Just play and have a good time...

[Emelisa Broock]

Aftenen var vel indirekte ved at komme frem, sådan som solen svandt ind og mørket tog over. Det var jo erkendelsen af nat og dag, og denne overgang var i gang var det jo aften. Selvom mange blot anså aftenen som den tid der også var fritiden uden for timerne. Nah, det kunne man vidst ikke placere helt holdent. Men det blev mørkere udenfor, og så var opholdstuen rar at være i, med optændingen og den hyggelige varme. Der var flere af husets beboer der opholdt sig her på denne tid, og denne aften var ingen undtagelse. Også den unge Emelisa kunne findes i opholdstuen, siddende for sig selv med nogle bamser foran sig på gulvet. Mange anså måske Emelisa for at være sky, men egentlig havde hun en god forståelse af hvornår nogle ville belemres med et barn der manglede en legekammerat. Siden de fleste andre også var af betegnelsen teenagere, forstod hun godt at de ikke havde tid til at lege med et barn. Det gjorde nu ikke den unge pige noget. Nej, Selvom hun sad alene, smilte Emelisa stort, som hun legede med sine bamser. Hendes mor havde det med at sende en ny en hver måned, eller slik eller andet. Men det var også sjovt nok, for jo flere bamser hun havde, jo flere historier kunne hun lave. Historier om evner, uforklarlige, som dem hun selv havde, eller som nogle af de andre elever havde. Trods den unge alder, interesserede hun sig nemlig meget for dette fænomen, og ikke mindst hvilke evner de andre elever måtte beside. Trods... denne aften dog blot var en ganske almindelig aften, med leg efter lektierne.

[Aimée Clair Angelique]

Mørket var en af de ting, som Aimée holdte meget af og hun ville ønske at det var der noget oftere. I mørket kunne ingen se hende, ingen kunne gøre hende eller andre noget, og det var hun meget glad for. Folk overså hende nu som regel også, mest fordi hun var i et hjørne det meste af tiden. Denne gang sad hun i et hjørne af opholdstuen, hvor hun tegnede alle tingene om menneskerne omkring sig. Måske skulle hun have spurgt om det var okay, det virkede bare ikke så godt at snakke med andre, siden hun var både konfliktsky og menneske sky. Det var en mærkelig ting, men sådan var hun nu en gang.
Det var længe siden at hun var startet her på skolen. Okay, et år og nogle måneder siden, men det talte stadig og hun følte sig stadig lige genert og langt væk fra alle sine klassekammerater.
Hendes blik gik rundt i rummet et øjeblik. Hun fik øje på en lille pige, der sad med sine bamser og legede. Hvem end det var, lod det til at hun havde det meget sjovt. Uden at tænke nærmere over det, gav hun sig i kast med at tegne hende.

[Emelisa Broock]

Emelisa hævede kun få gange blikket. Det kun for at se hvad folk lavede. For at se om nogle syntes at have noget imod hendes tilstedeværelse. Hun foretrak ophostuen, fordi der var varm og hyggeligt og hjemmeligt. Netop fordi de hjemme ville haft tændt op, og havde sat og hygget. Hendes bror ville vel og mærket have leget med hende. Men pointen var at hun følte sig mere hjemme i opholdstuen end på værelset. Uanset hvor ung hun var i forhold til de andre. Ingen syntes at bemærke hende. Hvilket både var godt og skidt. Hun brød sig vel og mærket ikke om dem der kom hen til hende fordi de havde medlidenhed med hende. Men derfor ville hun aldrig sige nej hvis folk ærligt ville lege med hende. Det var en af de ting hun trods sin forståelse skulle vænne sig mere til. Nu hun ikke havde været der så længe. De mørke rødbrune øjne faldt på en pige. Eller… nej, Emelisa ville nok kalde hende en kvinde. Hun var trods alt ganske smuk. Sådan, køn, som Emelisa håbede på at blive en dag. Den unge kvinde sad for sig selv. Tegnede ansynligt. Hvilket vækkede Emelisas nysgerrighed. Hun var betaget af tegninger. Hendes egne, når det kom til alt andet end tøj, var ikke specielt kønne.
Emelisa tøvede fra at rejse sig. Mest fordi hun først skulle antage om det ville være oki hvis hun forstyrrede. Hun havde allerede oplevet at blive fejet af vejen et par gange af teenagere der ikke havde tid til at barn. Alligevel valgt hun at rejse sig, nu med bamserne i farvnen at nærme sig. Siden den unge kvinde så ud til at være alene, at sidde i en krog for sig selv, lidt lige som Emelisa, antog pigen at det var oki at være nysgerrig og spørge ind til hvad der blev tegnet.
Lille som hun var, var det intet problem at komme gennem rummet og hen til den tegnende. ”Ne… Forstyrrer jeg…?” spurgte hun først høfligt. Selvom hun havde manere og var anstendig, var stemmen stadig af den lille nuttede pige hun var - på ingen måde voksen.

[Aimée Clair Angelique]

Hun lagde slet ikke mærke til at pigen havde opdaget hende. Faktisk, var hun så optaget af hver en lille detalje, at hun havde helt glemt hvor hun var. Med hver enkelt strøg af blyanten, dukkede mere af pigen op på tegningen. Det var nemt at tegne, og sjovt for den sags skyld. Hun havde altid nydt at tegne, mest fordi ingen ville lege med hende som barn og hun var ikke så god til at lege alene. Så hun brugte meget tid med at tegne og læse. Senere med at, spille klaver og danse. Der var intet der ikke blev sjovt for hende at lave til sidst.
Måske var det derfor at hun fik lidt af et chok, da modellen for tegningen pludselig var ved siden af hende, og spurgte om det hun forstyrrede. Hun rystede svagt på hovedet.
”Jeg… øhm…” sagde hun en smule nervøst. Så i stedet for at sige noget, viste hun tegningen til pigen. Da hun ikke var blevet helt færdigt, manglede ansigtet og nogle få af bamserne. Farverne blev nok ikke lagt på, da hun faktisk ikke ejede flere længere. Hun skulle vist købe sig nogle nye. ”Jeg… syntes du ville være flot at tegne.” Hun rødmede en smule af sin ærlighed.

[Emelisa Broock]

Emelisa lod let hovedet glide på sned, som hun så en anelse uforstående og dertil overrasket på den fremviste tegning… Det var jo… Hende? Det var i hvert fald hendes bamser. Og det lignede den kjole hun havde på. Som det slog hende, også ved ordene, at hun faktisk havde været model til denne tegning, forsvandt overraskelsen til dels og efterlod et smil. Tænk at nogle havde gidet tegne hende og hendes bamser! Det var jo vildt. I hvert fald for Emelisa. ”Det er viiiirkelig flot!” lød svaret kort efter begejstret. Hyperhed var ikke noget man som sådan fandt i Emelisa, men hun kunne godt blive ivrig og begejstret mindst lige så let. ”Du er super god til at tegne” tilføjede Emelisa, uskyldig og ”ren” i sine ord. Selvom hun havde hjerne til at kunne lyve og bedrage så let som ingenting, havde hun aldrig haft behov for at bruge sådanne en egenskab. Da slet ikke nu hvor det var sandheden. ”Wooow… Se Ecco, det er dig” lød der leende fra hende, som hun pegede på den ene bamse på tegningen. Snakkede så tydeligt til selv samme bamse i hendes favn. Emelisa var fascineret. Mest fordi hun selv gerne ville kunne tegne sådan. Tegne ting og andre. Selvom hendes behov selvfølgelig rakte til at kunne designe det tøj hun en dag ønskede at lave.

[Aimée Clair Angelique]

Pigen virkede rimelig begejstret, hvilket hun faktisk ikke havde regnet med. Mange på hendes alder, ville nok være lidt fornærmet over at man havde tegnet dem, uden at have fået tilladelse til det. Sådan var det når man blev ældre, regnede hun med, for hun havde vel ikke haft en opvækst ligesom alle andres. Det var forskelligt fra person til person, men i hendes tilfælde var hun opvokset til at blive asocial og opdage hvilken familie hun faktisk tilhørte.
”I må gerne få tegningen,” sagde hun stille. Det var lidt af en overraskelse for hende selv, at hun også nævnte bamsen, det virkede alligevel også normalt på en eller anden måde. ”Men den er ikke helt færdig.” Det kunne tydeligt ses, med de ting der manglede. Normalt gav hun ikke tegninger væk, mest fordi ingen havde bedt efter dem, og hun ikke regnede med at folk ville have en tegning af en person de hverken kendte, eller ville have ret meget med at gøre.
Aimée startede med at tegne pigens ansigt færdigt, sådan så tegningen kunne blive færdig og hun ikke skulle sidde med et ufærdigt arbejde. Hun var ikke perfektionist, hun ville bare helst blive færdig med noget hun startede på. Pigen var så nuttet, som hun stod der med sin bamse i armene. Måske skulle hun spørger efter hendes navn?
”Mit navner Aimée,” sagde hun og smilede lidt til hende. ”Hvad er dit?”

[Emelisa Broock]

Emelisa var faktisk utrolig beæret over at Aimée ville tegne hende og hendes bamser. Specielt fordi Emelisa var sikker på at der var mange andre ting der var langt mere interessante at tegne for en så dygtig til det som Aimée. Yderligere var hun ganske overrasket over at hun måtte få tegningen. Hvilket også tydeligt kunne ses i det unge ansigt. ”virkelig?... Sådan… Helt for mig selv?” spurgte hun undrende. Hun havde aldrig fået en tegning af nogen andre før. Hun havde givet nogle til sine forældre, tegninger der nu hang alle steder på kontoret eller på deres arbejde. Men hun havde aldrig fået en.
Emelisa krammede sine bamser lidt ind til sig, ikke som en form for at trække sig væk, blot for hyggens skyld. Hun lod blikket falde til tegningen, og studerede nysgerrig hvordan hendes ansigt blev tegnet. Hvilket fik smilet tilbage på hendes læber på sekunder. Som navnet blev nævnt, gengældte Emelisa ubetinget smilet. Hun kunne allerede godt lide Aimée rigtig meget. Ikke at hun hadede dem der ikke gad hende. Men når så en på Aimées alder ikke fandte hende, som barn, træls, var det behageligt. Selvom… Dem fra deres hus virkede til at forstå hende bedre end hvis hun forsøgte at snakke med nogle fra de andre huse. ”Aimée-chan” gentog hun let. Betegnelsen efter var af vane. Siden de trods at familien mest var engelsk, holdt ved nogle af de japanske almindeligheder. Hendes bror kalder hun også altid for Nii-chan. Det virkede mere rigtigt? ”Uhm… Mit navn er Emelisa. Men de fleste kalder mig bare Lisa” præsenterede hun sig hurtigt, for ikke at lade sig vente på sig.

[Aimée Clair Angelique]

Hun følte sig både fokuserede på tegningen, men også på pigen. Det var en sær følelse, dog havde hun intet imod den og fortsatte blot sit værk.
”Ja, siden det er dig der er på den, så skal du da have den,” sagde hun stille, en smule nervøst. Det gik ikke så hurtigt med at få tegnet alle de ting der manglede, mest fordi at hun skulle gøre sig lidt mere umage, siden modellen var forsvundet fra den plads hvor hun havde set hende. Da hun endelig var færdig, rakte hun tegningen imod pigen, der nu præsenterede sig med sit navn. ”Det er et smukt navn.” Hun smilede lidt. Af grunde hun ikke forstod, var det meget nemt at snakke med hende. Måske fordi hun var et barn? Hun anede det ikke og hun ville heller ikke finde ud af hvorfor. Det kunne jo være lige meget.
Aimée strøg noget af sit lange hår om bag øret, så piercingerne kom til syne. Armbåndet der sad rundt om hendes håndled, blev også synligt. Guldhjerte vedhænget sad på armbåndet, og fik en lille smule glas af pejsens skær. Hun var kommet til at lægge en illusion om det, uden at vide det. Hendes evne var trods alt ikke en, hun havde helt styr på endnu.

[Emelisa Broock]

Emelisa tog glad imod tegningen da en var færdig. Efter at have sat de to bamser på bordet. I let udtrakte arme betragtede hun mesterværket lidt, studerede billedet med fascination. Emelisa fandt det bar så sejt at hun nu kendte en der kunne tegne sådan.
Hun lagde tegniingen ved siden af sine bamser, og så igen på Aimée. Kun for at blive opmærksom på noget hun ikke havde lagt mærke til før. Smykkerne. Pircingerne var i Emelisas barneøjne smykker, som helt almindelige pæne øreringe. ”Åh? Aimée-chan? Har du mange smykker… som dem der?” spurgte den unge pige nysgerrigt. ”Når jeg bliver stor vil jeg også have mange smykker. Og være super smuk” kommenterede hun, i en mærkelig stolt tone, men typisk kun ville høre fra et barn som sådan en drøm. Hun havde ikke direkte fortalt hvad hun ville. Hun ville aldrig indrømme at foruden at være en smuk kvinde, ville hun designe tøj og være model. Så ville selv Aimée jo grine af hende. Det var hun i hvert fald overbevist om. Hun bemærkede intet om illusionen. Hun havde ikke forstand på den slags, selvom hun havde hørt om det efter at være kommet til skolen. Såååh sejt. Tænk på de lege man kunne have? Ikke lige som hendes simple evne.

[Aimée Clair Angelique]

Det var en rar følelse der gik igennem hende, mens pigen studerede tegningen. Hun havde aldrig følt sig så stolt og så glad, i rigtig lang tid. Ingen havde rigtig sagt noget pænt om hendes tegninger, for hun havde aldrig vist dem til nogen, jo måske hendes forældre når de havde tid, men de strøg det til side som om det ikke var noget særligt.
Hun rørte lidt ved sit øre der var kommet til syne bag alt håret. Hun glemte altid at hun faktisk havde dem, medmindre hun så sig selv i spejlet, eller rørte ved sit øre.
”Tjah, jeg har en del øreringe,” sagde hun med et lille smil på læberne. ”Jeg har dog ingen ringe eller halskæder, kun det her armbånd.” Hun viste hende armbåndet. Den betød meget for hende, og hun ville ikke give det fra sig, om det så tog livet af hende for at beholde det, så måtte det være sådan.
”Jamen, du er da smuk lige nu,” sagde hun, tøvede lidt, inden hun forsigtigt strøg Emelisa over håret.

[Emelisa Broock]

Emelisa studere bade øreringen og armbåndet med en barnlig nysgerrighed. Hun synes smykker var pæne, i hvert fald de fleste af ham. Hun var dog mest til sølv, da selv for hende kunne guld blive for prangende. Ikke at hun som sagt havde ejet nogle ægte smykker. Hun havde en halskede som hun havde fået af sine forældre et år tidligere. Men det var ikke ægte sølv.
Emelisa hævede blikket og mødte Aimées ved ordene. Var hun smuk lige nu? Et sted nød hun at blive strøget over håret, på den måde at det mindrede hende lidt om hjemme. Som værende fars og mors pige, savnede hun allerede sine forældre godt. At Aimée nu var så sød og venlig imod hende, lettede hjemveen lidt. Emelisa smilte glad, så det ikke var til at tage fejl af at hun var taknemmelig for Aimées ord og handling. ”Taak Aimée-chan… Men jeg vil stadig være lige så smuk som dig… Når jeg bliver voksen” kommenterede hun, hvorefter der fulgtes en let latter.