TEST til Michel Black [i]

[Rektor Appleshy]

(for et år siden)
Døren gik op til et stort rum lavet af en form metal der hverken var til at brænde eller ødelægge. Rummet var ikke for lyst, men heller ikke for mørkt.
Lillian smilende høfligt og rettede en smule på hendes briller, mens hun vippede hendes kuglepen mellem fingerne. I hendes favn bar hun nogle papir som var blevet udfyldt med personlige data.
Hun nikkede til underviseren som stod klar til at tænde for rummet..

Alt blev sort, men langsomt begyndte det at bløde op. Nogle enkle person stod overfor dig. Skræmmende, og klar til kamp, det var nemt at se de ikke bare ville give op.
Selve stedet om jer mindede om et kontor på 7 sal i en meget høj bygning. Person 1 var et meget tykt sort hår, enkle piercinger i ansigtet og har en lang kæde som våben. Person 2 var nærmest enorm og gumlede på et stykke chokolade. Den sidste person virkede til at være lederen. Han var holdte en rå attitude og stod klar med et bat.
Bag alle typerne sad en kvinde bundet ind i reb på hænder og fødder, samt har de sat tape over hendes mund. Der var inden tvivl om at hun arbejde der i hendes tøj..
"Nå! Nu sender politiet små børn efter os! Sikke bange de er for os!" skrald grinede lederen og trak en lille kniv fra hans lomme hvorefter han satte den imod halsen på offeret. "Et skridt mere og jeg skær halsen over på lille miss højfin her!"

[Michel Black]

Michel havde længe været nervøs for testen han skulle igennem for at komme ind på skolen. Og selvom flere havde sagt han ikke skulle tænke så meget over det, gjorde det ham ikke i bedre humør. Han ville gerne ind, og gennemføre testen med stil. Men han vidste også at havde testen noget som helst med viden og lignende at gøre ville han fejle. Søster Lisetta havde flere gange inden han forlod klosteret, mindet ham på at han bare skulle være sig selv. Dum, glad, naiv og med evne. Det hele. Men han havde flere gange på vej til skolen frygtet at dét at han opførte sig som sig selv, ville føre til fejl.
Michel havde ingen ide om hvad testen gik ud på. Som han blev ført til et rum og ind i dette rum, stod han blot og så undrende for til sig. For en gangs skyld stillede han ikke spørgsmål. Ventede blot på hvad der skulle ske. Han fik også hurtigt svar. Sceneriet gjorde tydeligvis drengen overrasket. En antydning af frygt var at ane i de blå øjne, som dette scenarie godt kunne relatere en anelse til hans tidligere oplevelse. Han forstod dog ikke præcis hvad der foregik. Dét ind til kommentaren. Trådte han nærmere ville de så.. virkelig..? Michel trippede lidt nærmere. En hånd var løftet som om han kunne affeje at denne person ville fuldføre sådanne en handling. ”Ve…vent nu lidt… Det er der ingen grund til ! Jeg mener…” Michel stoppede op, som det slog ham at han jo netop trådte nærmere ved sådan en handling. Ikke godt. Han brød sig ikke om vold. På nogen måde. Efterhånden var han også minde bange for dem, i form af selv at komme til skade. Til gengæld frygtede han hvordan hans handlinger kunne ende kvindens liv.
Kort skulle Michel til at sige noget. Men… han gjorde det ikke. I stedet trådte han et let skidt tilbage. Øjnene gled i, som hænderne blev hævet foran ham. De to lakajer så dette som deres mulighed til at angribe ham, logisk nok. Havde Michel derfra været meget langsommere ville han nok være den der havde fået et slag over nakken. I stedet mærkede han kort efter kniven i sine hænder. Kniven han havde ønsket sig mere end noget andet, og som derfor var forsvundet fra lederens hænder og i stedet var end i hans. Men før han havde kunnet nå at true med den, havde person 1 rendt på ham. Ville ansynligt bruge kæden som våben, i form af at ville kvæle drengen der stod passivt til. Michel mærkede kniven synke ind i noget blødt først, dernæst rille imod noget hårdt. Noget varm flød over hans hænder.
Michel slog øjnene op, kun for at opdage hvordan person 1 slet ikke havde set kniven. Som person 1 røg til jorden, uforstående over smerten, bakkede person 2 væk igen. Lige så uforstående. Lederen virkede dog mere vred end… ja uforstående over hændelsen. Hvilket førte til at denne greb battet og styrtede imod Michel, der selvfølgelig af ren forskrækkelse havde ladet kniven følge den sårede. Michel havde aldrig skadet nogle på denne måde. Han havde før forårsaget at bruge vold med sine evner, for at beskytte andre. Men han havde aldrig stukket nogen ned før. Chokket over dette, fulgte at han slet ikke havde tid til at bemærke lederen. At det var en illusion. At det slet ikke var virkeligt, syntes slet ikke at slå Michel, der jo inderst inde godt vidste at han faktisk ikke havde stukket nogen ned, eller at han ville kunne komme rigtig til skade. I sidste øjeblik, bemærkede han battet flyve mod sig, og hævede derfra automatisk armene over hovedet i et forsøg på at beskytte sig. Uanende om hvilke følger der nu kom.
Han mærkede dog ingen smerte. Og som han slog de ellers sammenknebne øjne op, opdagede han hvordan illusionen var brudt og han igen stod alene i hologramrummet. Øjnene faldt først til hans hænder, der selvfølgelig var helt rene, præcis som de skulle være, siden han jo faktisk ikke havde dræbt noget levende væsen.