Sweet moments, where are you ?

[Adrien Hecate Lucréce]

Sent… jo, det var sent. Aften efterhånden. Det var svært at holde styr på når det havde været mørkt udenfor det meste af dagen. Idet der havde været bydt på koldt, og regnende vejr. Stormvejr agtigt vejr. Det havde blæst og som sagt regnet det meste af dagen. Regnen havde en gang i mellem stilnet af, kun for at tage fat igen. Dagen havde ikke virket munter, trods den var som alle de andre dage.
Adrien havde netop afsluttet sin sidste time. Fordi sprog var valgfag, kunne det let trække ud til aftensmad. Og dette lidt sene tidspunkt. Hvilket også var fint nok. Han havde trods alt mere eller mindre fri om formiddagen, hvor han forberedte sig til sine timer. Alligevel sad han nu der på læreværelset, hvor han egentlig burde være nede til mad. Et sted var han ikke sulten. Han orkede dog heller ikke at rette dagens stile. Adrien var blot gledet lidt tilbage i et sort hul grundet dagens humør, ungen der skulle ødelægge timen, og det hele. Jah, Alt.
Adrien sukkede let og skævede ud af vinduet. Han sad i lærernes behagelige sofa, med benene oppe, en kop te på bordet, og med en fransk krimi i hænderne. Han var godt halvvejs. Selvom han hvis han fortsatte hele natten igennem, ville komme til at mangle noget at læse i. Men så måtte han jo bare besøge biblioteket igen. Håbe at finde noget spændende næste gang. Denne bog havde han trods alt allerede læst førhen. Well… Det gik jo nok. Han gav sig til at ignorere vejret igen og så ned i sin bog for at læse videre.

TAG ~ Austin
WORDS ~ 271
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Austin Claude Wolfrem]

I'm supposed to be the soldier who never blows his composure
Even though I hold the weight of the whole world on my shoulders
I am never supposed to show it, my crew ain't supposed to know it
Even if it means goin' toe to toe with a Benzino it don't matter

[/font]

---------------[/center]

Den sene aften, med det mørke vejr var virkelig ikke noget for Austin, han hadet ikke mørke eller sådan noget, men han kunne bare slet ikke fordrage koldt og vådt vejr, han kunne ikke løbe i det vejr så han kunne ikke holde sig ordentlig form synes han, men han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det. Det var sent og maden var jo serveret, så hvorfor var han ikke dernede, det kunne han ikke engang selv svare på han fattede det ikke helt men han var bare på vej mod læreværelset.
Da han kom der hen var han skam selv overrasket over at han faktisk var endt op der og kunne ikke rigtig huske hvorfor at han var taget derhen, men han gik alligevel ind af døren som om det var helt meningen, det kunne jo være at han ville komme i tanke om det når han kom derind, og hvis han ikke gjorde det var der jo ikke så meget at gøre ved det, men han kom hurtigt i tanke om det ved synet af Adrien i sofaen, det var jo ham han var gået efter.
Han havde sluttet sine timer for længe siden da han ikke havde haft så mange timer den dag, men derfor undrede det ham alligevel at han ikke havde set Adrien nede ved spisningen, men han kunne nu se hvordan, de havde jo kendt hinanden i noget tid, og han så ham som en god kammerat så han smilede bare grumt som han gik hen mod ham med et grumt smil.
”Fanget i en bog igen? Er den god eller er det nu bare for at læse at du har fundet den igen?” kom det drillende fra ham med et smil som han stoppede lige foran sofaen og bare så drillende på ham. Han havde kendt ham siden de begge kom til skolen og han var den eneste af lærerne som han rigtig snakkede med, så han så ham som en vigtig person, han sagde det bare aldrig.

---------------

Tag: Adrien
Note: x
Outfit: Link
Words: 336
Music: Eminem – When I’m gone

[Adrien Hecate Lucréce]

Adrien havde ikke tænkt på om nogle undrede sig over at valgfagslæreren ikke var med til spisning. Som han ellers normalt var det, hvad end den store mængde af folk generede ham eller ej. Lige nu nød han dog stilheden, også fordi han i sin bog ikke tænkte. På denne måde kom han ikke til at tænke på de forkerte ting. Ting der kunne føre ham ad den forkerte sti nok en gang.
Adrien havde ikke forventet nogle ville komme ind på lærerværelset, så da Austin dukkede op, var han tydeligt forundret. Han havde forventet at man ville tro han avr på sit værelse… eller bare var smuttet, sådan som han til tider kunne finde på at transportere væk uden ord. Dette havde han jo før gjort for næsen af Austin, kort efter de havde mødtes. Overraskende nok havde den anden mand gjort syndeligt meget for at finde ham igen. Hvilket charmere. Også nu, skjule Adrien et smil, både over Austin og hans væremåde, men mest fordi at manden faktisk havde droppet maden for at finde ham. Han skjulte dette, sådan som han altid gjorde det når Austin gjorde ham glad. ”Jeg kan godt lide den? Noget galt i det?” spurgte han, en anelse næsvis, kun for sjov skyld, hvilket han vidste at Austin vidste. Det var ganske med vilje at han skjulte hvordan han havde været sekunder fra at tænke depressive tanker. Det ville bare blive besværligt. Selvom Austin jo godt kende til det… Grundet Adriens egen tåbelighed, havde han ladet Austin opdage arrene på håndledet, idet han utænksomt havde fjernet det armbåndsur der i dag var erstattet af et svedarmbånd.

TAG ~ Austin
WORDS ~ 272
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Austin Claude Wolfrem]

I'm supposed to be the soldier who never blows his composure
Even though I hold the weight of the whole world on my shoulders
I am never supposed to show it, my crew ain't supposed to know it
Even if it means goin' toe to toe with a Benzino it don't matter

[/font]

---------------[/center]

Et bredt smil kom over Austins læber som det var at han så overraskelsen i hans øjne, det lyste ud af ham, det var en af de få ting han var blevet god til at se, men han kunne stadig ikke se om han faktisk kunne lide hans selskab og det gjorde ham faktisk en smule urolig, men det ville han ikke vise, han ville jo ikke give ham grund til at tro at han ikke kunne lide at være med ham for det kunne han.
Han satte sig stille ned ved siden af ham og klappede ham bare drillende på hovedet, han vidste godt at han elskede bøger og det var jo en god ting, han kunne dog ikke andet end grine af hans kommentar, den var helt nuttet næsten, men det sagde han ikke, han skulle ikke skubbe ham væk eller lade ham have en grund til at blive sur på ham. Han lænede sig bare tilbage og sukkede lettet, han var ikke meget for at have for meget arbejde og Vulpes ungerne havde så sandelig givet ham noget at se til, han kunne godt lide sine unger men de var fanme også nogle møg unger meget af tiden.
Han så på ham og lidt på hans bog, han mente han havde læst den før men han kunne ikke huske det. ”Jeg har skam intet imod det, men pas nu på du ikke falder helt hen i den…. Vi andre vil jo også gerne se noget til dig” kom det drillende for ham som det var at han lagde armen på ryglænet bag Adrien og bare smilede, han kunne virkelig godt lide ham, og havde fundet ham facinerende længe men havde aldrig gjort noget fordi han virkelig ikke vidste hvad han mente om ham så det var svært for ham at gøre noget, han ville jo ikke selv såres, og han ville heller ikke miste ham som snakke-ven det ville være så trist, og så ville han jo ikke rigtig have nogen ordentlige venner på skolen, han kunne snakke med alle men han stolede ikke på ret mange andre end Adrien, og han stolede kun på ham fordi han var den første der havde snakket med ham da han kom på skolen.
Det kunne godt være at han forsvandt fra ham nogle gange og at han ikke viste hvad han mente altid, men han holdt alligevel af ham, han var jo en dejlig person bag det. Han kunne have det sjovt med ham på deres helt egen måde, og han fandt det hyggeligt, han ville helst bare gerne kunne beholde det men samtidig kunne han også godt tænke sig at se hvordan han ville reagere hvis det var at han fortalte hvordan han havde det.

---------------

Tag: Adrien
Note: x
Outfit: Link
Words: 457
Music: Eminem – Toy Soldier

[Adrien Hecate Lucréce]

Hvis Adrien havde kendt til sandheden, var det ikke til at sige om han ville have åbnet endnu mere op for Austin. I form af udtryk, og simple ting. Og dog, han havde frygtet at være kommet for tæt på nogen i evigheder. Så selvom han kunne lide Austins selskab og hans væremåde imod ham, så havde han på ingen måde ønsket at se dem som mere. Adrien havde ellers skævet ned på bogens sider, men så op på ham igen da det var at ordene kom. Ville se noget til ham? Det var da en skør kommentar. Austin så ham hver dag? Hvis ikke mellem timerne, så til mad? Adrien kunne mærke Austin sætte sig tættede på ham da armen der før var mellem dem blev lagt let om bag ham. Han havde overvejet at forsvinde lidt. Tage til Spanien. Eller Shanghai. Varme steder, hvor ingen ville ligge mærke til ham. Men nu hvor Austin så fint sad der og smilte til ham, kunne han et sted ikek få sig selv til det. Sidst han var forsvundet i nogle dage havde han bagefter fået af vide at Austin havde søgt land og rige rundt over tlf for at finde ud af hvor han var henne. Bare tanken, og det KUN tanken, fik ham til at rykke sig lidt og ligge sig ind til ham. Forsigtigt, men ikke usikkert. Hvorefter han dog så ned i sin bog igen. ”Du ser mig vidst nok så selvsikker som du er lige nu” kommenterede han smådrillende. Han lød dog tydeligt godt tilpas.

TAG ~ Austin
WORDS ~ 259
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Austin Claude Wolfrem]

I'm supposed to be the soldier who never blows his composure
Even though I hold the weight of the whole world on my shoulders
I am never supposed to show it, my crew ain't supposed to know it
Even if it means goin' toe to toe with a Benzino it don't matter

[/font]

---------------[/center]

Austin sad meget roligt som han godt kunne se at Adrien tænkte over noget, men han sagde intet og smilede bare meget roligt til ham. Det var rart at de ikke blev forstyrret. Austin var aldrig bekymret når det var at Adrien forsvandt i længere tid, eller faktisk bare når han forvandt, og han var ikke bange for at indrømme det, men ingen spurgte ham, alle vidste det nok, men han ville jo også gerne passe på alle da han ikke ville have at nogen skulle have det lige så dårligt som han nogen gange selv havde det. Han havde næsten lige skiftet hele sit skellet så han havde været gennem meget smerte helt alene og selvom han altid gjorde det alene så ville han ikke have at nogen andre skulle det.
Noget der dog overraskede ham mere end noget andet var da han mærkede Adrien ind mod sig, en varm dejlig følelse spredte sig i hele hans krop og han kunne slet ikke finde rundt i noget i hovedet, det var noget han ikke havde regnet med ville ske i nogen nær fremtid, han var så lykkelig over det og smilede meget roligt for sig selv. Hans ord gjorde det skam bare bedre, de viste lidt at han jo ikke var bange for situationen og at han ikke gjorde det for nogen han gjorde det fordi han havde lyst.
”Hvordan kunne det dog falde dig ind?... Man kan da aldrig se nok af dig..”. Hans stemme var meget rolig og lidt drillende, han ville jo bare have ham til at forstå at han var glad for at være der med ham. Armen som lå bag Adrien lod han meget forsigtigt glide omkring ham og håbede virkelig på at han ikke ville trække sig væk men hvis han ville kunne han godt. Austin ville bare så gerne sidde sådan lidt, det ville være vidunderligt.

---------------

Tag: Adrien
Note: x
Outfit: Link317
Words:
Music: Eminem – Mockingbird

[Adrien Hecate Lucréce]

Adrien vidste ikke helt hvorfor, han lige nu havde sat sig ind i Austins favn og tilmed lod manden ligge armen yderligere om ham. Et sted var det ganske behageligt og varmt, og selvom han vidste han nok ville fortryde det senere, var han helt væk i bare at tillade Austin at komme tæt på ham. Han tænkte ikke på hvilken overraskelse det måtte være for Austin, at han sådan tillod ham noget han ellers havde bedt ham om ikke at gøre. Kram fra Austin havde jo ellers typisk endt i den anden mand der stod og krammede luften, som Adrien blot havde teleporteret ud af hans favn. Endda Austins ord, fik Adrien til at smile, så han ikke kunne skjule det. Austin smigrede, og det var lige hvad han havde brug for denne stormfulde dag, hvor han ellers kunne have fundet på at stikke af igen. Gøre noget tåbeligt, som han vidste han ville ende med at fortryde. Selvmord havde ikke været direkte på hans tanker siden han havde mødt Austin. Fordi han vidste det ville slå manden for hårdt, at få af vide at han havde begået en sådan handling.
Adrien nød det som sagt bare. Stilheden, behageligheden. Endte dog med at bemærke sig sidetallet i sin bog og lukke den. Kun for at ligge den til side og i stedet valgte han at fjerne svedarmbåndet. Arrene generede ham nogle gange. Kløede, eller sveg. Også selvom sårene var lukket, og der nu mere var lyse ujævne tegn på fortiden. Bare tanken fik ham til at tænke på arret på brystet. Det var i det mindste et tegn på hans evner, ikke hans egen tåbelighed. ”…. Du burde have spist… Før du kom herop” mumlede han i en hviskende tone, som en finger let strøg over arrene. Han havde tit vurderet om Austin ville finde ham grim. Selvom han ikek havde ønsket at tænke dem som mere, vidste han jo godt at Austin var det der holdt ham oppe i en dum tid. At det var manden der gjorde ham glad. Så selvfølgelig havde han også tænkt på om Austin fandt hans ar grimme, og fra dem fandt ham tåbelig. Det ville så bare ikke forklare hvorfor manden stadig konstant opsøgte ham og brugte sin tid med ham?

TAG ~ Austin
WORDS ~ 379
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Austin Claude Wolfrem]

I'm supposed to be the soldier who never blows his composure
Even though I hold the weight of the whole world on my shoulders
I am never supposed to show it, my crew ain't supposed to know it
Even if it means goin' toe to toe with a Benzino it don't matter

[/font]

---------------[/center]

Hans kommentar morede Austin en smule og han vidste ikke rigtig hvad det var han skulle sige til den, for han var egentlig bange for at skubbe ham væk, og det ville han jo ikke nu han endelig havde kommet så tæt på ham, det havde taget ham evigheder bare at komme til at kunne give ham et kram, og ikke engang det kunne han endnu, hvilket tit gjorde ham en smule trist, men han respekterede det. Og nu sad de sådan her, det var vidunderligt for ham.
Han så godt arene, han havde intet imod dem, men han blev lettere ked af det inden i af at vide at han havde det så dårligt med det hele at han ikke have lyst til at leve, men alligevel smilede ham blidt og lod hånden stryge hans håndled ganske kort. Han vidste ikke om han ville trække sig væk af det, men han prøvede bare at vise ham at han ikke fandt det grimt eller noget, at han synes han var helt perfekt som han nu engang var.
Meget stille lod han hånden komme op og nusse ham i håret, han var spændt på at se hvad der ville ske ved det men håbede da meget på at han ikke trak sig væk. Han ville dog blive ved med at prøve senere hvis det var det ikke gik nu, han ville have ham til at vænne sig til andre mennesker, eller måske ikke andre, men til ham i hvert fald. Han ville bare så gerne være med ham og kunne være tæt på ham. Jo han holdt af ham men han ville aldrig tvinge ham til noget, han kunne godt overleve med at de forblev venner, men i hans hoved ville han nok gøre lidt mere end venner gjorde. Altså når han var alene.
Hans tanker løb lidt væk og en meget svag rød farve kom frem i hans kinder inden det var at han fik det smidt ud af hovedet igen og meget hurtigt tog sig sammen. Han skulle ikke tænke sådan nu. Lige nu skulle han bare nyde at være sammen med ham og ikke andet. Men han ventede stadig på at se hvordan han ville reagere på det hele. Han frygtede det værste, men håbede alligevel på det bedste.

---------------

Tag: Adrien
Note: x
Outfit: Link
Words: 381
Music: Eminem – Mockingbird

[Adrien Hecate Lucréce]

Adrien… kunne ikke få sig selv til at trække sig væk. Han vidste at dette betød udvikling i deres venskab. Han vidste at Austin måske ville tro han pludselig gav helt efter. Det gjorde han også lidt. Situationen de var i var så dejlig. Austin var varm, og han kunne selv uden ord, få ham til at føle sig brugbar og nødvendig. Han vidste at Austin var den mand, og endda en ganske ansvarlig en af slagsen, men jo, han havde da set nogle af Austins mere nuttede sider. Mest fordi, som han selv havde bemærket, lagde Austin ikke skjul på sine følelser, som Adrien selv. Derfor vidst han også nu at Austin mente det godt. For havde han ikke ment det godt, hans handlinger, havde han ikke været så blid og kærlig. At Austin dækkede arrene med sin hånd, fik Adrien til at smile. Som om de aldrig havde været der. Kunne han ikke lade være med at tænke. Han ønskede ikke at trække sig væk mere. Austin havde for nu ”besejret” ham, i form af at komme igennem hans ellers beskyttende facade, og Adrien nød det jo. Også selvom han ville fortryde. Hvor meget, ikke bare nu, følte han at noget skidt ville ske Austin? At han på sin vis ville ødelægge hans liv. Han ønskede ikke at ødelægge endnu et liv.
Adrien slog tankerne væk. Austin kendte ikke til den del af fortiden. Nok havde han forklaret at han havde forsøgt at begå selvmord, men på ingen måde hvorfor. Selvom det for de fleste var tydeligt sådan som han frygtede at binde sig. Øjnene gled let i, og han puttede sig ind til Austin. Dejlige varme. Og så beroligende duft. ”… Min elev spurgte mig her den anden dag hvorfor jeg hele tiden ignorere dig… når du tydeligt vil mig noget… tydeligt… kan lide mig. Men… jeg anede ikke hvad jeg skulle svare” kommenterede han, med en hvis munterhed i stemmen. Sjovt at han skulle til at have råd af eleverne til at forme et godt kærlighedsliv. Skørt faktisk.

TAG ~ Austin
WORDS ~ 334
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Austin Claude Wolfrem]

I'm supposed to be the soldier who never blows his composure
Even though I hold the weight of the whole world on my shoulders
I am never supposed to show it, my crew ain't supposed to know it
Even if it means goin' toe to toe with a Benzino it don't matter

[/font]

---------------[/center]

Austin var skal helt rolig, og havde intet imod den situation de var i, det hele var fredeligt og hyggeligt synes han. Det hele var noget han aldrig havde troet ville ske, men det var der nu og skete. Et meget muntert smil kom over hans læber som det var at han stoppede med at nusse ham i håret og bare lod armen holde om ham i stedet for. Det var dejligt, vidunderligt var nok mere ordet.
Han undrede sig dog meget over hans ord og vidste ikke helt hvad han skulle sige til dem, det kunne for ham tydes både som en god og dårlig ting. Jo han vidste han nok havde været noget mere åben omkring ham, men når der var andre tilstede var han jo ret lukket af omkring hvad han virkelig følte og sådan noget. Han var ikke meget for at nogen kendte til hans svagheder, og specielt ikke at de fandt på nogen, eller begyndte at skabe rygter, så det undrede ham at en elev havde sagt sådan.
Han smilede dog roligt som om der intet var og så bare på ham som han lagde sig ind mod ham endnu mere. Han kunne stadig ikke finde ud af hvad han skulle sige eller noget men han prøvede at tænke sig om, han ville jo ikke have at Adrien skulle flytte sig fra ham fordi han sagde noget dumt, men han vidste at han heller ikke kunne sidde stille og sige intet i alt for lang tid.
Endelig fandt han nogle ord som lød, nogenlunde, men han kunne bare ikke få dem ud, det var som om at hans mund ikke ville have ham til at sige noget, selvom han jo gerne ville. Dog overvandt han det lidt og kiggede meget stille på Adrien med et lille smil. ”Det har skam også undret mig, men jeg må jo bare prøve noget mere..”. Hans stemme var blid og kærlig og en smule drillende, han ville ikke have ham til at vide hvad der faktisk kørte gennem hans tanker lige nu.

---------------

Tag: Adrien
Note: x
Outfit: Link
Words: 343
Music: Eminem – When I’m gone

[Adrien Hecate Lucréce]

Adrien havde heller ingen anelse om hvorfor eleven kendte til det. Han vidste godt hvordan Austin var mod ham. I forhold til andre. Jo, Austin var en god lærer, og en forstående mand. Han hjalp helt klart eleverne der havde problemer, og uanset hvor barsk han måtte se ud havde han et stort hjerte. Hvilket kun gjorde det sværere for Adrien at tænke på dem som mere end venner. Fordi hvis han åbenlyst gengældte Austins følelser, hvilket han jo et sted gjorde, så ville deres verden, og Austins liv ødelægges. Selvfølgelig troede Adrien sådan efter hans sidste kærlighedsoplevelse.
Adrien kunne ikke smile ved ordene. Jo, et sted følte han en dejlig varme i brystet når Austin sagde sådan. Sagde og bekendtgjorde, at han ikke ville give op. Hvorfor kunne han ikke bare droppe det? Og hvorfor lige ham? Adrien så ikke selv selv som noget videre specielt. Han var ud over det, ret så sikker på at Austin kunne få hvem end han ville have. Bare tanken gjorde ham trist, også selvom han var sikker på det ville være bedre sådan.
Let rettede han sig op, sløvt og tøvende. Han kunne med det samme mærke hvordan varmen fra Austins krop forsvandt. Koldt. Sådan havde han det lidt, efter at have været sammen med Austin. Når manden forlod ham, selv efter simple samtaler, følte han sig kold og ensom. Men det måtte Austin ikke vide! Han fandt sit svedarmbånd og dækkede igen arrene. ”Hvorfor? Austin… Kan du ikke bare give op?” spurgte han stille, men tydeligt nok til at den anden mand kunne høre ham. For… han forstod virkelig ikke hvorfor Austin ikke bare gav op. Jo, manden var måske faldt lidt for ham… Men Adrien ville aldrig kunne tro på at Austin på nogen måde kunne forelske sig i en mand som ham. For hvilken mand var han da ikke lige. Han var overbevidst om at ingen kunne elske en mand der havde forsøgt selvmord. Ja som endda stadig kunne tænke på det.

TAG ~ Austin
WORDS ~ 334
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair