So many voices in my head!

[James Ki Stanford]

James løb og løb. Han kunne næsten ikke få vejret, han måtte bare væk med det samme. Det lignede ikke ham at panikke. Men efter første undervisningstime vidste han ikke om han kunne klare det mere. Når han var i et klasseværelse med så mange mennesker, så kunne han ikke styrer sine tankelæser evner mere. Det var alt for svært at koncentrerer sig. James løb op ad trapper lige nu, han måtte væk fra menneskemængden, det var ikke tit han var omkring så mange fremmede på en gang. Han havde et par cowboybukser på og en hvid skjorte og en short vest, vesten blafrede tilbage mens han løb og til sidst nåede han helt op til der hvor han kunne komme op på taget. Måske var det, det eneste sted han kunne være alene, det var han første dag og han havde allerede været ude for ting han blev forvirret over eller ikke forstod. Det med at gå i skole og være ude blandt unge på hans egen alder var ikke ting han var vandt til. Han sad sig ned på taget og sukkede, nu var han endelig alene og havde ro til at koncentrerer sig om sine egne tanker. * Er svært at være her indtil videre, men i det mindste har jeg tid til at være udenfor og der er også bibloteket... Men jeg må ikke glemme at skaffe info! Er det jeg er her for, vis jeg nu fandt ud den lærer med den svageste mentallitet ville det ikke være svært... vis jeg ikke giver dem svar om et eller andet de vil vide snarest muligt, så ender det galt igen...* Tænkte James og kiggede ud og skolen med et tomt blik og med et meget neutralt udtryk, der var vel ingen grund til at lege den glade nye skoleelev som han havde gjort hele dagen. Han skulle kun være der i nogle måneder for info. Smil,glæde og venner var ubruligt for ham havde de overbevidst ham om.

[Theodore de Chavalier]

Theo havde heller ikke vænnet sig til skolen endnu, langt fra. Hele idéen med skolen var at lære unge at kontrollere sine evner og for en som ham, der forbandede sine evner langt væk, var det et rent helvede. Hele sit liv havde han været vant til at være spærret inde i et hus, næsten helt mutters alene, så det pludselig at komme ud blandt en masse andre unge på hans egen alder var en stor omvæltning. Han havde måske kunne vænne sig til det, hvis det ikke var, fordi hans evner løb om hjørner med ham. Pludselig fra det ene øjeblik til det andet blev han bombarderet af tanker, overvejelser, følelser og nye indtryk, som hans hoved slet ikke kunne rumme.
Det var det samme, der var sket for blot et kvarter siden. Theo havde ikke kunne klare det mere, og han var løbet hen til det eneste stille sted, han kunne tænke på – taget.

Den brunhårede knægt havde fundet sig en skorsten – der var slukket, heldigvis – som han sad på. Han var netop ved at betragte nogle drenge, der spillede fodbold på græsplænen, da han pludselig hørte en stemme – eller snarere en tanke.
”Eh, hvad?” spurgte han, uden at tænke sig om. Han drejede sig med at sæt og fik øje på en dreng, der var kommet ud på taget uden at han havde opdaget ham. Hvad var det for en underlig snak om at finde info…?

[James Ki Stanford]

James prøvede at slappe lidt af for nu, men nej han opfangede nogle tanker meget nær ham. Der var nogle der havde aflæst ham, han vidste der var andre der havde næsten de samme kræfter som ham. Men James var for øm i hovedet lige nu til at kunne manipolerer det som den anden åbentbart havde hørt. Han kiggede sig omkring og der gik ikke længe før han fik øje på personen som sad på en skortsten *Så det er ham der har hørt mig* Tænkte James og sendte et skarpt blik til ham, han ville ikke risikkere at blive opdaget. James ville sikkert få en stor straf for det ellers ville de måske bare smide ham ud som ubruligt skrald.
James rejste sig op og gik over mod ham med begge hænderne i lommen. Hans blik var stadig neutralt og tomt. Men dog mere fokuseret nu. *Så hvor meget har du hørt?* Spurgte James via tanker som han lagde ret åbent ud, så vis den anden kunne læse tanker ville han helt sikkert kunne opfange dem. Han måtte tage denne situation proffesionelt, gik ikke at der blev sagt for meget rundt omkring. James ville heller ikke ende med at få en endnu svære mission og oven i købet sikkert blive haddet af alle. Selvom han burde være ligeglad om han blev haddet var han det nu ikke.

[Theodore de Chavalier]

Theo fik et svar tilbage via tanker, hvilket var noget, han aldrig havde prøvet før. Det ramte ham som et slag i panden, da det gik op for ham, at den fremmede også kunne læse tanker. Aldrig før havde han mødt en med evner som hans egne, og selvom det var spændende, vidste han godt, at han måtte være forsigtig. Han havde før opfanget folks mest personlige tanker, så han måtte sørge for ikke at tænke på ting, der lå ham for nært.
Han forsøgte at tømme hovedet, idet han svarede højt, da han aldrig havde lært at sende tanker til andre: ”Det kommer an på, hvor meget der var, før du nævnte, at du måtte skaffe info.”
Han vidste godt, at han måske lød en anelse flabet. Han bed sig i læben. Det her var ikke noget, han burde blande sig i, men han kunne ikke lade være. Han var stille for en tid, før han fortsatte: ”Hvem er det, du skal sende svar tilbage til – og om hvad?”
Hans mørkebrune øjne gled undersøgende over den fremmede. Fra sin plads på skorstenen var hans hoved hævet i en halv meters højde over den andens, hvilket gav ham en falsk fornemmelse af at føle sig større end den fremmede.
Normalt var Theo ikke typen, der afpressede folk eller udnyttede dem til sin egen fordel, men hvis der var noget, han var nysgerrig efter at få at vide, så vidste han godt, hvordan han skulle spille sine kort.

[James Ki Stanford]

James kiggede op på ham og selvom at den fremmede stod på et højere punkt, følte han stadig at han sagtens ville kunne se ned på ham. James ville helst ikke være uhøflig, det var første gang han havde mødt en med en lignende evne. Det kunne være spændene at lærer ham at kende syntes James inderst inde. Men hans yderste tanker og følelser dækkede for de inderste. Der var altid flere lag af tanker, nogle sværer at nå ind til end andre. " Kommer ikke dig ved, ville bare være sikker på du ikke havde snaget i mine tanker i længere tid, men kan hører du ikke har roddet for meget" Sagde han nu med en amerikansk accent. James var nu lettet over at han ikke havde roddet for meget... I den forbindelse kom han til at tænke over sig * Jeg ville hade at blive sat til at dræbe ham for at have spoleret deres efterforskning... håber han bare ladder det ligge* Tænkte James som en let forbigående tanke, han var ikke vant til at skulle holde sine egne tanker tilbage. Men han syntes ikke udfra Den fremmedes udseende og måde at være på at han virkede dum eller ond på nogen måde, mere nysgerrie, men til tider var det bedst ikke at være det syntes James. Han havde lært det så rigeligt at nogle gange tænkte folk ting man helst ville have undgået at hører.

[Theodore de Chavalier]

Theo begyndte hurtigt at føle sig utilpas på toppen af skorstenen. Han hadede virkelig at føle sig hævet over andre på den måde. Han var snarere typen, der havde det bedst, hvis han fik lov til at falde i med mængden, og andre ville lade ham være for sig selv.
Han hoppede ned fra skorstenen, og landede let og elegant på begge fødder. Selv ikke en kat kunne have gjort det bedre, måske lige bortset fra den detalje, at den ikke ville stå og rette febrilsk på sit hår bagefter, som Theo nu gjorde.

”Nåja… Jeg spurgte jo også bare.”
Theo sendte den fremmede et let smil. Han havde skam heller ikke forventet at få lokket et ordentligt svar ud af fyren, men det var da et forsøg værd.

Han skulle netop til at åbne munden igen for at spørge den anden om, hvad han så lavede her udenfor, men han blev afbrudt, da en række tanker igen trængte sig ind i hans hoved. Han ville virkelig ønske, at han kunne blokere andres tanker og især lige nu, for det dér var bestemt ikke noget, han havde brug for at vide.
Hans smil forsvandt som dug for solen, og han mærkede frygten brede sig i ham som en mørk skygge, der gnavede et stort, sort hul i hans mave.
”Hvad…? Dræbe mig?” gentog han stille.
Theo ville normalt ikke frygte en anden på hans alder, for han vidste, at de ikke kunne gøre ham noget. De var jo bare en flok forvoksede børn. Men denne fyr virkede anderledes. Theo vidste intet om ham, men han havde så småt gættet, at han var med i en organisation af en art. Én, hvor det åbenbart var meget almindeligt at dræbe andre.

[James Ki Stanford]

James var egentlig ret lettet over at den fremmede nu lod det ligge, det ville ikke være sjovt at skulle være nervøs for at blive opdaget allerede. Han sendte dog ikke et smil tilbage til den fremmede, han kendte ham jo ikke. " Er iorden, bare lad vær med at rodde rundt derinde igen" Sagde James og brød sig ikke om ikke at kunne tænke i fred, var ret irriterende, nu forstod han bedre hvorfor folk til tider var så nervøs omkring ham. Var svært at skjule noget når ens hjerne blev aflæst.
James skulle lige til at slappe af nu og prøve at snakke mere normalt med ham. Men nej selvfølgelig skulle han rodde videre " Sagde jeg ikke du skulle stoppe med at rodde derinde" Sagde han og kiggede på drengen der stod overfor ham nu. Han ville helst ikke have han troede at han ville dræbe ham, men det var vel forsent nu. " Nej, vis du nu læste hele sætningen ville du vide at jeg ikke ville dræbe dig..." James sukkede, sikke en god første skoledag. Han sad sig ned på taget og kiggede ud over skolen igen.

[Theodore de Chavalier]

Theo forstod godt den andens vrede over, at han rodede i hans hoved på den måde, men han kunne ikke gøre noget ved det. Hans evner slog ud fra tid til anden, og han kunne ikke selv kontrollere hvornår. Det var jo også derfor, han var startet på skolen – for at lære at styre sine evner.
”Jeg kan altså ikke selv gøre for det!” udbrød han. ”Det… det er dig, du forvirrer mig, fordi du også roder i mit hoved!”
Han havde aldrig før mødt nogen med evner, der bare lignede hans den mindste smule, så når en fremmede pludselig begyndte at tale til ham gennem sine tanker, var det klart, at han blev forvirret.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige, for at den fremmede ville tro ham. I mangel for ord gik han frem og tilbage et par gange, før han endelig dumpede ned at sidde på taget.