sne

[Aaron Hiskon]

Det havde været snevejr i 4 dage og der log meget sne. mange af de unge var ude og lave sneboldskamp og de yngre lavede snemænd og sneengle. Aaron stod og så på for at sørger for at det ikke endte i evne slåskamp eller bare slåskamp. Aaron nynnede en lille melodi fra en af hans vikar timer. han var ret glad for at være vikar i musik. han kunne godt lig eleverne her på skolen og ønskede selvfølgelig kun det bedste.
Aaron havde en tyk jakke på for ikke at fryse for meget. han var dog glad for at ha fundet nogle at undervise i det man sjældent selv lærte.

[Rebecca Faith Jones]

Rebecca kommer ganske stille gående sammen med en af de små piger som havde været lidt bange for at gå ud, når der var så meget sne.. Rebecca havde dog lovet hende at gå med ud, indtil pigen havde det godt.. men der gik to sekunder før pigen var rent sin vej og legede med to fra sit eget klasse.. hun havde en stor sorte pels frakke på, som var ret lang, men den var ikke af ægte pels, hun tror nemlig ikke på at man behøver at dræbe dyr, når man kan få falske.. og hvis man ikke kunne det ville hun nok ikke engang havde en ægte en.. hendes lange brune hår hænger løst ud over det hvide pels og hendes mørke cowboybukser kryber ud under frakken og ned i hendes store sorte støvler som også har lidt ’pels’ her og der.. hun kunne ikke lade vær med at smile.. hun elsker selv vinteren og elskede at lege i det da hun var yngre, men hun var vel vokset lidt for hurtigt op, så hun gik hun ig længtes efter de år, hvor hun havde været ude i det..

[/size]

[Aaron Hiskon]

Aaron var helt stille og nød bare at betrakte de unge. der kom en dreng løbene over til ham."Aaron Aaron vil du se hvad jeg har lært. se se" den lille dreng lagde håden på sneen og koncentrerede sug. og sneen begyndte at vokse og blive til en is skulptur. drengen så forventnings fuldt på Aaron som klappede ham på hovedet
"flot. det er rigtigt flot." Aaron så rundt og opdagede Rebecca. et kort smil kom frem og han gik stille over til hende og så rundt på de unge. "det er dejligt med de unge som more sig så meget"[/color] han var helt rolig og så rundt. han elskede de unge

[Rebecca Faith Jones]

Rebecca hørte godt at Aaron’s navn blev sagt og skævede også kort der over.. hun havde jo ikke fundet hans sidste kommentag om hendes evner sandfærdig sidst de mødtes så hun var gået, men hun kunne ikke lade vær med at smile over hvor glad drengen var for Aaron.. hun ser dog hurtigt over på pigen igen og lader som om hun ikke har set ham, eller hørt drengen.. hun reagerede først da Aaron kom over til hende.. hun vendte stille sit ansigt mod ham og små smilede.. ”ja, det er altid rart at se nogen havde så stor en glæde i livet..” siger hun stille og vender så igen sit ansigt han mod pigen.. ”…hun var så bange for at skulle udenfor..” mumler hun stille.. hun tag omkring kraven på sin pels frakke og retter lidt på den så den dækker hendes hals bedre og faktisk også dækker til midten af hendes kind, hvis man ser på hende fra siden af.. hvilket også vil sige at man ikke kan se om hun smiler eller ej.. men hendes øjne smiler dog meget tydeligt som hun ser på børnene..

[/size]

[Aaron Hiskon]

Aaron var altid meget forsigtig når det galt evner. og denne dreng havde bare været vildt god så der var han ikke bekymret. han så på Rebecca som virkede glad men også lidt såret på en måde. "jeg tror bare hun var bange for at være alene... men det er godt du er der for hende." han så på hende og kunne se de smilene øjne. han håbede lidt hun ville fortælle ham hvorfor hun havde så travlt sidst. han anede jo ikke at han havde såret hende eller noget.

[Rebecca Faith Jones]

”hvem er ikke bange for at være alene inderst inde? Jeg mener, nogen gange så er ønsket om at have en ved sin side nok bare større end noget andet, men det er ikke altid man får det opfyldt..” sagde hun ganske roligt, men så så op på ham med et lille smil.. ”men jeg vil være der for alle ungerne, selv dem som finder mig åndsvage, hvilket flere allerede har..” sagde hun og trak lidt på skuldrene, før hun så mod pigen igen som nu sag og havde en ’mini’ sneboldskamp, med en af de andre piger.. dette får et ret kærligt og varmt smil frem over hendes læber så vel som i hendes øjne.. ”men drengen var vist også ret glad for at du var der til at rose ham..” sagde hun lidt efter for at sige at hun havde set ham.. hun vender sig stille og begynder at gå lidt, der er jo mange unger og de leger på et ret stort areal.. hun ved ikke om han vil gå efter hende eller ej og hun er enlig lidt splittet om hun ønsker at han skal gå efter hende eller ej.. hun lader en hånd glide igennem sit løse hår, det plejer ellers altid at være opsat..

[/size]

[Aaron Hiskon]

Aaron blev forvirret over hendes opførelse. hendes krave rulning kunne betyde at hun ville være i fred fra ham men det at hun sagde men helst ville ha en ved sin side kunne betyde hun gerne ville han han fulgte med hende. han anede ikke hvad han skulle tro. han så lidt på hende og så væk mod børnene. "vil du være sød at svare på hvorfor du virkede såret sidst vi sås. sagde jeg noget forkert jeg ikke selv vidste var sårende?"[/color] han lod det med kraven gå mest ind i ham som at sige hun ikke ville ha at han var ved hende lige nu og vis det var hendes ønske respekterede han det

[Rebecca Faith Jones]

Rebecca stoppede ganske stille op da han bad om en forklaring på hvorfor hun havde været såret sidst, havde han virkelig ikke forstået det ud fra hvad hun sagde sidst? kunne han ikke se hvor dømmende han et sted havde været? at hendes evner var befriende, mens hans hele tiden skulle holdes tilbage.. som om at hun havde haft det utrolig let, at hendes evner virkeliv var en glædes dans på roser.. hun vende sig ganske stille mod ham og så lidt på ham.. ”du så det ikke selv, gjorde du?” spurte hun stille og små sukkede.. ”du talte om hvordan min evne måtte være befriende, mens din er noget du evigt vil skulle holde fast i.. som om at din evne er svære at styre, hvilket den måske er.. men ikke i mine øjne.. jeg har været ved at blive begravet levende flere gange, fordi at min evne var ustabil.. har jeg onde drømme, så kan min evne gå i gang uden mit kendskab og pludselig vågner jeg igen i jorde, som en levende begravet.. måske er det befriende at kunne svæve omkring, uden et hjerte som pumper, men det er ikke just nemt… det sårede mig, at du talte om min evne, som var den nem og meget simpel.. som om at din er langt farligere… men okay.. nu kender jeg jo heller ikke din evne til fulde, så det kan jeg ikke bedømme.. men jeg ser derfor heller ingen grund til at du dømmer min evne..” svarede hun ganske stille.. hun hverken råbte eller skreg, eller virkede vred som sån.. bare lettere trist og skuffet.

[/size]

[Aaron Hiskon]

han så på eleverne og lyttede til hvad hun sagde. hun havde vist misforstået det han havde sagt. han havde ikke ment at hendes evne var nem at styre men at det måtte være rart at kunne svæve rundt. han mente ikke at den var nem at styre men det var nok bare misforstået forkert. hans evne forklarede han aldrig helt. men at se ting og høre ting og gøre andre hørte og så det var ikke altid rart og også derfor at svæve var i hans øjne befriende.
"undskyld Frøken Jones. Det var slet ikke sådan ment. jeg håber du kan tilgive mig" han så mod hende for at hun kunne se at han mente det. han var ked af at ha såret hende. han håbede hun tilgav ham. han havde det dårligt over at ha såret hende

[Rebecca Faith Jones]

Rebecca sukker stille da han begynder at undskylde og så ganske stille ned.. det var ikke fordi hun ikke var glad for at han virkede til at være ked af at havde såret hende, men at kalde hende ved efternavn.. ”jeg troede vi var på fornavn Aaron.. men det er vi måske ikke foran børnene.. så undskylder jeg også..” kom det ganske stille fra hende, som hun så op på ham.. hun lagde stille armene omkring sig selv, men tog ikke blikket fra ham.. hun lod blot sit blik ligge roligt i hans.. hun ved ikke hvorfor, men hun får en underlig følelse mellem sine fingre.. hun kommer til at tænke på da hun havde taget elastikken ud af hans hår sidst.. det havde været så blødt at røre.. hun ser lidt ned og små ryster på hovedet af sig selv, det var da det dummeste at tænke på.. hun spreder sine fingre på begge sine hænder og lader dem lege i pelsen i stedenfor..

[/size]

[Aaron Hiskon]

han tog sig til hovedet. han følte han ikke kunne gøre noget rigtigt idag. han så mod hende og trak vejret dybt. "du skal ikke undskylde. min opdragelse gør det at sige frøken når man undskylder er en normal ting for min" han så på hende og håbede at hun ville blive glad. han gik over til hende og så ind i hendes øjne han ønskede de kunne side i musik lokalet igen som da de mødtes. der virkede det hele bare så skønt og så dejligt men nu var det som om at det hele var løbet den gale vej.
"kan du tilgive mig for alt jeg har sagt forkert"[/color] han var ikke bange for at indramme at han havde sagt noget forkert eller ting som kunne forstås forkert

[Rebecca Faith Jones]

Rebecca fik et lille, næsten usynligt smil over sine læber da han forklarede hvorfor han havde sagt frøken og ikke bare Rebecca.. dog da han spurte om hun kunne tilgive ham og gik tættere ind mod hende, kom en lille rødmen over hendes kinder.. han var så sød, så charmerende.. nok uden han selv viste det.. hun tog blidt en hånd op til hans ansigt og rettede nærmest lidt på noget af hans hår, og lod sin hånd glide blidt over hans kind, som hun igen lod sin arm komme ned at ligge omkring sig selv.. ”alt du har sagt er ikke forkert.. jeg er sikker på du intet ondt mente.. det er nok bare mig der er lidt følsom, når jeg pludselig syns at nogen jeg kan li, trækker sig væk fra mig..” sagde hun ganske stille.. et lille skævt smil kommer over hendes læber.. ”jeg har ikke kunne få musikken ud af mit hoved fra sidst….. vi må virkelig finde en dag vi kan spille sammen..” kommer det ganske stille fra hende..

[/size]

[Aaron Hiskon]

Aaron så på hende og da hun lagde en hånd på hans ansigt mærkede han en varme inden i sig selv og ønskede tiden ville gå i stå. han mærkede hendes bløde hud ned over hans ansigt og så væk. han så på hende og lagde en hånd på hendes kind og nussede den lidt. han tog sit hoved tætterede på og hviskede i hendes øre. "jeg vil aldrig trække mig væk fra dig Rebecca" han kyssede hurtigt og blidt hendes kind og trak hovedet stille væk. han så på hende og kunne pludselig høre nogle små fnis bag ham. han vendte sig om og to piger stod og så på dem og lige som han var helt vendt mod dem kastede de snebolde på Aaron. han fik en i hovedet og en på armen.

[Rebecca Faith Jones]

Rebecca nød Aarons lettere kølige hånd mod sin kind, hun kan ikke andet end at smile.. bare selve følelsen er utrolig, det giver en dejlig følelse af ro og velvære, hun ville ikke havde noget imod at ligge i hans favn og se op på himmelen.. hun vågner dog op da han hvisker til hende, hun skal til at smile, men fik et meget overrasket udtryk da hun bliver kysset på kinden og rødmer ret meget.. hun ser ham stille i øjnene som et smil glider over hendes læber og skal til at sige noget da der bliver fniset bag ham.. hun kan høre noget der lyder som sne bolde som rammer én og hun går ud fra det er Aaron som bliver ramt.. hun kan ikke lade vær med at grine lidt, hun finder ham virkelig dejlig og de er jo begge meget engageret i børnene.. hun går dog ud på siden af ham og ser ned på pigerne.. ”så.. det var ikke pænt.. sig undskyld til Mr. Aaron..” siger hun ganske roligt, alvorlig, dog med et blidt smil.. hun siger Mr. Aaron, fordi det er til børnene..

[/size]