|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 22, 2011 18:33:13 GMT
Hvad han havde ment var Gabriel ærligt ikke særlig bekymrede om for han havde en smerte der voksede sekund for sekunder og det føltes som om han havde mindre fornemmelse af hånden i det hele taget. da de nåede ind og han nærmest blev standsede af Alex så Gabriel spørgende og træt på ham, han ville gerne op så hvorfor blev hand standsede. Fornemmelsen af Alex hånd på hans ryg fik Gabriel til at se forundret på ham og da han pludselig blev løftede op som var han en dame bed han tænderne hårdt sammen "Hvad har du gang i!? Er du klar over hvilke rygter der vil komme ud af det her hvis nogen ser dig bære rundt på mig.. sæt mig ned ...! omgående" brokkede han sig med sin hvislende og dog faste tone ikke højt så det ville tiltrække sig opmærksomhed. Godt nok sov de fleste så sent som det var men man kunne ikke undgå at nogen var ude af deres senge akauart som ham selv.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 22, 2011 18:41:25 GMT
"Det kan bortforklares med du ikke kan gå. Med en skade ved et fald." Et sted så frygtede han selv nogen så dem. Men han ville hjælpe så godt han kunne og fik ham båret op til sygeafdelingen og fik ham lagt ned i en seng. "Men vent nu her..Jeg henter en sygeplejerske." Han tøvede lidt, men lænede sig så frem og gav hans pande et let og hurtigt kys. "Tilgiv mig.." hviskede han stille og strøg ham over kinden før han gik. Da han kort efter kom tilbage var det med en sygeplejerske som straks gik hen for at se på hans hånd. Alex selv stilte sig sådan lidt i baggrunden og så på. Han ville ikke gå før han var sikker på Gabriel var okay.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 22, 2011 18:49:33 GMT
Gabriel bed stoltheden i sig og mumlede sin irritation uden at brokke sig, det hele skulle nødigt blive værre ved at han blev tabt, han havde ikke kræfter til mere smerte. snart blev han båret helt op og lagt i en seng hvor han blot sukkede og nikkede til Alex da denne bad ham vente, hvor skulle han dog ellers gå hen? Kysset han blev givet på panden kom bag på ham og han måtte rødme svagt og se væk idet Alex undskyldte hvor han blot nikkede da denne få sekunder efter smuttede efter en sygeplejerske. Han anede virkelig ikke hvordan han skulle håndtere alt det og endte med at lukke øjnene mens den røde farve aftog fra hans kinder. Hans blik blev vendt mod sygeplejersken idet hun skulle til at tage fat om hans hånd ”Du må hellere tage handsker på medmindre du vil dele sengen med mig” sagde han advarende hvilket straks fik sygeplejersken til at standse og trække nogle handsker på inden hun rørte ham. Hun konkluderede at han havde brækkede to fingre, den tredje var forstuvet, en var røget af led og at han havde forstrakt en sene. Han sukkede idet hun gjorde sig klar til at sætte den finger der var gået af led på plads, inden hun gjorde noget advarede hun ham om en smerte hvilket han blot nikkede til. Hun skubbede fingeren på plads og han gispede af smerte hvor han følte sig svimmel men besvimede ikke mens hun beroligede ham og satte gips og bandager på. Hun fortalte at han kunne blive der natten over og så satte hun ellers nogle sovepiller ved hans seng så han kunne tage dem samt noget vand. Han havde ikke sovet godt siden episoden med Alex og selv havde han ingen sovepiller.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 22, 2011 18:59:20 GMT
Alex havde sat sig på den tomme seng ved siden af den Gabriel lå i. Han havde sådan en lyst til at holde fast i hans anden hånd mens hans finger blev sat på plads, men det ville nok ikke være for smart. Han hjalp dog til med, at beolige ham og havde tænkt sig at blive der indtil han sov. Han så op, da sygeplejersken var færdig og spurgte om Alex manglede sovepiller og om hun skulle skrive en ny recept. Han så på hende og rystede stille på hovedet med et svagt smil. "Nej tak jeg har stadig til et par dages forbrug." Hun nikkede og sagde godnat og var så den der stille gik igen. Alex så ned på Gabriel og satte sig nu over på kanten af hans seng. Ganske forsigtigt og med et roligt smil mens han betragtede ham ganske stille. "Jeg er stolt af dig. Men det betyder vel ingenting vel?" Han så stille ned mod gulvet. "Jeg har savnet dig til timerne. Både i drama og astrologi." Han hævede blikket en lille smule igen.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 22, 2011 19:19:17 GMT
Gabriel havde haft for mange smerter til lige at se på Alex og hvordan han havde det, en enkelt gang så han dog hen imod ham og bemærkede tydeligt hans bekymring hvilket faktisk gjorde ondt. Han forsøgte at smile til ham dog uden held idet smerten skød genne hans hånd. Pokkers tage hidsighed! Omsider smuttede sygeplejersken og Gabriel så op på Alex med et forundret blik "Jeg vidste ikke du tog sovepiller” hviskede han og lukkede øjnene i i få sekunder. Alex´s ord og den lille tilføjelse med at det ikke betød noget fik ham til at sukke og han rakte den raske behandskede hånd frem mod ham nærmest for at bede ham komme tættere på ”Det betyder mere end du tror” svarede han lavt og med et svagt smil over læberne. Da han nævnte timerne sukkede Gabriel ”Jeg har også savnet timerne… underligt nok…” tilføjede han til sidst. Han så væk fra Alex "Og jeg har også savnet dig" fortsatte han.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 22, 2011 19:27:25 GMT
"Gør jeg heller ikke normalt. Men siden..ja den aften det hele gik galt har jeg måtte tage dem for at få noget søvn overhovedet. Det var et tilfælde jeg havde nogen der. og så dagen efter gik jeg til sygeplejersken for at få en recept på dem og siden får jeg med små mellemrum." Han så på ham og han satte sig lidt tættere op til ham. Han blev lidt overrasket over hans ord og smilede lidt til det sidste. "Og jeg har savnet dig." hviskede han stille og nussede roligt hans arm med sine fingre. Han tøvede lidt før han lænede sig ned mod ham og gv stille hans pande et lille kys til og hvilede sit hoved over hans og så på ham lidt før han lod sine læber mødes med hans i et kys der dog ikke var for langt eller intimt. Det var som de små forsigtige han havde givet ham førhen. Han ville ikke gå for langt frem stadigvæk. Både fordi han vidste det var nyt for ham og for ikke at risikere han blev sur. Men han havde bare sådan en lyst til at kysse ham. Det var jo også den mest tydelige måde at udtrykke sig på. Han savnede ham meget.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 22, 2011 19:32:29 GMT
Gabriel så overraskede på Alex ved dennes svar. Havde han virkelig haft det så hårdt? Gabriel følte sig nu langt mere skyldig og bed sig svagt i underlæben. Skulle han undskylde igen? Det havde han vel allerede gjort men han kunne vel sige det igen og det ville næppe skade ”Jeg… undskyld… det var virkelig ikke min mening at såre dig den aften.. eller før... og heller ikke efter..” svarede han undskyldende selvom han da havde sårede ham godt og grundigt sikker både før og efter. Han nød at blive nusset på armen idet Alex kom nærmere. Han lukkede øjnene da han blev kysset på panden og gengældte forsigtigt kysset da Alex´s læber strejfede hans. at det blev gjort forsigtigt var Gabriel glad for, det var en af de ting han elskede ved Alex.. at han ikke pressede på eller var for frembrusende. Han strøg blidt hans kind "Tak.. fordi du er her" sagde han og lod hånden forlade hans kind og glide ned langs siden igen.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 22, 2011 19:36:44 GMT
Han smilede roligt over kysset ikke blev afvist, men gengældt lige så stille. Han satte sig lidt op, men flyttede sig ikke væk fra ham. "Jeg kan ikke bare forlade dig. Jeg føler mig ansvarlig. Og du er tilgivet. For det hele selvom det var hårdt at se og vide du var... Ja på hævntogt den sidste gang jeg så dig til drama." Han havde haft det forfærdeligt resten af den dag. Men heldigvis så så det ud til, at det hele alligevel kunne blive reddet og rettet op på, men det vidst lige i sidste øjeblik så det ud til. Han vidste ikke selv helt hvor meget længere han kunne holde til disse dage, men nu slap han vidst for dem og kunne få lov til, at få ro i sindet igen. Han håbede det. Han havde sådan savnet at være sig selv. "Måske vi skulle tage den date i byen vi snakkede om sidst. Når din hånd har det lidt bedre. Hvis du stadig har lyst?" Han så på ham lige så forsigtigt.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 23, 2011 16:58:35 GMT
Da Alex sagde at han følte sig ansvarlig og derfor ikke kunne forlade ham sukkede Gabriel og rystede svagt på hovedet. ”Du må lærer bedre scoretricks det der fungere slet ikke” svarede han og forsøgte derved at skyde det over i en mere drillende tone. Da han nævnte Gabriels hævntogt følte Gabriel sig forlegen ”Jeg var virkelig sårede… jeg tænkte slet ikke klart… det gør jeg sjældent når du er tilstede” svarede han. Gabriel havde den seneste tid skabt meget ballade og lærerene havde brokkede sig alle mere end sædvanligt, at rektor ville tage fadt i ham var ingen hjælp for han dukkede aldrig op når hun ville snakke med ham. Da han nævnte den date de kun kort havde snakkede om smilede han ”Selvfølgelig!” svarede han. han så ned på den skadede hånd og sukkede, hvor han dog hadede når vreden tog alt for meget over. Han vendte blikket mod Alex og strøg blidt hans kind med den behandskede hånd.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 23, 2011 17:16:54 GMT
Han så stille på ham. "Og jeg opførte mig sådan fordi jeg var såret.. Vi er vidst begge to dumme og idioter når vi bliver såret." Han sukkede lidt, men slog det så ldit hen. Det var ikke det de skulle tale om eller tænke på nu. de havde jo begge to sagt undskyld flere gange og tilgivet hinanden så de måtte se frem nu. "Det er jeg glad for. Og jeg skal nok prøve og styre min jalousi og lade være og misforstå så meget. Jeg vil ikke skændes med dig igen." Han så på ham og nød hans kærtegn mod sin kind og lukkede stille sine øjne lidt mens han blot nød det. At de havde været uvenner og skændtes vildt meget for blot en halv times tid siden var næsten helt ubegribeligt! Men at de så kunne enes var jo blot et tegn på, at de holdt af hinandne og begge bare havde været for såret og forvirret og sikkert også stolte til at gøre noget ved det før nu. "men hvil dig nu Gabriel. Jeg går ingen steder." Han smilede stille og det var det første rigtige smil i flere uger.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 23, 2011 17:36:15 GMT
I det mindste forstod de hvor problemet var eller har været og så måtte de bare lade være med at træde hinanden over tæerne på den måde. Gabriel smilede skævt til ham ”Jeg er glad for at du bliver jaloux.. det viser bare du virkelig kan lide mig… men jeg skal forsøge ikke at give dig nogle grunde til at blive jaloux.. og jeg vil heller ikke skændes med dig…” svarede han ganske roligt idet han bemærkede hvor meget Alex nød at blive strøget på den måde. Alex var faktisk, ikke kun som lærer men især som person for han var virkelig sød, han fortrød virkelig sine handlinger og hans flabede og kolde måde han havde opført sig ved overfor Alex ja for godt en halv time tilbage. Han lod hånden glide ned langs siden, hvor han selv flyttede en anelse på sig så han lå lidt bedre. Han kastede et blik over sovepillerne, bare de dog havde været smertestillende for han havde smerter i hånden. Selvom det gjorde ondt og han hadede at være skadet var der vel kommet noget positivt ud af det, nemlig at de igen var på talefod. Da Alex sagde at han skulle hvile sig og at han selv ikke ville gå nogen steder smilede Gabriel ”Du burde også hvile dig… jeg klarer mig nok her… og desuden så ses vi jo i morgen” svarede han blidt og smilede et træt smil til Alex.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 23, 2011 17:56:22 GMT
Hvor store smerter der var i hånden på Gabriel var noget Alex måtte gætte sig til. Han kunne jo spørge, men han tænkte ikke over det. Når Gabriel sov ville han ikke mærke det. Sovepillerne ville sørge for det. Hvis han tog dem altså. Selv fik Alex nok ikke brug for dem mere nu. Han rystede stille på hovedet. "Måske..men jeg har vendt min døgnrytme om siden vi blev uvenner så jeg sover om eftermiddagen...natten var det eneste tidspunkt hvor jeg kunne gå udenfor med stor chance for at være helt alene." Det var vel sørgeligt, men det var sådan han havde haft det i den tid. Han så på ham og strøg ham stille over kinden med et smil. Op igennem hans hår og han kunne lige nu slet ikke få nok af, at se på ham. Høre hans stemme. Være hos ham. Røre ham ganske blidt. At de ville ses imorgen var noget han var glad for at høre. Det kunne man også se på ham, da han smilede lidt mere.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 23, 2011 18:11:27 GMT
Gabriel havde rimelig mange smerter om end han undertrykte dem og sørgede for at virke så rolig som mulig. Hånden føltes tung da gipsen endnu var fugtig og vejede derfor en del mere end den ville gøre dagen efter, men det gjorde ondt at bevæge den og han frygtede for at han slet ikke ville lukke et øje i nat uden de sovepiller. Han tøvede med at tage sovepillerne fordi han havde haft dårlig oplevelser med dem, men det kunne gå hen og blive nødvendigt. Alex´s svar fik Gabriel til at bide sig i underlæben, de havde begge haft det ret hårdt og Gabriel havde virkelig været slem siden han kunne frembringe sådan en reaktion hos Alex. Han anede ikke hvad han skulle svar og derfor svarede han ikke men forblev blot tavs mens han så på Alex. Gabriel nød at blive strøget over kinden og lukkede blot øjnene og nød godt af hans berøringer. Nathaniel ville nok glo forundret på ham når han så den brækkede hånd men det var der jo ikke meget at gøre ved… Gabriel måtte bare finde på en god undskyldning. Gabriels øjne gled op og han bemærkede hvor glad Alex var over at de ville ses i morgen, synet af hans glæde afspejlede ved et smil lod et smil glide hen over Gabriels læber hvor han selv lukkede øjnene igen og døsede hen efter kort tid med en dunkende fornemmelse i hånden.
|
|
|
Post by Alex Raphael Angelus on Nov 23, 2011 18:49:10 GMT
Det var ikke fordi Alex ikke gad snakke, men det var nu rart at se knægten falde i søvn. Han havde brug for det. Og så var han ikke fokuseret på smerten i sine fingre. Alex blev siddende og strøg hans kind og hår ganske blidt i længere tid. Han så på ham og han kunne ærlig talt ikke få nok. Han hadede lidt sig selv i en kort tid for at han blev ved med, at stirre og stirre. Men han indså det var det han ville. Betragte ham. Efter noget tid endte han dog med, at ligge sig ganske forsigtigt ned i sengen ved hans side. Han kunne ikke holde ud af sidde op mere og så hvis han blev træt så kunne han jo godt sove her. Han havde trukket gardinet for hele vejen rundt om sengen og lå lidt og nussede Gabriel´s hår før han lod sine øjne glide i og stille faldt han også i søvn.
|
|
|
Post by Gabriel Elias Williams on Nov 23, 2011 18:57:11 GMT
Gabriel blev omsluttede af en mørke som han glædeligt tog imod. Han havde slet ikke sovet særlig godt og flere nætter i træk havde han slet ikke lukket et øje overhovedet så han trængte virkelig til at sove. Fordi han blev nusset i håret og strøget blidt over kinden følte han sig mere rolig ved tanken om at Alex sad lige der, han slappede langsomt mere af og faldt ind i en dyb drømmeløs søvn. Hvor længe der gik inden Alex sagde sig ved siden af ham anede han ikke, men havde han været vågen ville han have flyttet sig og gjort endnu mere plads til ham, men det var han nu ikke og derfor kunne han ikke gøre netop dette. De faldt begge i søvn der, blev de fundet samme sådan ville det være katastrofalt men det var slet ikke noget Gabriel var bevidst om overhoved. Timerne gik og nat blev til dag hvor Gabriel begyndte at flytte på sig en anelse, han mærkede en varm krop ved siden af sig og åbnede svagt øjnene for at opdage at det var Alex, han så overraskede på ham og så sig omkring, der var ingen.. heldigvis. Han vendte atter blikket mod Alex og smilede, smerten i hans hånd var aftaget en smule men han fornemmede endnu at det gjorde en anelse ondt. med sin raske hånd strøg han blidt Alex´s kind.
|
|