, dagen havde været lang for hende og hun ville bare ønske den var over, desværre havde andre elever deres egne planer og derfor gik det ikke sådan. Om hun skulle hade den der havde sat brænden i gang anede hun ikke, for hun slap jo for at høre på de fnisende tøser der sad på den anden seng mens hun selv forsøgte at ordne nogle lektier. Hun endte dog med at klappe bogen sammen, kom på benene og trak sin jakke på inden hun sammen med de skrigende piger forlod værelset. Heldigvis havde hendes jakke hætte så hun trak den over hovedet ude på gangen og blev derfor ikke våd af springlerende der sprøjtede vand rundt.
Snart var hun udenfor sammen med de resterende elever som alle virkede forvirret og søgte efter lærer. Andre pegede op mod skolen og Elisabeth kastede et blik hen over bygningen i den tro at hun ville se ild. Det der mødte hendes blik fik hende til at tabe underkæben. Hun var ret ny på skolen og havde ikke troede at nogen gjorde den slags. Det her var sikkert en joke så.. det hele! Og det brændte sikkert ikke! hun sukkede irriteret men kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, hvad ville lærerne dog sige?
|
|
Theodore de Chavalier
Noctua - 1 st
Telepati/Telekinese
Pour me a heavy dose of A T M O S P H E R E
Posts: 255
|
Post by Theodore de Chavalier on Nov 17, 2011 19:40:15 GMT
From the dawn of time to the end of days I will have to run, away
Tagged alle, der joiner ✖ Note n/a
Theo sad på sit værelse og havde netop færdiggjort – det ville så sige, i hvert fald kigget på – dagens lektier. Han skubbede sine bøger fra sig med et suk og lænede sig tilbage i sin seng. Han følte trætheden overmande sig, men før han overhovedet nåede så langt som til at lade sine øjne glide i, blev han brat vækket op af en høj ringetone. Der gik et lille øjeblik, før det gik op for ham, at det var brandalarmen. Han troede først, at det bare var en prøve, men da han hørte en flok af drenge fra de andre værelser løbe forbi, hektisk snakkende med hinanden, gik det op for ham, at det var alvor.
Han fulgte efter alle de andre elever udenfor. Lige så snart han kom ud af døren, så han, at alle stod og kiggede op på noget højt oppe over hans hoved. Han måtte træde et par skridt ud på græsplanen og ligge nakken tilbage, før han fik øje på det hvide lagen, der hang og dækkede over flere af bygningens vinduer. Han sukkede dybt. Hvordan kunne nogen dog være så barnlige…? Men alligevel kunne han ikke lade være med også at føle en hvis taknemmelighed over for dem, der havde sat alt det her i gang. Det gav ham i hvert fald en god undskyldning for ikke at lave sine lektier.
|
|