Aimée kaldes til Aarons kontor.

[Aaron Hiskon]

Det var en af de sidste timer. Aaron sad på sit kontor og skrev på nogen papire. han skulle ha en en privat time med en elev. en elev som ham havde den samme evne. en Illosion. han havde aldrig fået hjælp med sin evne og derfor ville hjælpe denne pige med at træne sin.
Aarons elskede halskæde var synlig for alle lige nu. en halskæde som folk normalt ikke så på ham. en smuk flamme juvel med guld rundt om. mange ville sige den var for fenimin men for Aaron var det en skat. et minde.
Aaron havde masser af tid. pigen der skulle komme virkede som de fleste ugler på skolen. bange for konflikter. men måske kunne Aaron hjælpe hende med hendes evne og det med at slås. for hun kunne jo bruge evnen til at slås med. men kun i yderste nødstilfælle.
Aaron så mod døren der var 10 minutter til timen begyndte. hans time. han håbede kun på det bedste fra denne piges side af.

[Aimée Clair Angelique]

Det her var noget nyt og meget skræmmende. Hun havde ikke lyst til en privat time, faktisk var hun lidt nervøs for det. Da hun havde fået beskeden om timen, var hun både blevet overrasket og en anelse urolig. Hun havde ikke rigtig fået noget specifikt at vide, så det var vel bare med at møde op og forberede sig på det værste. Aimée havde en hvid skjorte på, en sort nederdel, hvide knæstrømper og et par sort sko. Hendes Badge sad hvor det skulle, og det samme gjorde hendes piercinger. Der var en smule mascara og eyeliner, men ellers ikke noget stort. Håret var løst, så det bølgede meget elegant. Medbragt havde hun sin skoletaske, hvor alle bøgerne, penalhus og så videre lå i.
Der var cirka fem minutter til at hun skulle være der. Hun stod ude foran døren og vidste ikke om hun skulle banke på, gå ind eller hvad hun skulle gøre. Det blev dog til at hun bankede på døren, og åbnede den forsigtigt op.
”Hej..” sagde hun ganske stille. ”Øhm.. De ville se mig?” Hun åbnede døren lidt mere op, men undlod at træde indenfor.

[Aaron Hiskon]

Aaron sad roligt i sin stol og hørte pludselig det bankede. han så op og så på pigen. han virkede kold og ligeglad med alt. men det var langt fra sandheden. han tog hurtigt fat i sin halskæde og lagde den ind under tøjet og satte sig tilbage. han så på hende og nikkede hende inden for. han så mod stolen foran hans skrivebord.
"kom ind og sæt dig ned"
Ja han lavede private timer men det var der meget god grund til. Eleverne havde hver sin evne og hver sin måde at skulle trænes så det måtte han jo tage hensyn til. Aaron havde langt rødt hår og virkede mystisk. noget af det som gjorde mange piger talte om ham og var vilde med ham men det lod han sig ikke påvirke af. han var lærer. han måtte og skulle aldrig flirte eller ha forhold til sine elever.
Aaron lagde albuerne på sin stols armlæn og samlede hænderne foran sig og så roligt på hende. hun så meget nervøs ud. var hun bange for ham? han gjorde jo ikke nogen noget.

[Aimée Clair Angelique]

Hun trådte indenfor og lukkede døren efter sig. Hun stod lidt og kiggede på ham, men bevægede sig så nærmere. Det var ikke fordi hun var bange for ham. Det var mere det, at hun ikke var sikker på at hun turde have en enetime, når hun så tydeligt var en form for enspænder. Da hun kom tæt på den stol han havde indikeret til, satte hun sig, men undveg øjenkontakt. Da hun ikke vidste hvad hun skulle sige, holdte hun sin mund lukket.
Der kunne være mange grunde til at hun skulle have en enetime, men hun vidste ikke rigtig hvad det kunne være. Han var den der trænede folks evner, så hun regnede ikke med at hun skulle have matematik.
”Er der noget bestemt jeg skal lære sir?” spurgte hun og sank en klump. Okay, hun var nervøs. Det var ikke særlig sjovt at sidde her, men på en måde var hun lidt spændt. Uanset hvad så måtte hun jo finde ud af hvad han ville, for overhoved at finde ud af hvad hun faktisk skulle synes om det hele.

[Aaron Hiskon]

Aaron sad roligt. hun var nervøs det var der ingen tvivl om men var det fordi Aaron var kendt for at være hård og direkte. Aaron så på pigen og kunne da se at hun ikke ville ha øjenkontakt. var hun bange for at se nogen syner. han havde fuld kontrol over evnerne så han vidste hvad han skulle gøre og hvad han ikke skulle gøre.
Aaron længede sig over bordet og så på hende. "først og fremmest vil jeg gerne vide en ting om din evne som der ikke står i dine papire... hvor lang tid går der efter du starter med at bruge din evne til du er helt udmattet."
Aaron var nød til at vide hvornår han måtte stoppe. hvornår hun blev tomt for energi og hvordan han skulle håndtere hende. for han havde nemlig set nogen der kun kunne holde kort tid og nogen der kunne holde lang tid. men hvad var hun.

[Aimée Clair Angelique]

Der var ingen grund til at være bange for ham. Hun var bare ikke social, og derfor heller ikke sikker på den situation som hun var havnet i. Det eneste hun egentlig var helt sikker på omkring ham, var at han var en der også kunne lave illusioner, og at han tit var ret hår imod en. Men hun plejede at tage tingene som de kom, men det her var ikke så rart, fordi hun ikke brød sig om tanken om at være alene med en lærer. Det var mærkeligt, men sådan var hun.
Da han nævnte hvad han ville vide, kiggede hun ham i øjnene. Der blev blinket et par gange, men ellers så hun blot på ham. Hun havde styr på sin evne, mere eller mindre.
”Det kommer an på hvor længe jeg skal en illusion, og hvor stor illusionen er,” sagde hun stille. Det var i hvert fald sådan hun så på det. Nogen gange kunne hun holde længe, andre gange ikke så længe. ”Jeg er ikke sikker faktisk… jeg har aldrig rigtig ville bruge min evne.” Det var lidt flovt at indrømme. Mange her på skolen var vist meget stolte af sine evner, men hun var ikke.

[Aaron Hiskon]

Aaron så på hende. han træk vejret roligt og tænkte over hvad han skulle stille op med hende. hun var vis ikek glad for at skulle ha alene time med ham. eller at skulle træne sine evner.
"du vil ikke bruge dem... men hvad vis jeg siger du SKAL. her er det ikke friviligt. her er det lige som lektier i engelsk og matmatik... og jeg er ikke den tybe der lader folk løbe fra deres evne træning"
Aaron var bestemt og det var tydeligt at han ikke ville lade hende slippe fordi hun ikke kunne lig det. han ville ha hun skulle kunne kontrolere det og hun skulle kunne rede sit liv og andres med evnen. hvilket han ville ønske han havde haft mulighed for at bruge evnen for andre der kunne rede liv.
han ville ikke ha hun begik samme fejl som ham selv. at man gjorde skade med evnen istedet for at rede folk med den.

[Aimée Clair Angelique]

Det var ikke et svar som hun havde været ude efter, men det var det hun fik og nu måtte hun jo bare gøre som han sagde. Det var ikke fordi hun ikke ville lære at kontrollere sin evne, det var bare ikke sjovt at bruge den, når hun ingen ide havde om hvad den kunne bruges til. Udover den test som hun fik taget sidste år, inden hun skulle ind på skolen. Det havde været skræmmende og hun ville helst ikke opleve sådan noget i det virkelig liv. Men måske ville det ikke blive så slemt. Det var jo trods alt kun træning, ikke mere. Eller det regnede hun da i hvert fald med.
”Okay,” svarede hun og nikkede kort. Hun ventede på hvad han ellers ville sige. Jo før de kom i gang, jo bedre. Em form for nervøsitet væltede rundt inden i hende, den blev dog bekæmpet lidt. Hun så stadig meget nervøs ud.

[Aaron Hiskon]

Aaron så at hun ikke var glad for hans svar. men han var ærlig. han så på hende og lagde sin hånd på bordet. "til at starte med vil jeg bare ha små illosioner af dig. sådan ca på en dukkes størrelse... det burde ikke være hårdt for dig vel?"
Aaron løftede hånden og dannede en illosion af en svane med 3 unger. dens størrelse var som en dukkes men detaljer var der og lyde også. det var noget som tog energi men han vidste at han kunne gøre det for elevens skyld.
"jeg vil be dig om at lave en pige. hun skal se ud som en du kender og hun skal fodre disse svaner... kan du klare sådan en lille opgave?"
Aaron startede småt med alle elever men han havde vist store forventninger med hende her. hun havde jo samme evne som ham.

[Aimée Clair Angelique]

Svanerne var smukke, livagtige, men alligevel falske. Aimée vidste at det var en illusion, og kun derfor kunne hun mene det. Illusioner var jo noget man skabte, skjulte ting med. Derfor var svanerne vældig imponerende at se på. ”Nej,” svarede hun stille. En lille illusion. Det burde vel ikke være så svært igen. Bort set fra hun ikke rigtig kendte nogen piger, hun var jo ikke ven med nogen. Sådan var det når man var asocial. Hun prøvede dog at finde en eller anden person, bare en enkelt person som hun kunne huske, en som hun i hvert fald havde set før. Så hun valgte en pige fra det samme kollegium som hende. Pigen var på størrelse med en dukke. Illusionen gjorde som den skulle, selvom hun godt kunne mærke at det ikke ligefrem var noget som hun var vant til at gøre.
”Sådan der?” spurgte hun usikkert.

[Aaron Hiskon]

Aaron så på hende og hvordan hun virkede lidt nervøs for dette. Aaron beholdte svane illusionen uden at se på den. Aaron så hvad hun lavede og kunne se pigens bevægelser ikke var helt flydene. Aaron så på roligt på hende og med et lavede han lyden af en løve og frem fra hans bunke papire og mapper hoppede en lille løve model ud og åd svanerne og vendte sig mod pigen.
"red hende. Løven vil æde pigen vis du ikke reder hende... men uden at få hende til at forsvinde"
Aaron kunne godt se pigen skulle ha meget træning. hvad skulle han finde på af øvelse til hende som lektier. det var vigtigt med øvelse. måske skulle han få hende til at lave virkelig størrelse.. men ikke inu. hun skulle længere ind i træningen først.

[Aimée Clair Angelique]

Løven overraskede hende og hun var ved at miste kontrollen om illusionen, men hun holdte den. Rede hende? Hvordan skulle hun dog gøre det? Der var mange måder hun kunne gøre det på, men hver gang hun fandt på noget, lod det ikke til at ville eksistere i hendes sind. Det var svært. Da hun endelig fandt på noget, var løven kommet tættere på. Hun skabte et højt elektrisk hegn, omkring løven. Den kunne ikke komme over det, ikke uden at komme til skade og desuden var det alt for højt, til at den ville være i stand til at springe over det.
Hun fik lidt ondt i hovedet, nu hvor hun mærkede at hun holdte to illusioner oppe. Det tog en smule af hendes energi og hun ville ønske at det ikke var sådan. Dog, måtte hun slippe begge illusioner og gnide sine tændinger blidt.
”Undskyld, jeg er ikke vant til at gøre det her,” sagde hun og undgik at se ham i øjnene.

[Aaron Hiskon]

Aaron kunne se at dette ville blive svære end han havde troet. hegnet virkede ikke så stærkt som det skulle. han så på hende og da løven angreb hende tog han hånden om løven og da han åbnede hånden kom der en sommerfugl op og over om hende og forsvandt. han sukkede lidt og tænkte godt over hvad han skulle gøre. han rejste sig og gik over til hende.
"ja det kan jeg se. men ingen slipper her fra uden lektier... og det gælder også dig... jeg vil gerne ha dig til at lave et kæledyr til dig selv i fuld størrelse og ha den fremme så lang tid som muligt."
Aaron tænkte stille over om der var noget andet han skulle prøve med hende. han tænkte roligt på en ting. han havde læst hun ikke var god til lyde så måske han skulle vise hende en ting med lyde der altid ville kunne bruges.
"jeg vil gerne be dig om at lukke dine øjne og slappe af. du skal nu fortælle hvad du høre"
Sagde Aaron stille og ville udsætte hendes sanser for en prøve om hvor god hun var til at genkende lyde.

[Aimée Clair Angelique]

Hun var ikke glad for at have skuffet ham, men det så ud til at det var det hun havde gjort. Men hun var ikke så god til det her, selvom hun godt kunne hvis hun lagde alle kræfterne i. Det var bare ikke altid lige nemt. Lektier var en normal ting, og hun havde ikke noget imod det, desuden så skulle hun vel blive bedre til at styre sin evne, så hun ikke gik rundt og skabte en masse illusioner hist og her, uden at have nogen form for kontrol overhoved. Det lod ikke til at denne time ville blive så slem, som hun egentlig havde frygtet. Hun betragtede ham, imens han gik over imod hende, tydeligvis en anelse utryg ved det.
Da han bad hende om at lukke sine øjne og slappe af, for at kunne identificere nogle lyde som hun skulle høre, gjorde hende noget så forfærdelig nervøs. Dog gjorde hun som han sagde.
Aimée satte sig helt tilbage i stolen, med ryggen op af stolens og øjnene lukket helt i. Hun tog nogle dybe indåndinger og slappede helt af. Det var lidt sværere end man skulle tro, da hun ikke vidste hvad hun skulle forvente af denne del af time.

[Aaron Hiskon]

Aaron havde haft øjenkontakt med hende så han vidste at denne del af hendes lektion ville være nem for ham da han nu ville kunne skade lyde for hende. han virkede afslappet når han lavede illosioner og alt sådan noget og nu lavede han lyden af havet. bølger op mod stranden der gled tilbage.
Aaron så bare på hende for at se hvordan hun reagerede af dette. han ventede til hendes reaktion og så snart hun ville svare hvad hun hørte ville han gå videre til havmåger der skreg på himlen. Aaron tog dette som en sanse opgave for hende. hun skulle bruge sin høresans. for at kunne skabe rigtige illosioner skulle hun kunne imitere lydene også. det var svært det vidste han, det kostede meget energi selv for ham. men han holdte det.
så snart hun havde svaret ville man høre noget der lød som et blumb. en fisker der kastede line ud der ramte vandet. Aaron havde set fiskere og hørt deres lyde. nu skulle hun se om hun kunne gætte det.