a place to hide

[Aiden]

Vejret var gråt og det regnede, Aiden havde haft en lang hård dag, med svømning og andre fag, hvor folk havde undgået ham på grund af han var stum, og der hele tiden kom en akavet situation hvergang de prøvede snakke til ham, eller de blev utålmodige over han ikke svarede med det samme, og bare troede at han var næsvis og ikke ville snakke, men sandheden var en anden, han var bare for nervøs og overrasket over de få som prøvede at snakke til ham, så han ikke vidste hvad han skulle gøre.

Svømning var det sidste fag han havde haft, han havde været over på sit værelse og fået et bad og gik med et håndklæde om nakken.
Da han kom i tanke om at han ville prøve at gå rundt på skolen og se om han måske heldigt kunne møde sin søster.

Da han kom derover gik han hurtigt stue etagen og 1. sal igennem, og kom så op på anden, men da han nåede dertil hørte han en gruppe piger der gik og snakkede på gange, han kiggede op, igen af dem var hans søster...
Men han kunne ikke rigtigt overskue hvis de så ham, og han havde heller ikke lyst til at "snakke" med andre piger end sin søster.
Så han skyndte sig ind ad den første dør der var(lokale 2.1), som heldigvis ikke var låst. og lukkede døren.
Ai sukkede lidt og gik nogen skridt hen ad væggen, mens han fumlede mod væggen. for at finde en kontakt til lyset, men der stod pludseligt en kasse i vejen og Aiden snublede og væltede forover og landte på alle 4, men han havde væltet kassen så der kom et brag...

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Regnvejr var lig med hadevejr. Var der noget værre end at være spærret inde på en dødssyg skole, fordi det regnede så meget, at man ville drukne, hvis man så meget som stak sit hoved ud af døren? Ikke ifølge Etiénne, i hvert fald. Han glædede sig til kulden kom og forvandlede regnen til den pureste sne. Sne var koldt, men det var ikke vådt, i hvert fald ikke så længe det ikke kom indenfor i varmen.
Den sorthårede dreng havde fundet sig et tomt klasselokale, hvor han kunne være alene. Det var mere for hans omverdens bedste end for hans eget. Han havde taget plads i et køligt hjørne med sin tegneblok og en blyant, der strøg henover papiret i cirkelformede bevægelser. Godt nok var lokalet helt mørklagt, men han havde sin mobil med sig, som han brugte til at oplyse sin omverden med. Foran ham dansede en blomst fra side til side, som var det den skønneste solskinsdag; den var en af hans kreationer, han havde skabt med sine evne, og lige nu var han ved at tegne en sjælefrænde til den.
Det var i hvert fald hans plan, selvom han aldrig nåede så langt. Han hørte ikke døren gå op, men han hørte til gengæld braget af en kasse, der væltede mod jorden. Det gav sådan et sæt i ham, at han sprang op fra sin plads på gulvet.
”Hvem der?” spurgte han nervøst. Intet svar. Vagtsomt begyndte han at bevæge sig hen imod det sted, kassen var væltet. Han lyste sin vej op med sin mobil, men han glemte helt at holde øje med jorden; pludselig ramte hans fod noget blødt, noget levende. ”Wah!” udbrød han forskrækket og sprang tilbage.

( TAGGED Aiden )
( NOTES n/a )
( SONG n/a )
( TRANSLATE n/a)

[/right]

[Aiden]

Ai var forvirret over var væltet han havde normalt så gode reflekser, men der skulle ikke mere til i mørket end en kasse til at vælte ham.
han famlede lidt rundt i mørket for at være sikker på han ikke stilte hånden oven på nogen som kunne gå i stykker når han ville rejse sig op.
Aiden hørte en stemme i mørket og kiggede forvirret rundt, da stemmen spurgte 'hvem der? ville Ai hjertens gerne kunne have sagt undskyld, også tage afsked igen, men kunne han ikke.
Han kunne hører skridtene komme nærmere, og se et lys? men han nåede ikke give tegn på han var der før han blev trampet over noget af fingeren, og han træk vejret tung ud da det gjorde ret ondt, heldigvis trådte personen tilbage så Aiden kunne hive fingrene til sig og ømme dem.

Han satte sig hurtigt op af væggen, mens han ømmede fingrende og kiggede med en smugle skræk i øjnene op mod skikkelsen med lyset.
*hvordan skal jeg se noget eller gøre noget i det her mørke?*
Ai lænte sig mod væggen og fik ved hjælp af den rejst sig op, og stod stille, og prøvede spejde rundt i mørket, men det eneste der var at se var lyset for personens mobil, og det lys gjorde man præcis bare lige kunne se skikkelsen af bæreren.
Aiden havde bare et spørgende udtryk

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Der var noget, der trak vejret. Etiénne kunne mærke sin mave trække sig sammen. Hvad var det, han lige havde trådt på? Hans første tanke var, at det måtte være et dyr af art en, for hvilken anden skabning var måske så tæt på gulvet? Det kunne ikke være et menneske, for så ville tumpen vel have sagt noget til ham – eller i det mindste bare sagt ’av’.

Mobilen, som han havde tabt i forskrækkelsen over at træde på noget levende, lå med en meters afstand fra ham. Før han samlede den op, fumlede han sig dog hen imod væggen for at finde en kontakt. Han missede lidt med øjnene, da lyset pludselig brød frem, og det tog ham et par sekunder, før han fik øje på fyren, der havde ligget på gulvet. Det kunne kun være ham, han havde ramt. Forundringen over at finde et andet menneske på gulvet bredte sig i Etiénnes ansigt. Hvad i al verden havde han lavet der…?

“Synes du selv det er smart at ligge der?” spurgte han. Selv ville han have foretrukket at ligge sig til at sove i en seng fremfor gulvet, men hver sin smag. Han bøjede sig ned og samlede sin mobil op, men fjernede ikke sit blik fra den fremmede. "Er du ikke klar over, at jeg kunne have brækket noget, hvis jeg var faldet over dig...?"

( TAGGED Aiden )
( NOTES n/a )
( SONG n/a )
( TRANSLATE n/a)

[/right]

[Aiden]

Aiden stod helt op ad væggen da han ikke kunne se rundt, han var ikke det store nattemenneske og der skulle tit gå rigtigt lang tid før han overhovedet kunne se en hånd foran sig.
han kunne hører den anden person som havde snakket begynde at fumle sig rundt, og pludseligt var lyset tændt.

Ai kiggede på personen som havde trådt ham på hånden, som han stadig havde holdt om.
Han blev paf over hans første spørgsmål, nej ? det havde jo heller ikke været med vilje at han var væltet, og han havde virkeligt håbet det ikke var sket, men var det nu, så han ryster bare en smugle nervøst på hovedet.
Det næste personen sagde forvirrede Ai endnu mere, kunne det virkeligt være gået så galt ?!
Han fik et virkeligt undskyldende blik, og begyndte at lede efter hans blok og en pind. og skrev så med en faktisk ret pæn skrift.
' Det må du undskylde, troede ikke her var andre herinde ' Ai havde stadig det undskyldene dog forvirrede blik.

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Fyren svarede ham ikke... Hvor irriterende og højst mærkværdigt. Havde katten taget hans tunge?
”… Huh?”
Etiénne tippede hovedet på skrå i en spørgende gestus, idet han afventende fulgte den fremmede med blikket, mens han fumlede med et eller andet. Snart stod han med en blok og noget at skrive med i hånden, og det begyndte langsomt at dæmre for den sorthårede, at fyren var stum... Eller måske var han bare voldsomt forkølet, men lige meget hvad, så havde han i hvert fald ikke talens brug.

Og alligevel hørte Etiénne sig selv stille det dummeste spørgsmål, han overhovedet kunne tænke på, efter at have skimmet teksten på papiret. Fyren havde en ret pæn skrift, bemærkede han – det var sjældent, drenge skrev så pænt, hvilket hans lærere havde påpeget hver eneste gang, de havde forsøgt at oversætte hans kravetæer.
”Kan du ikke snakke?” lød det fra ham på hans noget gebrokne engelsk. Ordene havde forladt hans mund, før han kunne nå at tænke sig om, og først efter han havde stillet spørgsmålet, gik det op for ham, hvor åbenlyst det var, at fyren ikke kunne snakke. Han kunne have slået sig selv i panden, men lod være; i stedet bed han sig selv hårdt i kinden.

( TAGGED Aiden )
( NOTES n/a )
( SONG n/a )
( TRANSLATE n/a)

[/right]

[Aiden]

Aiden havde vist papiret, og ventede lidt på reaktion. Han undrede sig dog overhovedet ikke over drengens spørgsmål, det var der mange der havde spurgt om idag siden han hele tiden hver gang han skulle svarer gik på jagt efter blokken for at svarer, så den var blevet godt fyldt hen ad dagen.

Ai vendte blokken mod sig selv og bladrede lidt, han fandt en side hvor der allerede stod at han havde været stum hele livet.
han gik lidt længere ned og skrev så
' er du ok? kommet til skade eller noget? ' Ai havde et bekymret blik til drengen, og ville vide om han måske virkeligt havde brækket noget, og hentød til lidt tidligere da han havde skreget/råbt.

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

At han var stum var åbenbart noget, den fremmede var blevet bedt om at forklare sig omkring mange gange før, for han bladrede målbevidst gennem sin blok og fandt en side, hvor hele hans livshistorie stod beskrevet. Eller i hvert fald den del af den, der fortalte, at han havde været stum hele livet.
Etiénne nikkede, efter at have skimmet teksten, og så til, mens fyren igen skriblede noget ned. Da den sorthårede dreng læste det, kunne han ikke holde et smil tilbage. Og det var sjældent, at han smilede – i hvert fald af glæde.
”Mig? Nej… Det burde være mig, der spurgte dig om det, for det var dig, der lå på gulvet.” Han gned sig i nakken og smilede undskyldende. Hvor ubetænksomt af ham. ”Faldt du over noget…? For der var et eller andet, der larmede helt vildt, og jeg går ikke ud fra, at det var dig.”
Det kunne selvfølgelig godt være, at den anden var lavet af metal og havde evnen til at ramme gulvet med et brag, men metalmenneske eller ej, så var han ret overbevist om at det, han havde hørt ramme gulvet, havde været en genstand.

( TAGGED Aiden )
( NOTES n/a )
( SONG n/a )
( TRANSLATE n/a)

[/right]

[Aiden]

folk smilte tit af høflighed, når de blev spurgt om de var okay, men drengen her virkede som om det gjorde ham glad at blive spurgt, hvilket fik Ai til at sende et nervøst smil igen, det var da altid noget at drengen ikke var kommet noget til.

Da den anden så tiltgengæld spurgte om han var okay, kiggede Ai ned af sig selv, der var selvfølgeligt hånden, der var blevet trådt på som sveg lidt, men det var ikke noget at få den anden til at tænke over, så han smilte bare en smugle genert og lavede et ok tegn med hånden. Hvor efter han tog sig blok og blyant og puttede ned i en lomme.
Han blev igen lidt paf da den anden spurgte til larmen, da han havde glemt alt om det da der pludseligt jo var andre i rummet.
Ai nikkede til han var faldet over nået og nikkede let til kasserne som stod stablet oven på hinanden, hvor der var forskellige cd'r i som var væltet lidt udover det hele
Aiden så overrasket ud, han ved ikke hvad han havde troet der var i kasserne, men cd'r i et klasselokale?
Men efter hans hurtige overraskelse skyndte hans sig over og rode op og sikre sig at ingen var gået i stykker. Der han havde sat sig i knæ, for at rode op var der endnu en stak kasser ved siden af som stod og vippede frem og tilbage fartruende

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Etiénne bedømte hurtigt den fremmede til at være en stille fyr; og nej, det var ikke kun, fordi han var stum. Han virkede meget genert og en smule forfjamsket, sådan som han pludselig gav sig i kast med at undersøge kassernes indhold for at sørge for, at der ikke var noget, der var gået i stykker. Etiénne var ikke vant til at omgås typer som ham, da han normalt syntes en samtale partner var kedelige, når personen intet sagde. Men fyren her havde da i det mindste en undskyldning, og desuden var der et eller andet fascinerende ved hans tavse udstråling.

Mens den anden sad på gulvet og ryddede op, gned Etiénne sin arm og følte, at stemningen blev mere og mere akavet. Til sidst blev det så uudholdeligt, at han følte sig nødsaget til at sige noget. Han gik hen til den anden for at tilbyde sin hjælp; så havde han da i det mindste noget at foretage sig, så han måske kunne hive noget af sin opmærksomhed væk fra den akavede stemning.
”Err… Skal du hav hjæ-…”
Længere nåede han aldrig, før noget hårdt og kantet ramte ham lige på skulderen. Han åbnede sin mund i et lydløst udbryd af smerte, og sekundet efter hørte han noget ramme jorden med et bump. En kasse. Han kiggede til sin ene side og fik øje på stablen af kasser, der stod og svajede faretruende ved siden af dem. Stablen genvandt dog hurtigt balancen igen, efter at kassen, der havde ramt ham, var faldet ned. Det var åbenbart den, der havde sat det hele i ubalance.

Han mærkede sine ben svaje under sig og måtte sætte sig på hug, idet han gav sig til at ømme sin smertedunkende skulder. Det blødte vist ikke, ikke så vidt han kunne bedømme i hvert fald, men det gjorde ondt af helvede til. Det føltes som at få sig en lammer.
”For fanden da!” udbrød han sammenbidt med en hvis irritation i stemmen. Hvorfor skulle den slags altid ske for ham?

( TAGGED Aiden )
( NOTES n/a )
( SONG n/a )
( TRANSLATE n/a)

[/right]

[Aiden]

Stilheden var ikke blevet lagt mærke til da Ai var van til den, det meste af hans dag var i stilhed, og eneste larm der var, var måske naturens lyde, eller hvis der var andre i nærheden der snakkede med hinanden.
Men det at det var ham der var i en samtale, og den anden ikke bare havde gået efter at have fundet ud af at han var stum var nyt for Ai.
Han havde egentligt forventet drengen var gået efter at Aiden forvirret var begyndt at rydde op i cd'rne.
Men nej drengen var blevet, hvilket var meget overraskende for ham, men det gjorde ham faktisk også ret glad, han skulle endda til at sige noget...
Dog nåede han ikke langt, før der kom et bump lidt ved siden af drengen. Ai vendte sig om og så at drengen havde et udtryk af smerte, hvilket fik ham hurtigt til at rejse sig op og bumpe ind igen i den stabel som havde stået og vippet fartruende, men var stoppet, men det at han havde bumpet ind i den skulle til at få det til at vippe igen, dog nåede han lige at få stoppet det ved at stille sig og holde fast på det hele *hvorfor skal jeg altid være så klodset når andre er omkring mig >.<*

Han kiggede på drengen lidt undskyldende, Men da drengen sankt ned på knæ, gispede han lydløst og skulle han til at slippe taget på kasserne, men greb hurtigt fat igen da han kunne mærke de ville vælte uden hans tag, og uden han fik dem stilt ordenligt igen.
Han stod og kiggede nervøst på den anden med et nervøst undskyldende udtryk og med sådan lidt om han klarede sig
*hvilken situation det her dog er ... *

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Etiénne bed tænderne sammen. Av for…
Det kunne godt være, at han var et hankønsvæsen, men han var altså kun femten år gammel, så han var helt undskyldt når det kom til at klynke over at være kommet til skade – i hvert fald bare en gang imellem. Han blev dog enig med sig selv om, at han burde vise sig som en mand nu, så han bed sig selv i underlæben, idet han trak vejret dybt ind gennem næsen. Okay…


Hans øjne, der havde været knebet let sammen i smerte, blev tvunget til at kigge op. Først nu blev han opmærksom på, at den stumme fyr havde flyttet på sig. Han stod og kiggede ned på Etiénne med et blik i sine øjne, som den sorthårede dreng ikke helt kunne placere. Han så nærmest helt undskyldende ud, men hvorfor forstod Etiénne ikke, hvilket da også var grunden til, at han sendte den fremmede et spørgende blik med sine mørkeblålige øjne. Det var jo trods alt ikke fyrens skyld, at han var blevet ramt af kassen… eller jo, langt ude var det vel, for det var jo den stummes skyld, at stablen af kasser var kommet i ubalance, men det var til gengæld Etiénnes egen skyld, at han havde stillet sig ved siden af stablen og var blevet ramt.

Han rømmede sig op rejste sig op. Ahem. Han så ikke længere nogen grund til at sidde på gulvet og ligne et misfoster, der netop var kollideret med en lygtepæl. Han havde endda sluppet taget om sin skulder, selvom den stadig dunkede voldsomt, men det skulle nok blive bedre i løbet af dagen – håbede han da. Ellers vidste han da godt, hvilken side han ikke skulle sove på i nat.

( TAGGED Aiden )
( NOTES n/a )
( SONG John Mayer – Bigger than my body )
( TRANSLATE n/a)

[/right]