Dancing alone

[Aimée Clair Angelique]

Det var sent på eftermiddagen, og det var et lidt kedeligt vejr udenfor. Gråt, trist nærmest. Det chikanerede ikke Aimée, der befandt sig inde i spejlrummet. Hun var i gang med at stække godt og grundigt ud. Hun havde smidt sin sportstaske i det ene hjørne, hvor der lå en masse ting i, som hun ikke rigtig havde helt styr på. Hun var i klædt balletsko, en form for gamacher og en stram kort ærmet bluse. Det var rart at være her i stilheden. Der var ingen i spejlrummet, hvilket hun syntes var en smule mærkeligt siden det var et rigtig skønt sted at opholde sig. Tanken om at hun havde gået på skolen i et helt år, var uvirkelig for hende og samtidig var hun rigtig glad for det. Ikke fordi hun ligefrem havde nogen venner, siden hun opholdte sig rigtig meget for sig selv, og helst ikke ville komme for tæt på andre, af ren frygt for hvordan det kunne udfolde sig. Da hun havde strækket sig godt og grundigt, tændte hun for ghettoblasteren. Musikken fyldte lokalet og hende med en stor ro, og hun startede roligt op med at danse. Selvom hun ingen havde at dele dette med, den sjove fornemmelse af at lade sine bevægelser udtrykke sit hjerte fuldt og helt, var hun tilfreds med den tilværelse hun levede i. Måske ville det ændre sig?

[Theodore de Chavalier]

Spejlrummet. Theo havde allerede været i det mærkværdige rum en gang før, men da havde det været mørkt, så han havde ikke kunne se meget andet end en masse refleksioner af sin egen mørke silhuet samt den pige, der også havde befundet sig i rummet. Arnleif var vist hendes navn, så vidt han huskede. Han havde fået sig noget af et chok, da han fandt hende siddende midt ind i rummet, men nu var det lyst, så den slags små overraskelser blev han vist fri for denne gang.
Allerede inden han nåede spejlrummet, hørte han musik, der strømmede ud derfra. Døren stod på klem, så han tog chancen og skubbede den forsigtigt op. Han var godt klar over, at det var uhøfligt bare sådan at bryde ind, men han kunne ikke lade være. Han ville jo bare lige tage et hurtigt kig og så gå igen…
Han stak sit hoved indenfor og fik med det samme øje på en pige, der dansede. Theo havde aldrig set nogen danse før, i hvert fald ikke udenfor tv, så det var fascinerende at se, hvor glidende hendes bevægelser var. Hun mindede ham om et eller andet, men han kunne ikke sætte en finger på hvad…

[Aimée Clair Angelique]

Hun var ikke klar over at han var til stede. Slet ikke. Hun nød blot musikken der flød igennem hende. Dansen som hun fortsatte, uden at lægge mærke til ret meget omkring sig. Det var tydeligt at hun var meget langt væk, i en helt anden verden, sin egen drømme verden hvor alting gik efter hendes hoved. Hvor alting var godt og intet ondt kunne overgå hende. Ikke at der skulle ske hende noget ondt her, men stadig, fortiden var en del af hende også selvom det aldrig var hende der var sket noget med. Det havde altid været alle andre.
Da hun startede på en piruet, fik hun øje på en person der stod i døråbningen og af ren forskrækkelse, stoppede hun midt i sin bevægelse. Resultatet blev at hun faldt på halen og kiggede på ham, en hel del forbløffet og genert. Det var ingen hemmelighed at hun dansede ballet, men normalt så viste hun det ikke frem for andre mennesker. Ikke fordi det var spor pinligt, det var bare hendes egen ting, noget hun gjorde alene og hun havde aldrig delt den glæde, der fyldte hende når hun dansede med nogen eller noget overhoved!

[Theodore de Chavalier]

Kun et hurtigt kig, og så ville han gå igen… Bare et par sekunder til…
Theo skulle til at vende rundt og lukke døren bag sig, da pigen pludselig, i begyndelsen af den næste piruet, stirrede direkte på ham. Åh nej… Han var opdaget. Hans første indskydelse var at løbe sin vej. Hvis han var hurtig nok, ville hun måske ikke nå at studere hans ansigt nærmere, og så ville hun ikke kunne genkende ham, hvis den pinlige situation skulle opstå, at de løb ind i hinanden igen en dag.

Han stod i lidt af et dilemma, men da pigen faldt på halen, tog han sin beslutning. Han skyndte sig ind i spejlrummet og faldt ned på knæ ved siden af hende.
”Undskyld, undskyld, undskyld… Er du okay?” Han kiggede undersøgende på hende. Hvis hun havde brækket eller forvredet noget, var det hans skyld, for det var ham, der havde forskrækket hende. "Det må du altså virkelig undskylde... Jeg skulle have sagt noget."

[Aimée Clair Angelique]

Hun betragtede ham mens han kom ind i rummet, i et raskt tempo og satte sig på knæ foran hende. Hun kiggede egentlig blot på ham i nogle sekunder, inden hun blinkede et par gange og rødmede en anelse.
”Jeg er okay,” mumlede hun. Kinderne begyndte at få sig en rosa rød farve. Hun var ikke flov over at være faldet, men mere det at hun ikke havde bevaret sin fatning, da hun opdagede at han havde set hende. Der var jo intet at blive forskrækket over. *Altså nu er der i hvert fald ikke..* tænkte hun. Aimée forsøgte sig med et lille forsikrende smil, men det var tydeligt at hun normalt ikke smilede til andre. ”Der skete ikke noget..” Hun vrikkede lidt med fødderne og hænderne, for ligesom at vise hun var okay og intet var brækket eller forvredet. Musikken kørte stadig, den fyldte rummet med ro, men den rørte ikke længere hende. Ikke på samme måde i hvert fald, nu dansede hun jo heller ikke i øjeblikket.

[Theodore de Chavalier]

Hun var okay… Godt. Theo følte sig lettet, for han ville ikke ane, hvad han skulle gøre, hvis hun var kommet til skade. Så var det vel ham, der skulle hjælpe hende ned til skolesygeplejsken og forklare, hvad der var sket…
Han bemærkede, at hun rødmede, hvilket fik ham til at føle sig en anelse forlegen. Han rejste sig op igen og trådte et skridt bort fra hende, alt imens han lagde sine arme over kors. Han følte sig pludselig utroligt akavet og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sine hænder, så det virkede som den bedste løsning for ham at folde sine arme.
”Åh… Jamen, det var da godt,” svarede han.
Musikken trængte pludselig igennem til ham igen. Den virkede en smule malplaceret. Balletdanseren var faldet, så det virkede mærkeligt, at den bare spillede videre.

[Aimée Clair Angelique]

Idet han rejste sig og trådte et skridt bort, føltes stemningen en hel del akavet. Hun kom på benene og gik over til ghettoblasteren, der blev slukket, dog efter hun havde fået sin cd tilbage. Den blev lagt ned i sit cover og ned i tasken. Hendes opmærksomhed var rettet imod ham igen.
”Det er det vel,” sagde hun og havde en underlig fornemmelse af, at hun burde sige noget mere, eller bare gøre et eller andet. Hun gjorde ikke noget. Hun sagde ikke mere. Hvad skulle hun også sige? Med stilheden lagt over dem, virkede det hele lidt meningsløst. Uden at tænke over det, lænede hun sig op imod et spejl og betragtede ham igen. Det var ikke pænt at stirre på folk. Men hvad skulle hun ellers gøre? Han virkede både ny og samtidig bekendt, det var en mærkelig kombination og noget sagde hende at det ikke var sidste gang hun ville støde på ham. ”Må jeg spørger om.. hvad du lavede ude foran døren?” Endelig fandt hun noget at sige, men det lød bare ikke særlig normalt at spørger om. Hun kiggede på, og følte sig lille bitte, måskede virkede hun også sådan.

[Theodore de Chavalier]

Stilheden var noget af det værste, Theo kendte til. Den var en velkommen gæst, når han var alene, men når han var sammen med andre, var den en ren dræber. Han havde aldrig været god til at være på tomandshånd med andre; han kunne bedst lide at være sammen med flere af gangen, for når han var alene med en anden, kom den altid. Stilheden. Den var akavet og irriterende, og fik ham til at føle sig utroligt malplaceret.

Heldigvis brød pigen stilheden. Hans hjerte sprang et slag over af ren og skær forskrækkelse over, at stilheden blev brudt. Han havde ikke regnet med, at hun ville sige mere, og han var så småt begyndte at udtænke undskyldninger for at smutte derfra.
Hvad lavede du ude foran døren?
Spørgsmålet måtte jo komme før eller siden. Han bed sig i læben. Han ville egentligt helst have undgået det, for han havde på fornemmelsen, at hun troede, han havde holdt øje med hende længe, men på den anden side, så gav spørgsmålet ham en chance for at forklare sig.
”Du må ikke tro, jeg holdt øje med dig.” Han rynkede let på brynene. ”Jeg hørte bare musik herindefra, så jeg ville se, hvad det var. Jeg faldt vist lidt i staver.”
Han trak på skuldrene og gav hende et undskyldende smil.

[Aimée Clair Angelique]

Svaret kom både bag på hende og dog ikke. Hun havde ikke regnet med at han havde holdte øje med hende, forfulgt hende eller noget i den dur. Men hun havde ikke regnet med at det var et så enkelt svar. Det gav mening, og hun smilede venligt tilbage, selvom hun ikke rigtig kunne finde på mere at sige. Hun kiggede på ham i lang tid, inden hendes blik bevægede sig lidt væk.
Det at snakke med andre, var ikke spor let for hende og faktisk foretrak hun at være alene. Det gjorde det nemt for hende og for andre. Hun havde aldrig været særlig social, og det var svært at starte på noget, som hun knap nok kendte til. Fordi at ingen havde lagt særlig meget mærke til hende som lille. Måske bortset fra babysitteren, men det talte da ikke!
Aimée vidste ikke hvad hun skulle sige, og hun overvejede lidt at tage sine ting for at gå. Det her gik jo ikke særlig godt, selve mødet med ham havde ikke fået den bedste start og hun havde ikke regnet med at det ville blive bedre.

[Theodore de Chavalier]

From the dawn of time to the end of days
I will have to run, away

Tagged Aimée ✖ Outfit n/a

Stilhed. Igen. Theo fik hurtigt fastslået, at hun ikke var den snaksalige type. Selv var han heller ikke specielt social, men hvis nogen snakkede til ham, ville han da med glæde snakke med dem. Han hadede dog når det var ham alene, der skulle sørge for at holde samtalen kørende. Det var ikke særlig rart hele tiden at skulle tænke på, hvad han skulle sige, og i længden blev det også alt for kedeligt, at den anden slet ikke bidragede til samtalen.
”Så… du danser?”
Et halvhjertet forsøg, men det var da et forsøg. Hun ville sikker bare svare ’ja’, og så ville samtalen være død igen, men på den anden side kunne hun også vælge at fortælle lidt om sin dans, og så ville han måske kunne få banket de flugtplaner, der hele tiden forstyrrede hans tanker, ud af hovedet.

[Aimée Clair Angelique]

Et spørgsmål, noget at sige, var hvad hun ledte efter. Noget der kunne bryde den stilhed, som hun var så vant til, men ikke på denne måde. Hun kæmpede virkelig med at finde noget at sige. Noget positivt. Et eller andet, hvad som helst. Men han kom hende i forkøbet. Det var nok et spørgsmål hun kunne blive ved med at svare, korte og lange sætninger, der var bare det at hun var bange for at åbne sig for meget.
”Ja, jeg har danset lige siden jeg var lille,” sagde hun stille. Aimée rykkede sig væk fra spejlet, og stillede sig på tæerne, hun tog nogle små danseskridt. ”Den dans du så det kommer fra Nøddeknækkeren… jeg husker bare ikke hvilken del af stykket.” Hun rødmede lidt, men blev ikke rigtig flov over tanken. Hun drejede en enkelt gang rundt og stoppede så op. Hun stillede sig på flad fod, siden det måtte se mærkeligt ud når hun bevægede sig rundt på tær.
”Hvad med dig? Har du en form for fritidsaktivitet?” spurgte hun, og var ved at slå knuder på tungen, på grund af det sidst ord. Det var måske ikke det bedste spørgsmål i verdenen, men måske kunne det få en samtale i gang? Og så ville den akavede tavshed måske forsvinde?