I just wish to be normal!

[Misja Ai Lilliynko]

det var efter skole. en af de få solskinsdage i denne årstid. en lille pige kom ned til søen helt alene. hun havde ladet blokken hun altid havde med blide hjemme. hun satte sig ned på sine knæ ved søen og så på sit spejlbilled.
de brune øjne så på sig selv og pigen følte et selvhad og en sorg i sig. det hvide hår forandrede sig aldrig. hun havde aldrig fået et hjem pga det vide hår. Pigens navn var Misja. hun havde ikke mange venner. ingen mobil som alle andre og heller ikke nogle steder at tage hen når der var ferie. hun ville gerne adopteres.
en lille fisk kom op til overfladen og ned igen så der kom ringe på vandet. Misja tog hånden frem mod søen. hendes brune øjne blev langsomt mere blå i det. vejret rundt om hende blev koldere og hendes ånde kunne ses.
vandet på søen begyndte langsomt at få frøst på efter 15 minutter. det kravede meget for lille Misja at lave det frøst som var på størelse med en lillefinger. hun kunne ikke styre sin evne som så mange andre. hun havde jo næsten lige fået den. hvordan skulle man styre noget man ikke kendte til?

[Alex Storm]

Det var en ganske almindelig dag for Alex der var endt med, at gå sig en tur efter dagens timer var slut. Han var godt træt af de lumre og temmelig indelukkede klasse værelser efter sådan en dag og han gik ud i den milde blæst der kølede ham ned nok til han fik det rart igen med sig selv.
Han kunne også bruge sin evne, men det gjorde han kun om sommeren når og hvis dagene blev alt for varme til han kunne være i skyggen. Han anede ikke helt hvor han gik hen, men han vidste bare han var i skoven og her havde han fået både i lys og mørke så at han farede vild ville næppe ske. Men man skulle naturligvis aldrig sige aldrig. Man skulle ikke stole blindt på nogen eller noget. Man skulle være klar til, at det hele let kunne vende og man kunne risikere at komme galt afsted. Han havde farvet sit hår blændende rødt så man kunne faktisk se ham på rimelig stor afstand. Han havde en åben hættetrøje på og en t-shirt under den hvor der var noget print skrift på forsiden. Han gik i et par stramme jeans med lidt slitage på lårene.

[Misja Ai Lilliynko]

Misja var 15 år og et par forsker havde gjort hun havde en evne hun ikke kendte. hun så på søen og det blev bare ikke større det som hun havde lavet. hun fjernede hånden og det blå i øjnene forsvandt langsomt. de brune øjne så på hendes spejl billed.
"hvad er det som er sket for mig"
den lille stemme talte japansk da hun kom der fra. hun tog hånden ned og i det hun rørte iset hun havde lavet knækkede og smeltede det. hun trak hånden tilbage. hun følte sig alene. hvordan kunne hun være så kold uden på men varm inden i. hvorfor skulle hun også få en evne. en hun ikke kunne lig.

[Alex Storm]

Alex kunne næsten ikke ønske sig en bedre evne. Han kunne godt lide sin is. Han havde jo også haft den hele sit liv selvom den først var trådt u kraft og havde givet sin tilstedeværelse til kende da han var teenager. Han kunne godt lide alle de smukke ting han kunne skabe ud af is. Han kæmpede for at lære og holde isen fast i længere tid, men altid efter nogle dage smeltede den. Hvis ikke før. Men han blev bedre dag for dag så det var kun et spørgsmål om tid!

Lige nu gik han dog og lignede en ganske normal knægt. Så normal man nu kunne være. Og dog. For hvad var normalt? Der var jo ikke rigtigt noget eller nogen der var normale for intet var normalt. Alle var unik på sin egen måde. Speciel og alt det der lignede noget. Alex gik og sparkede lidt til et par små sten på jorden foran sig og gik i sin egen verden og tænkte på alle de ting han skulle lave når han kom hjem. Træne. Øve..lidt lektier måtte han nok presse ind også. Bortset fra Matematik altså. Det eneste han aldrig pressede ind, men altid fandt plads til som noget vigtigt. Matematik var hans ynglings fag og det sås tydeligt.

[Misja Ai Lilliynko]

Misja så ned på sit spejl og rejste sig stille op. hun begyndte at gå ved kanten af søen. hun havde aldrig rigtig fået lov at udvikle sig som hun ønskede. hun hoppede op på en sten og snorede en gang rundt og hoppede ned igen og landte på en fod og stod lidt og så på sit spejl igen hun begyndte at synge da hun ikke troede der var andre end hende.
"mezame wo matsu kuni no mukashi no hanashi
sasagemashou mune ni yadoru hikari
hoshi ni naru kibou ashita ga mieru
ai suru hito yo mattete okure

kokoro no mado ni tatsu sadame no yokogao
tomoshimashou yume wo mamoru hikari
hoshi wa tada hitori erabe to tsugeru
ai suru hito ga watashi wo yobeba kawaru

uruwashiku tachi mau kegarenaki hane
seoimashou miko no inochi no hikari
hoshi ni naru tame ni umarete wa naranu
ai suru hito ni idakarete nemure"
Misja var ikke god til engelsk sange så derfor hørte hun kun japansk og sang japansk. hendes lyse stemme passede til den lille pige som hun var. hun var ikke den bedste til at synge men yndig var hun da. hun vidste folk var bedre og derfor gjorder hun det sjældent.

// sangen

[Alex Storm]

Der gik ikke helt så længe før Alex indså for sig selv, at der var en lyd. En lyd der ikke rigtigt hørte til i en skov. Det var ikke naturlyde som blad raslen eller vand rislen. Ej heller et dyr af en art. Nej det var.. en stemme? Han var stoppet op sådan midt i det hele og stod lidt og lyttede for at se om han kunne gætte sig frem til hvor det var den lyd kom fra. Stemmen som han var sikker på det måtte være. En pige kunne det lyde til. Han var kommet lidt længere frem i den retning han mente han kunne høre det fra. Det blev højere så han måtte være på rette vej og han kunne snart høre, at det var en sang der blev sunget af en pige som han kunne se efter han havde skubbet lidt flere grene til side så han kunne se mere tydeligt og klart. Han lagde sit hoved på skrå igen mens han forsøgte at huske hvor han havde set hende fra. Et sted på skolen måtte det jo næsten være. Men hun var vist yngre end ham selv. Og dog. Udseendet kunne jo snyde så man kunne ikke altid bare gå ud fra en der så ung ud var så ung. Han stilte sig op af et træ mens han forsøgte at forstå hvad hun sang.

[Misja Ai Lilliynko]

Misja havde ikke set drengen som åbenbart kiggede på hende. hun hoppede ned fra små sten og hop på nogen andre ude på kanten af søen. hun så ned i vandet og sukkede lidt. hun blev færdig med sangen og i det sangen var slut vente hun sig om mod vandet og så hvordan vandet kom op på hendes fødder også. hendes udseende snød ikke. hun var faktisk ung. hun havde ikke noget at skjulde.
Misja skulle til at gå et skridt tilbage da hun gled i det våde græs. hun kom med et let skrig og faldt ned i det kolde sø vand.