Jugdement

[Alex Raphael Angelus]

Dagens timer var forbi. Det var de fleste nok glade for. Alex mente i alle fald at mærke stemning af glæde sprede sig hen over skolens område. Han havde selv sagt farvel til dagens timer for en kort tid siden og bedt dem om at øve sig på rollerne til imorgen. Vinterens stykke skulle snart fremvises, men ja de var også ved at have styr på alt. Rollerne var godt fordelt og blev spillet godt. Alex var tilfreds med alt indtil nu. Han havde nogen gode elever der virkelig levede sig ind i deres roller.
Lige nu sad han så på en bænk ved kanten til basketball banens asfalt og studerede de elever der lige nu var igang med et spil. Han legede i sit stille sind dommer og holdt øje med om de fulgte reglerne og spillede fair. Ikke fordi han ville sige noget hvis de snød. Måske, men han var ikke sikker på det var med garanti. Han kunne jo vælge at overse det, da et spil ofr sjov jo ikke skulle tages for alvorligt. Og så dog. Regler var jo regler. Han strakte sig lidt og han havde været forbi sit værelse og skifte sin silke skjorte og vest ud med en mere almindelig trøje. En blazer i dueblå farve. Den var blød og rar. Og så havde han en jakke der lå på bænkes ryglæn til hvis kulden tog til. Han kunne mærke vinden blev koldere dag for dag og selvom solen var fremme og skinnede og gav lys. SÅ var varmen ikke særlig kraftig fra den. Han vendte blikket lidt rundt. Så op over himlen og rundt på de andre elever før han atter så på spillet. Det var jo kun et spil for sjov, men regler var regler og de skulle jo ikke lære at snyderi betalte sig. Så han måtte hellere sørge for at sige til hvis de snød. Ja han sad og diskuterede lidt med sig selv om dette emne. af mangel på andet vel.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Alex ✖ Note n/a

Basketball var Nathaniels absolute yndlingsspil, så lige så snart hans sidste time var slut, var han faret op på sit værelse for at skifte til noget mere sportsligt tøj, en hvid T-shirt og et par sorte, knælange short. Derefter var han taget ned til basketballbanen, hvor et spil allerede var i gang, eftersom mange af eleverne på de lavere årgange havde fri før ham, men ham og de andre sportsfanatikere fra hans årgang havde fået lov at være med alligevel.

Nu var spillet efterhånden ved at være slut. Nathaniel bemærkede, at mange af de andre så udmattede ud, men selv følte han sig frisk, så da en af hans medspillere scorede det sidste mål, der afgjorde kampen, og alle andre begav sig ind på skolen igen, blev han stående på banen. Han tænkte, at han lige så godt kunne spille lidt med sig selv, for det var synd ikke at få brændt al hans energi af, når nu han havde den.
Han driblede bolden hen mod kurven og scorede et enkelt mål. Høj og koordineret som han var, var det ikke noget stort problem for ham. Da han vendte sig rundt for at samle bolden op, blev han opmærksom på en skikkelse, der sad på en bænk nær banen. Det var en lærer. Han havde fulgt med hele kampen igennem, havde Nathaniel bemærket, så måske interesserede han sig for basket…?
Et flabet smil gled over Nathaniels læber, idet han gik over imod læreren.
”Er du for gammel og rusten til selv at spille, siden du bare sidder og kigger på?”

[Alex Raphael Angelus]

Det var ikke fordi grov tale var helt unormalt. Nogle elever var jo bare frække og talte ikke altid lige pænt. Andre var bedre til at vise respekt. Han så op, da en talte til ham. Lige ved første blik da han var startet her havde han troet Nathaniel var Gabriel og omvendt. Men han lærte hurtigt at se forskel på dem. Det var bare lige de første sekunder. Så meget mindede de jo heller ikke helt om hinanden. Han så roligt på Nathaniel og rystede lidt på hovedet. Det rolige og hverdags agtige smil gled let over hans læber mens han så på ham. Stå der helt alene tilbage. "Det har intet at gøre med, at være for gammel eller rusten. Jeg er trods alt ikke engang tredive endnu. Men jeg lader bare jer unge få energien ud. Og desuden vil I nok ikke være henrykte for en lærer på banen i jeres fritid også." ja en del af Alex havde lidt lyst til at grine, men han grinede ikke særlig tit. Og slet ikke nær andre. Han smilede bare fortsat roligt. Han så på ham og kom let og elegant op og stå. Måske han ikke var feminin at se på. Langt fra. Men han var slank og havde elegante træk som han var stolt af. Han gik roligt et par skridt hen mod ham efter han havde fået sin jakke taget op. Hans mobil lå deri og selvom han vidste ingen tog den når den lå lige bag ham næsten, men han havde for vane altid at gå med sin model igennem de sidste par måneder. Det var der en grund til, men det var en grund som han holdt for sig selv. "Og du har som altid en masse energi tilbage Nathaniel." det var dog ikke ne dårlig ting. Måske lidt hvis det var han havde svært ved, at holde sig i ro i timerne, men nu var det jo fritid så der var det kun godt når eleverne kunne foretage sig en masse aktiviteter og være sociale og have deres egne ting "Desuden er jeg mere til svømning og vandring. Boldspil er ikke mit bedste es." Det var efterhånden temmelig almindelig viden på skolen. Alex var enten ude og gå lange ture eller svømmede i en time eller to når han dyrkede fysisk aktivitet.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Alex ✖ Note n/a

Nathaniels smil voksede sig endnu større, da han hørte Alex’ forklaring. Nej, han var jo faktisk ikke så gammel endda – kun små ni år ældre end Nathaniels selv, men når man var i den alder, var ni år altså meget.
”Nej, det ville de andre nok ikke… Men jeg synes det kunne være sjovt.”
Og han mente det. Han ville more sig over at se læreren løbe rundt ude på banen efter en bold sammen med en masse elever, der garanteret var i meget bedre form end ham – eller i hvert fald bedre til basketball.

Han strakte sine arme over hovedet, mens han fulgte Alex med blikket. Det var rart at røre sig efter en lang skoledag, hvor man havde siddet stille i syv timer – eller i Nathaniels tilfælde, næsten syv timer. Han havde besluttet sig for at skulke fra de tre første timer, da han syntes, han godt kunne sove lidt længere. Lærerne var begyndt ikke at sige noget til det, men de var vel også efterhånden blevet træt af ham og Gabriels drengestreger.
”Mhmm,” svarede han blot. Han havde altid en masse energi tilbage, men han fik jo heller ikke rigtigt brugt den i løbet af dagen.
Nathaniel smilede, da Alex nævnte, at han bedre kunne lide at svømme eller vandre. Jo tak, han havde skam oplevet, at læreren havde væk, når han skulle bruge hjælp til en biologi aflevering. Når han kom ind på læreværelset for at lede efter ham, havde han op til flere gange fået at vide, at ’han er ude at gå’, og så kunne der gå et par timer, før nogen fik ham at se igen.
Nathaniel greb denne mulighed til igen at lave lidt sjov med Alex - manden kunne jo tage det, så hvorfor ikke?
"Jeg troede ellers kun det var kvinder, der nød af at svømme og vandre rundt ude i naturen. Det er jo trods alt ikke nogle særligt krævende former for sport."

[Alex Raphael Angelus]

Alex hævede let et øjenbryn. "vandring er mest en form for hobby. Interesse. Men svømning er en sport. Og tro det eller lad være. Det er en hård sport. Prøv du selv at skulle svømme flere baner på sekunder." Men hvis man ikke vidste det så kunne man jo heller ikke særlig godt vide hvor hårdt det var at svømme igennem vand på rekord tid. Men ikke noget han gad diskutere eller stå og små skændes med ham om. Han holdt af sin svømning og det havde han altid gjort.
Han så roligt på bolden som han tog op og driblede et par gange med den før han så på Nathaniel igen. Han kunne nok godt spille et par runder, men han ville næppe udholde et helt spil mod denne livlige energifyldte knægt af en teenager. Han stod lidt med bolden mellem sine hænder og så på ham. Afventende måske. Han ville vel høre m han havde flere kvikke bemærkninger. Og jo han vidste udmærket godt de narrestreger ham og hans bror foretog sig. En ting han måske igen skulle snakke med Gabriel om. Og Nathaniel selvom han nok havde bedst chance for at trænge ind hos hans bror. Det kunne ikke fortsatte i al evighed jo "Kan jeg regne med du dukker op til astrologi imorgen tidlig?" spurgte han roligt med fattet blik. Skiftede emne. Og mellem linjerne spurgte han jo sådan set om knægten igen ville pjække. Påpegede lidt, at han bestemt havde bemærket det.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Alex ✖ Note n/a

Nathaniel sukkede over den andens lidt humorforladte svar, men svarede dog alligevel med et: ”Det ved jeg godt… Jeg har prøvet det.”
Ligesom Alex gad han heller ikke diskutere det, så han lod emnet ligge. Selvfølgelig var han da godt klar over, hvor hårdt det var at svømme. Han havde selv prøvet det, og lige mange hvor mange gange han svømmede, blev han blot mindet om, hvor dårlig han var til det. Han kunne knap nok holde hovedet over vand, men ville han indrømme det overfor Alex? Aldrig i livet!
Han fulgte den anden med blikket, da han gav sig til at drible med bolden. Nå, så havde han da lidt energi i sig.
Han måtte trække skævt på smilebåndet, da læreren spurgte, om han regnede med at møde op til astrologi i morgen tidlig.
”Det kommer virkelig an på, om vi skal lave noget spændende,” svarede han blot.

[Alex Raphael Angelus]

"Dig svømme?" Han måtte lige more sig lidt over det. Han havde altid mest set Nathaniel som en boldspiller, men han kunne jo nok også godt svømme. "Så er det jo nok ikke så tøset en sport alligevel vel?" Han smilede roligt til ham og stod stadig med bolden. han anede ikke selv helt hvorfor, men nu var det blot sådan. Han indså jo så, at det bare havde været en af drengens narrestreger og derfor blev han ikke vred. Han burde jo vide, at han ikke altid kunne tages seriøst. Han måtte se om han ikke snart kunne få ham til bare lidt, at følge med i timerne. Eller bare til at møde op som en start. Men hver ting til sin tid jo. HAn burde nok se sig lidt om og holde øje med ham. Af en sær grund ville han gerne se ham svømme for at få billede på det. Så han med sikkerhed kunne sige, at drengen virkelig svømmede fra tid til anden. Så han ikke bare så ham som en bold idiot. Men måske han snart glemte det hele igen. Det kunne jo ske og det var sket før for ham engang i hans fortid.
Han så på ham igen. nu med lidt mere interesse og opmærksomhed, men også mest fordi de nu var inde på hans emne. Skolelivet og endnu nærmere sagt et af hans fag. Selvom han jo kun var vikar. "Jeg kan forstå på dig du ikke just er fan af nattehimlen? Modsat din bror. Og andre elever. Men alle har jo hver deres smag og lyst. Men derfor ser både jeg og de andre lærer nu gerne du møder op. Om du så kan lide timerne eller ej." Han så lidt alvorligt på ham. En kende strengt også måske, men lige nu var læreren kommet frem i ham. Den lidt hårde lærer der ville have reglerne fulgt.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Alex ✖ Note n/a

Nathaniel hævede et enkelt øjenbryn over den bemærkning. For det første kunne han ikke se, hvorfor Alex morede sig så meget over, at han havde prøvet at svømme – var det ikke meget normalt, at man lærte at svømme i skolen? For det andet forstod han ikke, hvorfor det pludselig ikke var en tøset sport alligevel.
”Så du mener, at fordi jeg svømmer, er sporten ikke tøset mere? Så hvis jeg begyndte at lægge neglelak, ville det så heller ikke være en pige-ting længere?” spurgte han. Han kiggede på læreren med et afventende blik. Mens han gjorde det, dukkede der pludselig et billede op i hans hoved af Alex med langt, tykt skæg – se det ville se sjovt ud. Især fordi Alex var lavstammet af bygning med et mandigt ansigt, og så kunne han lide naturen. Han ville da være en perfekt skovmand... Nathaniel måtte dog hurtigt skubbe billedet ud af sit hoved igen. Han havde det med at drive væk i sine egne tanker, når han ikke rigtigt havde andet at lave.

Nathaniel rynkede lidt på næsen af den andens svar. Modsat din bror… Hvorfor skulle de altid sammenlignes? Selvom de var tvillingerne, var de jo to vidt forskellige mennesker. Godt nok havde Alex været hurtig til at tilføje et ”og andre elever”, men hans svar faldt alligevel ikke i god jord hos Nathaniel. Selvom han kun var nogle minutter yngre end sin storebror og et par centimeter lavere og en del kilo lettere, hvilket jo i grunden ikke var så stor en forskel, blev han altid anset som værende den ”lille” af dem, hvilket måske skyldtes, at han var startet på skolen senere end sin tvilling.
Han tog plads på bænken, hvor læreren før havde siddet, og lænede sig forover, så han kunne hvile sine albuer på sine knæ og sit hoved i sine hænder.
”Du lyder til at vide meget om min bror,” sagde han og løftede det ene øjenbryn. Ordene modsat din bror rungede stadig i hovedet på ham. Alex fik det næsten til at lyde som om, at han havde udvalgt Gabriel som sin yndlingselev… det skulle ikke undre Nathaniel. Selvom lærere foregav at være helt neutrale overfor deres forhold til elever, udvalgte de altid et par, de syntes bedre om end andre, hvilket tydeligt kunne fornemmes.

[Alex Raphael Angelus]

Han rystede lidt på hovedet af ham. "Jeg mener bare, at hvis du virkelig mente det var en 'tøsesport' ville du så selv forsøge den? Du virker som en meget mandig person der helst vil holde sin mandighed ved lige så meget du kan." Han så på ham og fugtede let sine læber med tungen og lod ham lgie få lidt tid til at tænke på det og sikkert finde på et flabet modsvar endnu en gang, men så længe de ikke ligefrem var ude i skænderi eller alvorlig diskussion så kunne de jo godt debattere lidt om det. Det var en god måde, at eleverne lærte snak til at løse problemer og uenigheder istedet for de måske ville ty til deres evner.
At bære skæg var nok en ting Alex ikke ville. Han barberede sig så ofte at stubbene aldrig blev andet end til stubbe. Og nogen gange nåede de næppe det før han fik dem væk. Han var ikke typen der ville bære skæg med sin gode vilje. Han fandt det ikke særlig pænt til sig selv og så var han for ung i sit eget hoved til skæg. Han ville se gammel ud følte han selv og han var jo kun 29 så at se over ti år ældre ud var ikke just et drømme ønske på noget plan i hans liv nu. At sammenligne to tvillinger - eller blot brødre eller søskende generelt - var noget som mange jo gjorde af ren refleks. Men de to lignede jo ikke hinanden ret meget. Det var der ikke nogen tvivl om selvom man jo i starten godt kunne forveksle lidt. Havde han gjort, men det havde han ikke rigtigt nævnt for nogen. Han mente dog intet skidt med det heller. Hans blik på det var sådan set, at det var fint nok de havde hver deres blik på livet. Men derfor kunne han ikke udelade de jo var søskende. Han forsøgte sådan set bare lidt at hentyde til han godt måtte ligne sin bror lidt. De skulle jo ikke gøre alt modsat. Det eneste de havde rigtigt tilfælles var deres narrestreger. Det var så lidt en negativ ting som nok skulle stoppes en dag især hvis det blev værre.

Han mente nu pludselig Nathaniel blev stille hvilket kom som en stor overraskelsen. og at han så gik væk og hen og satte sig gjorde kun Alex mere overrasket. Han tog stille bolden med sig efter at have driblet lidt med den igen og satte sig så hen ved siden af ham med bolden fortsat i sine hænder. Han så på ham da han så talte igen. "Jeg ser ham jo meget til drama.. Der kan man tit få en masse sider at se om en person. Og så ser jeg ham til mine vikartimer. Samt rundt på skolen i fritiden og sådan. Jeg ser jo mange af jer elever hver dag. Når I møder op." Han så på ham og lagde bolden på bænken imellem dem. Han kunne jo ikke ligge den i hans hænder, da han sad som han sad. Han så ikke rigtigt nogen som sin ynglings elev endnu. Så længe havde han jo heller ikke været her. Han ville også gerne give alle en fair chance for at vise hvad de kunne.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Alex ✖ Note n/a

Nathaniel kunne ikke holde et grin tilbage over Alex’ ord. Mandig, ligefrem? Selvom han meget gerne selv ville tro, at han var det, så kunne han ikke helt. Mandig var noget, mænd på Alex’ alder var – Nathaniel var jo blot endnu en forvokset teenager, der kun lige var på vej til at finde sig selv i denne store verden. Selvom han måske var høj og en smule muskuløs af bygning og faktisk var godt på vej til at ligne et voksent menneske, var han jo stadig bare et stort barn indeni, hvilket hans mange drengestreger gennem årene var et udmærket bevis på.
Han rystede på hovedet og undlod at svar. Han kunne sagtens have fundet på et flabet comeback, men han lod være. Han var alligevel ikke sikker på, at det ville falde i god jord hos Alex. Godt nok plejede han ikke at tænke så meget over den slags, men manden her var en lærer, så han måtte lige tænke sig om en ekstra gang, før han fik sagt noget alt for flabet til ham. Det kunne jo trods alt, hvis Alex blev irriteret nok, gå ud over hans standpunktskarakterer. Godt nok var den slags ikke lovligt, men Nathaniel havde før oplevet lærere, der lod deres personlige had til ham å ud over hans karakterer.

Han kiggede op, da han mærkede bænken give under efter en anden persons vægt. Alex havde sat sig ved siden af dem, og imellem dem lå basketballen. Nathaniel gav sig til fraværende at betragte den, mens han lyttede til lærerens svar. Lige meget hvad Alex sagde, så lød det altså i hans ører som om, at han så en del til Gabriel…
De sidste fire ord var dog dem, der fik hevet Nathaniel ud af hans lettere fraværende tilstand.
”Var det en hentydning?” spurgte han og hævede det ene øjenbryn. En hentydning om, at han skulle møde op, måske?

[Alex Raphael Angelus]

Alex vidste, at han jo skulle passe på med folk ikke opdagede eller på nogen måde gennemskuede hans nok dybeste og farligste hemmelighed. Han kunne dog nogen gange komme lidt for langt ud og det måtte ikke ske. Det var lige før det var sket nu.
Han så på ham. "Det var sådan set planen ja. I det mindste lidt oftere end du gør. Ellers må jeg jo lade dig dumpe.. År efter år og så lærer du ikke rigtigt noget. Slev ikke når du er på dit sidste år og er i klasse med de helt unge børn." Han vidste ikke om Nathaniel ville have noget imod sådan noget. At sidde som 27 årig og være i klasse med de helt unge der måske var børn kun. Nok ikke ligefrem særlig sejt. Nok mere flovt. Men det ville jo ende sådan hvis Nathaniel ikke bestod fagene. Han så på ham med sit hoved lagt lidt på skrå og fugtede let sine læber igen. Han så ikke Nathaniel som en mand jo, men han var dog trods alt mere mandig end tøset. Det var mest det han havde ment, men det kunne jo være opfattet på en helt andne måde, men da emnet så ud til at være talt igennem gad hna ikke uddybe sin mening for så måtte han jo enten havde forstået det rigtigt eller blot taget sin egen fortolkning som nok. Han lænede sig roligt tilbage og så på hans påklædning lidt. "Og lad nu være med at ende som syg. Du er allerede langt nok bagud." Han mente det ikke strengt, men bare en høflig påmindelse. Han pegede på hans shorts der jo nok var fine nok til da han havde løbet og spillet bold, men nu han sad stille kunne han let komme til at fryse.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Alex ✖ Note n/a

Nathaniel smilede. Godt nok mødte han ikke op til mange af sine timer, men det betød jo ikke, at han ikke var dum. Hvis blot han huskede at lave sine lektier, burde han godt kunne følge med – sådan da. Men nu var det vigtigste jo også bare, at han bestod sine eksamener.
”Bare rolig, det kommer ikke til at ske,” svarede han. Han lukkede øjnene og lagde hovedet let tilbage. Det kunne godt være, at Alex var bekymret for hans fremtid, men det var han ikke selv. Han tog tingene, som de kom, for hvis han skulle være helt ærlig, så anede han faktisk ikke, hvad han skulle lave, når han engang var gået ud af skolen. Derfor gjorde det ham ikke noget, hvis han blev nødt til at gå et enkelt år om – men rigtigt nok, syv år var måske lige i overkanten…

Han åbnede sine øjne ganske let og kastede et blik på Alex ud af sin øjenkrog, da der igen blev talt til ham. Han kiggede ned på sine shorts, som den anden pegede på. November måned var måske ikke den mest oplagte måned til at rende rundt udenfor iført T-shirt og shorts, men når man bevægede sig, som han lige havde gjort, bemærkede man ikke kulden. Nu, da han sad stille, kunne han dog mærke, hvordan kulden begyndte at snige sig ind på ham...
”Du ved måske ikke, at man ikke fryser, når man motionerer?” spurgte han og løftede sit ene øjenbryn. Det var lidt af en skjult hentydning til, at Alex ikke virkede som typen, der dyrkede særlig meget motion, hvilket Nathaniel selvfølgelig godt vidste var løgn.

[Alex Raphael Angelus]

Alex nikkede bare let. Han håbede og måtte jo stole på eleverne selv vidste hvad de gjorde i visse tilfælde. Han gjorde det lige nu med Nathaniel og han kunne jo ikke gøre andet end undervise og hjælpe. Så måtte de selv samle det så godt de kunne i deres store billede om livet.
"Jo det ved jeg udmærket godt.." Han opfangede det lidt som en hentydning til han nok ikke vidste det siden hans sportsudøvelser skete i vandet som regel eller bare ved at gå og så kunne man jo godt fryse når kroppen ikke blev holdt i højt tempo. Men han undlod at kommentere den mulige fornærmelse som måske havde været der og måske ikke. "Men lige nu sidder du jo på en bænk og det er ikke meget motion over. Og det er nu jeg siger det til dig og ikke da du løb rundt med bolden før. Det er nu du har risikoen for at opfange en virus." Han vidste det kunne ske let, da det var i omløb i de kolde måneder og selvom det ikke var verdens undergang så var det aldrig helt godt, at fange en virus som kunne holde en sengeliggende i en længere periode som ingen rigtigt kunne sætte en præcis længde på. Og hans lærer instinkt fortalte ham, at han skulle påpege over for elever hvis de ikke gik passende klædt. Hvad end det var for udfordrende eller for koldt. Han sad selv roligt tilbage lænet endnu, da han jo selv var påklædt nok til ikke at fryse. Og så havde han en jakke med hvis det blev lidt værre hvis der nu kom en kold vind eller det begyndte at regne. Sne var nok ldit for tidligt endnu, men man vidste jo aldrig.

[Nathaniel Faizel Williams]

 WE STOPPED LOOKING FOR MONSTERS UNDER OUR BED
WHEN WE REALIZED THEY ARE INSIDE US ,
( IT'S STILL CAGED INSIDE OF US ! ) - - - - - - - - - -

Et suk undslap Nathaniels læber.
”Jaja, det ved jeg godt.”
Jo, han var skam godt klar at det netop var nu, hvor han sad stille, at han havde risikoen for at opfange en virus, men det var nu alligevel rart at Alex påpegede det, selvom han måtte indrømme, at ældre mennesker – i den forstand, at de var mindst ti år ældre end ham selv – havde det med at advare én imod alt for mange åbenlyse ting. Ikke gå ud uden jakke på, ellers bliver du syg. Spis sundt, ellers bliver du fed. Lav dine lektier i god til, ellers bliver du stresset og får dårlige karakterer.

”Jeg havde skam også tænkt mig at bevæge mig indenfor nu,” sagde han og nikkede ganske let for sig selv. Hvis ikke det var, fordi han havde opholdt sig selv ved at starte en samtale med Alex, ville han allerede have skiftet til noget varmere tøj nu, og han ville sikkert også sidde indenfor i varmen.
Han lagde hovedet tilbage og kastede et blik op på den deprimerende grå efterårshimmel. Koldt var det, men ikke koldt nok til, at der kunne falde sne; det udelukkede dog ikke, at skyerne kunne flække hvert eneste sekund fra nu af og lade regnen skylle med.

( TAGGED Alex )
( NOTES n/a )
( SONG Risengrødssangen xD )
( TRANSLATE n/a)

[/right]