TEST til Etiénne Miya-Corinne Scamander[i]

[Rektor Appleshy]

Døren gik op til et stort rum lavet af en form metal der hverken var til at brænde eller ødelægge. Rummet var ikke for lyst, men heller ikke for mørkt.
Lillian smilende høfligt og rettede en smule på hendes briller, mens hun vippede hendes kuglepen mellem fingerne. I hendes favn bar hun nogle papir som var blevet udfyldt med personlige data.
Hun nikkede til underviseren som stod klar til at tænde for rummet..

Alt blev sort, men langsomt begyndte det at bløde op. Nogle enkle person stod overfor dig. Skræmmende, og klar til kamp, det var nemt at se de ikke bare ville give op.
Selve stedet om jer mindede om et kontor på 7 sal i en meget høj bygning. Person 1 var et meget tykt sort hår, enkle piercinger i ansigtet og har en lang kæde som våben. Person 2 var nærmest enorm og gumlede på et stykke chokolade. Den sidste person virkede til at være lederen. Han var holdte en rå attitude og stod klar med et bat.
Bag alle typerne sad en kvinde bundet ind i reb på hænder og fødder, samt har de sat tape over hendes mund. Der var inden tvivl om at hun arbejde der i hendes tøj..
"Nå! Nu sender politiet små børn efter os! Sikke bange de er for os!" skrald grinede lederen og trak en lille kniv fra hans lomme hvorefter han satte den imod halsen på offeret. "Et skridt mere og jeg skær halsen over på lille miss højfin her!"

[Etiénne M. Scamander]

 HANDLE BARS AND THEN I LET GO, LET GO FOR ANYONE
TAKE ME IN AND THROW MY HEART OUT,
( AND GET A NEW ONE ! ) - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Etiénne missede med sine øjne, der havde svært ved at vænne sig til mørket. Tanken slog ham, at hvis han skulle udføre en prøve i mørke, hvordan i al verden skulle han så bære sig ad? Han havde i forvejen haft svært ved at forstå hele konceptet med et hologram rum, men han havde da fået fat i, at det var noget med illusioner. Det var sikkert fyldt monstre eller kannibaler eller sådan noget, som han skulle overvinde. Nu var spørgsmålet, hvordan han skulle bære sig ad med det – og så endda i mørke!
Der blev dog lagt en dæmper på hans bekymringer, da mørket begyndte at bløde op for at bane vej for lyset, der snart oplyste noget, der let kunne ligne en kontorbygning. Der var fyldt med kedelige, ens skriveborde, kontorstole og grå computere over det hele, ikke at forglemme de store stakke af papirer, der lå på hvert bord. Etiénne fik et undrende udtryk i ansigtet, for hvad i al verden lavede han? Gik prøven ud på at imponere firmaets boss og forsøge at få fedtet sig til en forfremmelse?
Nej. I det samme hørte han en stemme, der skar sig igennem rummet. Han fik øje på tre mænd, der stod omkring en kvinde, hvis hænder og fødder var bundet sammen. Hans første tanke var at vende rundt og løbe sin vej, men hvor skulle han løbe hen? Han var jo inde i et lukket rum. Desuden havde kvinden brug for hjælp. De fleste ville sikkert kalde ham for en egoistisk menneskehader, og han ville ikke sige dem imod (eller jo, det ville han… men inderst inde ville han vide, at de havde ret), men en ting var sikker: Han kunne ikke bare lade en uskyldig kvinde dø.

”Hallo!” Han hørte sin egen stemme smælde igennem stilheden. ”Hvad fanden har I gang i?”
De tre mænd vendte sig imod ham, den ene af dem med et skummelt grin på læberne. ”Og hvad vil du så gøre ved det, lille ven?” Lederens stemme var hånende, og Etiénne mærkede hårene rejse sig i nakken. Ja, hvad ville han egentligt gøre ved det? De var tre mænd – han var en dreng på femten år. Her var hans manglende fysiske styrke hans største svaghed, så han måtte bruge sin fornuft. Og at bruge sin fornuft betød for Etiénne at fare direkte imod sine modstandere.
Den ene af dem, et stort fedtbjerg af en chokoladegumlende gut, vendte sig imod ham og greb ud efter ham. Det var som om, hans vægt sløvede hans bevægelser, da Etiénne sprang lige imellem armene på fyren. Godt nok var han svag, men han var smidig og havde en god kondi. Den næste fyr, ham med kæden, undgik den sorthårede dreng lige så lidt. Ny stod han overfor lederen.
Det var i det øjeblik, det gik op for ham, at han ikke kunne gøre noget. Han havde ingen våben og ingen evne, der kunne bruges imod ham. Han vendte om i det, der føltes som slowmotion, men han nåede ikke langt, før han mærkede et greb omkring sin ene skulder. Han væltede mod gulvet og det sidste, han hørte var en grufuld latter. Han havde tabt…

( TAGGED n/a )
( NOTES n/a )
( TRANSLATE n/a)

[/right]