|
Post by Aimée Clair Angelique on Nov 13, 2011 14:43:21 GMT
Lige så snart den første lyd ramte hendes hørelse, blev hun lidt overrasket og var ved at slå øjnene op, men beherskede sig. Det var en nem lyd, og den var også beroligende. Havet var et smukt sted, men hun havde aldrig været dernede, kun med skolen eller børnehaven, hendes forældre havde jo ikke haft tid til hende. ”Det er havet,” sagde hun stille og sank en klump. Det var vist rigtigt, for han skiftede lyden ud med en anden uden at sige noget til hende. Skrigene der kom for hendes øre, var ikke menneskeskrig, men de var stadig død irriterende og hun ville gerne have at det skulle holde op. ”Mågeskrig.” Det var vist også rigtigt, men den næste lyd kunne hun ikke regne ud. Det var noget der ramte vandet, så meget vidste hun, men det kunne jo være hvad som helst. En lille sten, en prop, en kapsel, eller noget helt andet. Det var svært og det kunne tydeligt ses på hende. Hun lyttede og lyttede, men det var virkelig ikke en lyd, som hun var sikker på hvor kom fra. ”Jeg ved ikke helt hvad det er for en lyd… jeg kan høre det er noget der rammer vandet, men jeg kan ikke høre hvad det er,” sagde hun, stadig med lukkede øjne.
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Nov 13, 2011 14:54:22 GMT
Aaron var meget rolig og lagde armende på hendes skuldre og havde skabt illosionen foran hende. de var ude ved havet. en mand stod foran dem med en fiskestand ud i havet og for anden af snoren var noget der lignede en bold der flod på vandet. "åben øjnene og se hvad du hørte" han var rolig men virkede stadig kold. han så på hende og så mod sin illosion. manden i illosionen stod stille på en kaj og så slet ikke på dem. Aaron vidste at man skulle kende selv de mindste lyde for at vide hvad man lavede. Aaron havde måtte studere alle lyde for at få noget ti lat virke ægte vis det var det han ville ha det skulle være.
|
|
|
Post by Aimée Clair Angelique on Nov 13, 2011 15:04:35 GMT
Hun stivnede da hans hænder lagde sig på hendes skuldre, men hun forsøgte at slappe af, selvom det var rimelig svært. Alle lydene lå lige for hende. Og da han bad hende om at åbne sine øjne, gjorde hun det og fik øje på de lyde hun havde hørt, og den mystiske lyd blev opklaret. Det gav vel mening. Uanset hvor kold han virkede, så havde det ingen effekt på hende, det var kun selve tanken om at være alene med en person der var lidt, mærkelig for hende. ”Så, det jeg hørte var en fiskers krog der havnede i vandet?” sagde hun, selvom det lød meget som et spørgsmål. Det var det vel også, men han behøvede ikke svare, for hun kunne jo sagtens se det. Hun sad stadig stiv som et bræt, mest fordi han både var rigtig tæt på og havde sine hænder på hendes skuldre. Hun var virkelig ikke vant til folks nærvær.
|
|
|
Post by Aaron Hiskon on Nov 13, 2011 15:25:22 GMT
Aaron så på hende og så mod den flydene kugle i vandet. "det du hørte var kuglen der lande på vandet. du skal til at bruge din høresans rigtig meget. du skal til at opfatte alle lyde. sådan vil dine illosioner blive levene for dem der ser dem" Aaron stoppede illosionen og slap hende. han gik over og satte sig og så på hende. han skrev lidt ned i nogen papire om hvad han havde set. nu skulle hun bare til at bruge det hun havde lært. en der beherskede sin evne ville ha stor fordel i livet. "det var alt for i dag. du må gerne gå... husk dine lektier til næste gang."
|
|