Can I sleep here tonight?

[Alex Storm]

Det var en kold blæsende aften der var ved og nærme sig midnats punktet. De fleste elever var gået i seng eller i alle fald var de på deres værelser. Alex Storm var dog ikke en af dem. Han havde ændret sig en smule fra den hidsigprop af en ballademager han havde været da han ankom. Men han kunne lidt bedre styre sit temperament nu og ja han lavede ikke så mange ulykker. Men at være ude sent og nogen gange hele natten var noget han stadig gjorde ofte. Han havde gået lidt rundt for at få lidt frisk luft og bevæge sig mens det var køligt. Han elskede denne årstid. Vinterens første kulde var så småt trængt ind selvom der stadig var en uges tid til før det officielt var vinter. Hvor mange andre gik med flere lag i tykke og varme stoffer så gik Alex sådan set bare rundt kun iført en t-shirt og så en hættetrøje som dog stod åben. Selvom det var lige lovlig blæsende efter hans smag så var det nu stadig rart med noget koldt imod sin hud. Indenfor i de fleste klasse lokaler - nærmest dem alle - ja der var der sat varme på så han blev næsten helt svedig af det. Ikke fedt.
Han havde nu valgt at søge mod ly for blæsten. Indendøre og alt det, men nej han gik ikke tilbage til sit eget værelse. Han havde gjort dette før. Flere gange og ingen havde snuppet ham endnu. Han fik stille sneget sig indenfor i lærernes bolig hus og gik på liste sko vejen ned til et bestemt værelse. Her stoppede han op og bankede ganske let på. Det var sent så at der var gæster denne lærer var ikke just noget der ville være muligt. Han vidste han ikke bare skulle vade ind og blev pænt stående; dog lidt utålmodigt; på at han ville blive lukket ind. Hans hår var platinblond og lilla. Det platinblonde var hans oprindelige hårfarve. Det var der ikke mange der vidste. Men personen han skulle ind til vidste det. Alex stod lidt og trippede. Han var da hjemme ikke? Og han vidste jo han ville komme så han sov vel ikke? Han kunne ikke rigtigt banke hårdt på hvis nu nogen hørte det og kom derhen. Han ville ikke gå hjem igen og bad stille i sit hoved til, at han var vågen og om få sekunder kom hen og lukkede op.

[Miquel Wain]

Det var ikke fordi det generede Miquel at få gæster så sent, og i det hele taget at han var nødsaget til at holde sig vågen og være oppe. Dette ville han i mange tilfælde havde gjort selv hvis han ikke havde fået en lille besked om at Alex ville dukke op. Miquel var typen der sikrede sig at alt var klart til dagen efter. Men så kom det også meget af at han ikke anede hvad han ellers skulle give sig til. Han var ikke usocial, men alt det der med boldspil, eller hyggelige samtaler med de andre lærer og ture i byen, det var bare ikke ham. Han var mere den der nød at pusle med småting, og bruge tiden fornuftigt. Som han dog var gået tilbage til værelset tidligere på aftenen, havde han hurtigt fået gjort klar til samtlige matematik timer næste dag bragte. Dette havde ikke taget så lang tid dog, hvilket var endt i at han havde sat sig ned og givet sit til at pusle med den næste matematikbog som forlaget forlangte af ham. Dette generede ham jo så ikke. Han kunne også sagtens holde sig vågen mest fordi genetikken fra en sort lille ultot af en kat, var gemt i ham. Det havde været et tilfælde at han havde rørt katte, som blot skulle hjælpes ned fra et tag tidligere på dagen. At døren var forsinket åben, var blot fordi han sådan lige måtte lægge sidste hånd på en opgave han havde fået skrevet ned. Vel vidne om hvem det var, lod han dog også Alex stå og ”stege” lidt endnu. Hvis drengen først blev opdaget ville han få storeproblemer. Miquel selv kunne blot påpege at han ikke havde nogen anelse om hvorfor Alex stod uden foran hans dør. Nej, Det var for ondt, selv for ham der på en gang hadede og samtidigt elskede Alex’ personlighed. Han fik i sidste ende taget sig sammen, og gik hen og åbnede døren. Miquel skulede med det samme til de lillae striber, som Alex sikkert med overlæg havde påtaget sig. Han vidste at Miquel ikke brød sig om andre farver end det oprindelig, patinblonde. Og han avr ikke sen til at pointere det. ”Alex… De striber skal ud… jeg vil ikke se dem i dit hår, og det ved du også godt” kommenterede han med streng stemme, der dog var hviskende så de ikke ligefrem vækkede andre lærere. Han hev roligt Alex ind og lukkede døren efter ham. Rummet var simpelt, Alex havde jo efterhånden set det et par gange. Lyse vægge uden synderligt pynt. I den ene del af det store værelse stod skrivebord der lige nu var rodet. Ellers rummede værelset en dobbeltseng op af hjørnet, hvilket gav plads til sofaen der stod foran et mindre stuebord. Overfor var der en reol med bøger, hvor han ved siden af havde et minikøleskab, som han med lidt hjælp fra guiden havde fået sluttet til. Denne indholdt nu flere drinks, som egentlig kun var der for Alex’ skyld. Selv drak han jo næsten kun vand. Alkohol tiltalte ham ikke, og energidrinks var… ja, bare usunde. Ellers var der gulvtæppe i rummet. En rolig og simpel indretning.

TAG ~ Alex Storm
WORDS ~ 531
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Alex Storm]

Det var ikke fordi Alex bevidst sådan lavede om på sit hår for at irritere Miquel. Jo han vidste, at Miquel helst så han ikke farvede håret, men Alex kunne bare ikke lade være. Han havde mest haft lyst til det lilla fordi han fandt sig selv lidt mere..kær på den måde? Han var ikke sikker. Men da Miquel så det ja så blev det bestemt ikke taget imod som Alex havde håbet. Han lod sig hive ind selvom han lige var ved at falde over sine egne ben næsten over han pludselig sådan blev flyttet rundt på. Men han vidste, at det ikke var ondt ment. Han så op på ham. "Men...." Han nåede ikke længere før han sukkede få sekunder efter. Han indså først nu, at han nok burde have ignorere sit instinkt og lade være med, at gøre noget ved sit hår udover han havde fået uglet det lidt. Men farven burde hna nok have ladet være. Han bed sig i læben med et suk til. "Du ved jeg har svært ved det.." mumlede han og hev i et par totter af sit hår. Han hadede når de var oppe og toppes og små skændes over hans dumme vane med ar farve hår. Men det var nok mest fordi han om morgenen måske havde lyst hår og så få timer senere var det helt sort og så senere igen var det rødt eller måske som nu med to farver. Det var aldrig helt til at sige før man så ham. Men han havde dog skåret ned på det siden han var stødt på Miquel. Det var da altid en start selvom det var svært. Han havde altid gjort det fordi han ikke kunne bestemme sig til hvad farve der var pænest til ham. Og det var også forskelligt hvornår sort var pænt og andre tider var rødt måske pænt.
Han gik stille hen og satte sig ned i sofaen mens han stadig bed sig lidt i læben. Han trak sine ben op under sig og puttede sig lidt. Nok ikke sådan man normalt opførte sig omkring ens lærer, men nu var Miquel jo så meget mere end blot en lærer for Alex. Han sad lidt som en skræmt hvalp indtil han kom i tanke om noget der måske kunne glæde Miquel lidt og lette den lidt anspændte stemning. "Jeg har forresten lavet mine lektier og min opgave til imorgen." Han vidste det altid blev sat pris på hvis han havde lavet lektier før han kom herover. Både så de slap for at sidde og lave dem. Som var det lektiehjælp de havde gang i. Når lektierne var lavet før ankomst så kunne de slappe af og hygge uden at tænke så meget på tiden. Han håbede bare det gjorde Miquel lidt gladere nu også. Han ville helst ikke have de skulle små skændes hele natten.

[Miquel Wain]

Miquel vidste lige så godt at han selv burde tage sig sammen. Det var ikke verdens undergang. Men hvorfor fattede Alex ikke bare at han var smukkest uden alle mulige mærkelig farver i det platinblonde hår. Eller den gang drengen havde farvet det rødt? Skrækkeligt. Eller… Nej, Miquel ville ikke indrømme, heller ikke nu, at nogle af de hårfarver drengen legede rundt med, så nuttede ud til ham. Også disse lillae striber. Men det var et princip, og hvad ville Alex ikke tro han måtte hvis først Miquel gav efter?
Miquel gik hen og satte sig ved siden af Alex, og skulle til at komme med endnu en opsang. Men drengen afbrød ham før han havde mælet et ord, måske også smart nok, siden Miquel hurtigt faldt ned igen. Alex vidste at MIquel elskede ham når han havde lavet sine lektier. Ikke fordi han ikke gerne ville hjælpe ham med dem, slet ikke. Men det kom mere af at han vidste at Alex kunne lige hvad han ville hvis blot han gad. Og i den tid de først havde mødtes, havde Alex godt nok ikke gidet.
Hånden strøg let op i det platinblonde hår, og han lænede sig ubesværligt hen og kyssede Alex belønnende på læberne. ”Jeg sagde jo du sagtens kunne klare det selv. Jeg vil vædde med at da du først kom i gang var det slet ikke så svært” kommenterede han drillende, som han jo havde måtte høre beklagende ”hyleri” fra drengen da først opgaven var blevet delt ud.

TAG ~ Alex Storm
WORDS ~ 252
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Alex Storm]

Alex smilede da det lod til Miquel glemte alt om hans opsang om håret. Ikke fordi han ville narre ham, men han ville bare gerne have de kunne hygge sig. Så måtte han se om han kunne minde sig selv om, at lade være og farve det når han kom på besøg næste gang. og måske også til timerne i matematik.
Han rødmede let da det var, at han mærkede kysset og smilede lidt mere. Han nikkede lidt og jo det havde faktisk ikke været svært, men det var jo også fordi han sådan set godt kunne det. Det var bare det med, at han havde mindre tid til sig selv og til Miquel sådan set når han fik opgaver for. Daglige lektier var nemme nok, men opgaver kunne godt tage en time eller to alt efter hvor store de var. Da de havde fået en opgave der var så stor, at de fik en uge ja så var han allerede færdig med den før aftenen kom. Han havde været stolt af sig selv siden han var begyndt at tage matematikken alvorligt. Men det var nok Miquel der havde en stor del af den årsag.
Han så på ham og elskede at blive nusset i sit hår. Om Miquel så kunne lide hårfarven eller ej. Men hvsi andre nussede ham i håret blev han hysterisk. Nu mere end før. Det var kun Miquel der måtte. Han satte sig ind til ham og puttede sig mod hans arm og gned sit hoved lidt mere imod hans hånd. Han sukkede glad og lukkede sine øjne lidt i. "Hvornår har du den første time imorgen?" Selv havde han først matematik efter middags pausen. Som en af de sidste fag den dag imorgen. Han ville nok skippe den første time. Han var ikke A menneske og ville helst sove til hen på formiddagen. Han sov altid længe i weekenden hvilket Miquel jo nok havde opdaget de weekender hvor Alex havde sovet her. Han håbede på en måde Miquel havde tidlige timer så Alex kunne pjække måske uden det blev set. Men alligevel ville han også gerne have han ikke havde tidlig undervisning for så kunne han putte med ham i længere tid. Indtil Miquel måske smed ham ud af sengen og afsted til time. Hvis han da ikke lod Alex få lov at pjække. Man kunne jo aldrig vide helt. Han ville dog lige nu bare hygge sig med ham i nuet.

[Miquel Wain]

Miquel lænede sig behageligt tilbage I sofaen og sukkede let. Dog af ro. Han elskede ro, det vidste Alex også. Så selvom han godt kunne lide at snakke med drengen, eller blot høre på ham, var ro essentiel for en mand som Miquel. Specielt efter en lang dag med flere timer og de mange højlydte elever. Selvom Matematik var mere af selvstudie når han ikke skulle lære dme noget nyt, var hjælp næsten altid nødvendigt. Og han havde intet imod det, som han jo elskede sit fag og at åbne de unges øjne for sjovheden i tallene. Mest fordi de fleste af de unge sagtens kunne det. Arbejde med tal. Alex var beviset på det. Uanset hvor meget drengen beklagede sig over opgaver og afleveringer. Miquel tænker jo ikke selv på, når det kom til sine timer, at Alex ikke gad have afleveringer fordi det brugte den tid de havde sammen.
Miquel trak langsomt hånden til sig og kom op af sofaen, kun for at gå hen til minikøleskabet. ”Skal du have noget?” spurgte han, mere fordi han vidste at Alex ville spille utilfreds hvis han gik tilbage og satte sig uden at tage noget med til ham. Sådan hvis han ville have noget. ”Jeg har først timer omkring middag. En anden lærer skal noget… eller sådan noget… imorgen eftermiddag. Så vi har byttet timer” forklarede han tilføjende. Han havde ikke helt sat sig ind i hvorfor. Han var ligeglad, så længe eleverne fik besked. Det betød dog også at Alex kunne blive. Kunne sove hos ham. Og uanset hvor anstændig han var som lærer, nød han jo at have sin kæreste i sin seng. Hvem gjorde ikke det ?

TAG ~ Alex Storm
WORDS ~ 282
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Alex Storm]

Han var ikke helt tilfreds med, at Miquel valgte at rejse sig op og gå væk fra sofaen. Væk fra ham. Han så efter ham temmelig utilfreds og fulgte nærmest hver bevægelse han foretog sig. Han nikkede let og lagde sit hoved på skrå og bed sig en kende i læben. "Jeg vil gerne have en cola tak." smilede han og håbede han ville skynde sig. Han ville altså helst ikke sidde der helt alene alt for længe. Han var allerede ved at blive lidt rastløs og havde svært ved og sidde stille. Han ville putte. Holdes om. Kæle. Kysse. Bare hygge.
At der var time byt var noget han blot nikkede til. Så kunne han måske snige sig til at blive i sengen hos Miquel indtil han skulle op og passe sin undervisning. Så de kunne ligge til omkring klokken 10-11 stykker i det mindste. Det lød godt nok. Han smilede lidt for sig selv og havde sådan set allerede mere eller mindre planlagt at sådan skulle det være. Han ville nok tvinge sig lov til at blive selvom han nok burde passe sine timer. Han tog en pude op og bed lidt i den mens han ventede på han kom tilbage.

[Miquel Wain]

Miquel fattede nogle gange ikke drengens utålmodighed. De havde snakket selv samme dag i timen? Og havde haft lidt tid til hinanden i et tomt klasselokale dagen før det? Nej, han forbød rigtig nok Alex at komme over alle aftener. På den måde ville drengen jo aldrig få passet sin skolegang. Og nogle ville nok undre sig hvis Alex gang på gang undlod at sove på sit eget værelse.
Miquel tog en cola med til drengen. En vand til sig selv. Og satte sig hen ved siden af ham igen. Drikkevarerne blev sat på bordet foran dem, hvorefter han så på Alex. Drengen kunne ikke skjule når han var utålmodig… eller så mange andre følelser, for Miquel. Ikke fordi han jo havde evne inden for telepati. Han kendte bar Alex. Uden et kende ham. Det var svært at forklare. Der var stadig mange ting, små detaljer, kan kunne lære om drengen. Men han havde jo lært at bemærke når denne var utilfreds, vred og utålmodig. Sådanne ting.
Han tog puden fra drengen, lagde den blot ved siden af ham, og strøg ham let over håret igen. ”Jeg vil ikke have du bider i møblerne lille tiger” kommenterede han, mindre strengt og alvorligt end det nok burde gøres. Men lige nu var han ikke Alex’ lærer. Han var blot hans kæreste. Det havde han jo afgjort med sig selv. For at holde tingene adskilt, var han kæreste, ikke lærer, når de var sammen som nu, på hans værelse. Selvom han også tvang Alex til at lave sine lektier hvis denne havde nogle. Ville en kæreste da også gøre?

TAG ~ Alex Storm
WORDS ~ 267
NOTES ~
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Alex Storm]

Det var ikke ment som at han ville ødelægge puden eller andre af Miquel´s ting. Det var en vane han havde. Han bed som regel også lidt i puden når han sov alene enten her eller hjemme hvis Miquel var stået op først. For så var han alene og så var puden det eneste han kunne ligge og kramme med. Og det havde lidt været det samme han havde haft gang i nu. Og så duftede puden godt af Miquel.
Han så op på ham da han tog puden og smilede lidt over det han sagde. "Jeg skal nok være forsigtig." hviskede han med et lille grin og puttede sig ind til ham da han satte sig igen. Ja han havde set ham både tidligere og dagen før, men dette var noget andet, da det kun var et par enkle aftener om ugen, at han kunne overnatte her og virkelig bare nyde hans tilstedeværelse som nu. Så han blev da lidt utålmodig når Miquel så bare sådan gik rundt istedet for at sidde hos ham! Ejer fornemmelser? ..ja måske en smule, men det var kun fordi han virkelig elskede Miquel og den tid de havde sammen. Han kyssede hans mundvig med et smil på læberne og sukkede glad og satte sig op på skødet af ham.

[Miquel Wain]

Miquel forstod ikke helt den side af Alex. Ikke at drengen direkte havde forklaret hvorfor han krammede hjemmets puder, men han kunne jo se han gjorde det. Og dét, når han ikke selv var rigtig ved Alex’ side. Han havde derfra selv antaget at det var fordi Alex savnede ham. Noget han jo kun morede sig over en gang i mellem, fordi det var så kært. Alex kunne måske virke som en hård møgunge, men indeni var han bare en sød lille dreng der ville elskes. Og han elskede ham i den grad også. Uanset hvor lidt han til tider viste det.
Miquel strøg igen hånden gennem de lyse, stribede, hår. Den anden hånd lagde sig let imod Alex’ side og trak ham blot tættere til sig. Et smil hvilede på Miquels læber, som han ikke gav Alex megen ”pusterum” fra det tildelte kys, til at han trykkede læberne imod hans. I et kærligt, intenst kys. Jo, han savnede da også Alex når de ikke var sammen. Han skjulte det, men det betød ikke at det var mindre sandt. Selv ville han da ønske han kunne have Alex ovre hver nat, ligge med drengen i sine arme, og sove så meget bedre som han jo faktisk gjorde med Alex ved sin side. Men tanken om at de blev opdaget holdt ham jo fra dette. Kun fordi tanken om at de blev skilt ad hvis det blev opdaget, var en så langt mere frygtet realitet.

[Alex Storm]

Alex puttede sig bare stille ind til ham. Smilede og gengældte kysset. Han havde intet imod at mangle pusterum så længe det bare var Miquel der optog det. Han ville selv ikke ende med, at de blev taget bort fra hinanden, for Miquel var årsagen til Alex overhovedet kunne klare skolens gang hver dag. Han ville ende med at pjække mere og mere og sikkert næsten stikke af fra stedet selvom det jo var for hans eget bedste, at han var der. Og han havde selv valgt det og alt det, men ja hvis de tog Miquel ville han hade at være her.
Han puttede sig mere ind til ham - hvis dette da snart overhovedet var muligt - og lukkede sine øjne mens han mærkede de velkendte sommerfugle baske på livet løs i hans mave på den der dejlige kildrende fornemmelse han var så vild med. Det var noget pjat at det kun skete ved nyforelskelse.Men så på den anden side så følte Alex sig jo stadig som en nyforelsket knægt. Han smilede lidt ved tanken og nussede ham i nakken mens hans tunge stille gled over læberne på Miquel.

[Miquel Wain]

Miquel skilte utøvende læberne og lod egen tunge møde Alex’. Han følte sig ikke nervøs, som han aldrig gjorde det, for om nogle brasede ind eller blot forstyrrede dem. Dét havde de heldigvis endnu ikke oplevet, så om han ville blive forfjamset hvis nogle pludselig bankede på nu kunne han ikke sige. Han ville nok mest af alt blive irriteret. Endelig havde de noget tid sammen, som det kærestepar de var. At nogle skulle forstyrre angående arbejde ville ærligtalt være til at brække sig over. Ikke at han tænkte dette lige nu. Han var helt væk i Alex kys. Den ellers rolig, lidt gammeldags mand, havde en jaloux, begærende side, der nok første kunne bemærkes efter han havde mødt Alex. Om drengen kendte til Miquels jaloux’ side var ikke til at vide.
Miquel var ikke meget for det, i det lettere intense tungekys, at trække sig de få millimeter væk, som nok var nødvendigt for at få lidt luft. Han smilte automatisk, og havde mest af alt lyst til bare at genoptage kysset igen. Alligevel lænede han sig en anelse tilbage og betragtede sin dejlige kæreste. Utroligt som kærelighed kunne ændre en. Det vidste Miquel jo kun alt for godt efter han havde mødt Alex. Kærligheden fandt sig vej på de mest mærkeligste måder, der var deres tilfælde jo et bevis på.

[Alex Storm]

At ilt var noget de begge skulle have var et problem når man var midt i sådan et skønt kys som Alex altid fordybede sig i så han blev helt svimmel når han kom fri af det og tilbage til overfladen. Gjorde han skam også nu og han måtte støtte sig lidt til Miquel og smilede mens han stille lod sine fingerspidser glide let hen over hans kind mens han så på ham. Hvis nogen så dem nu ville de ikke kunne misforstå Alex´s blik der lyste op af hengivenhed og forelskelse. Hvad han ville have gjort hvis Miquel ikke gengældte det ville han ikke ane. Han ville heller ikke vide hvad der skulle ske hvis det var, at de blev skilt af. Så ville han hellere holde dette forhold skjult så de ikke mistede hinanden. Miquel betød alt for ham!
Alex sukkede hengivent og havde den anden hånd om nakken på sin skat hvor fingrene let nussede og små kildede ham. De andre fingre lå stadig mod hans kind. Han lagde sin pande frem mod hans hage og lukkede sine øjne lidt mens en frydefuld gysen løb igennem hans krop og han måtte erkende han nok aldrig fik nok af Miquel. Han var afhængig. Han puttede sig ind til ham og kyssede ham stille på halsen og skulderen hvor han kunne nå nu hans pande lå mod hans hage. "Har du nogen planer for i aften skat?" spurgte han stille efter de havde stået i lidt tid.

[Miquel Wain]

Miquel var nok en af de dumhjernede der ikke bemærkede eller tyede Alex’ blik. Ikke at han ikke forstod hvor meget forholdet betød for Alex, det mærkede han skam. Men det lå nu ikke så meget i udtrykkene. Han kunne bare mærke det. Alex’ udtryk var mere noget han læste for at vide hvordan drengen havde det med dit og dat. Han vidste dog også at svarede han ærligt på spørgsmålet, ville det føre til det utrilfredse blik, uanset hvor meget glæde lyst ud af ham. Oprindeligt, trods han havde lovet Alex han måtte komme over, så skulle han egentlig rette nogle afleveringer. Som altid glædede han sig til det, blot pga glæden for tal, og for hvordan andre søgte lærdommen om tal. Selvfølgelig blev han lige så skuffet når nogle ikke havde taget afleveringen seriøst. Men dem måtte man så bare snakke med og finde ud af hvorfor de ikke tog sig sammen. Alex havde jo heller ikke været speciel ”vild” med matematik i starten. Trods drengen havde et godt hoved og kunne finde ud af det.
Men velvidne om reaktionen, endte Miquel med let at ryste på hovedet. ”Jeg havde ikke planlagt noget, foruden at du skulle komme over Alex” svarede han i den der kærlige tone kun Alex oplevede. Normalt løj han godt nok ikke. Men Alex var jo vigtigere end afleveringerne. Ja utroligt nok var det sandt. Derfor var der heller ingen grund til at ødelægge stemningen ved at sige han oprindeligt skulle have rettet afleveringer.

[Alex Storm]

Til tider kunne Alex godt mærke når der var noget han ikke fik at vide. hvis det var han kunne mærke på Miquel at han ikke fortalte alt eller der var noget galt. Men lige nu var han bare så glad og nærmest lykkelig at han slet ikke tænke over hvis der var noget i stemmen der ikke hørte til. han smilede bare da han hørte ordene og puttede sig lidt mere ind til ham og var glad for han ikke flyttede sig eller skubbede Alex væk. For ja han savnede at være ham nær noget oftere så han ville næppe være blevet glad hvis Miquel havde sagt han skulle rette opgaver. Men han ønskede jo heller ikke, at han mistede sit job fordi han ikke passede det. Men han tænkte jo ikke over at der skulle rettes opgaver når Miquel ikke sagde noget om det. Han regnede med hans dejlige kæreste og lærer havde styr på sine sager. Sådan var han jo?
Han blev stående lidt mere i hans favn puttende på den måde før han stille løftede sit hoved igen og så op på ham. "Så må vi jo finde på noget i fælles skab. Jeg er ligeglad så længe jeg bare er her hos dig. Så kan vi for min skyld sidde og glo på en poker turnering eller noget i tv." grinede han lidt og håbede at Miquel så forstod hentydningen om, at han bare ville være der. Og ikke sendes bort. Han havde lyst til og sove her selvom han jo ikke kunne det særlig tit. En ting han ikke var helt tilfreds med. Stod det til ham så kunne han lige så godt flytte ind her, men det ville betyde de blev opdaget så så langt kunne han desværre ikke gå.