Be or not to be

[Theodore de Chavalier]

(UndskyldundskyldUNDSKYLD for det sene svar D: Jeg troede, jeg havde svaret allerede.)


Det gik op for Theo, at han nu for anden gang havde sagt noget, som Arn ikke lod til at bryde sig om. Han bed sig i læben og nøjedes med at nikke, da hun fortalte om sit hjemland. Han kunne godt fornemme, at han burde lade emnet ligge nu.
Hun spurgte om noget med England, men Theo hørte knap nok efter, for hun gik tættere på ham. Hvorfor gjorde hun nu det…? Havde hun ikke allerede fornemmet, at han ikke brød sig om andre menneskers nærvær, da hun gav ham hånden.
”Øhm… øh… det…”
Han kunne ikke finde de rigtige ord, for han havde ganske simpelt ikke hørt, hvad hun havde spurgt om. Han havde alt for travlt med at fokusere på, at hun var rykket tættere på ham.

[arnleif]

Arnleif kiggede på ham med et roligt blik, og stod der noget tid, og ventede på svar, men kunne mærke det ikke rigtigt kom.
Hun smilte da hun kunne fornemme det var fordi hun var kommet for tæt, så havde hun da også fundet ud af hvad hun ville, hun kunne ikke få noget ud af ham.
Hun var selv meget angst for nærkontakt i lang tid efter hendes bortførelse, men hun fandt ud af hvis det var hende der nærmede så andre var det ikke ligeså slemt, nu havde hun bare fundet ud af at udnytte det til at flirte med nogen drenge som faktisk faldt for den med at stille sig tæt på og virke lidt ekstra sød, som hun altid gjorde for at se hvor meget hun kunne komme ind på dem og få dem til at gøre ting for hende, så det var nærmest et lille spil for hende.
Arn kiggede roligt studerende på Theo, men smilte så faktisk ægte og venligt og gik elegant nogen skridt væk fra ham igen og hun lændte sig så op af spejlet " når men hvordan var det så i England?
Man kunne mærke på hende det faktisk gjorde hende glad at hun ikke kunne komme så tæt på Theo så nemt

[Theodore de Chavalier]

Stilheden bredte sig, og Theo syntes, hele situationen blev mere og mere akavet. Han anede simpelthen ikke, hvad han skulle sige for at bryde stilheden, så da Arn sagde noget, åndede han lettet op. Godt… Så behøvede de ikke længere at stå og glo ud i luften.
Hendes spørgsmål kom dog noget bag på ham. Var hun ankommet i et rumskib eller sådan noget?

”Øhm… Ikke for noget, men du er vel klar over, at vi er i England lige nu, ikke…?” spurgte han forsigtigt. Hvis hun havde en eller anden idé om, at de var i et lyserødt eventyrland, ville han helst ikke sprænge den bobbel af fantasi, hun levede i.

[arnleif]

(hmm skal sige den fejl med det er ikke Arns skyld men Josefines i virkeligheden der ikke aner hvor det er....)

Arn kiggede lidt ind i spejlet og ventede på svaret
og hørte hvad han sagde, man kan se på hende at hun lige følte hun dummede sig" oow, glemmer jeg engang imellem når jeg ikke kommer så meget ud for skolens område" Hun giver sig selv et smølfespark i panden. " kan du glemme det spørgsmål ?"

Arn rømmer sig lidt og prøver få flov heden lidt væk, hun flytter genert håret lidt igen.
" vi prøvet et andet spørgsmål hvordan var der det område du boede før skolen, hvis jeg må have lov at spørge? " hun flyttede lidt på fødderne og ville helst tænke på noget andet end hun lige havde dummet sig ret meget ....

[Theodore de Chavalier]

Theo smilede skævt. Alle lavede små fejl en gang imellem, så det var ikke noget, han havde tænkt sig at kommentere. Han ville bare lade emnet ligge og i stedet fokusere mere på det spørgsmål, hun lige havde stillet ham.

”Tjoh, det var vel… fint nok.”
Theo bed sig i læben. Før sin rejse hen til skolen, havde han ikke set området omkring sit hjem i flere år, så han var nok ikke lige den rette til at fortælle, hvordan der var der. Han trak blot på skuldrene og lod som om, at det ikke var et samtaleemne der interesserede ham, hvorefter han stillede hende et spørgsmål:
”Hvor længe har du gået på skolen?”

[arnleif]

Arn tænkte lidt over hans svar.
hun fik lidt lyst til at prøve at se om der var mere, men hun tænkte det nok var bedst at lade det ligge, han virkede også selv som om det ikke var videre interessant.

Arn havde vendt sig til at stå med ryggen op af spejlende, og kiggede så på Theo igen da han havde stilet hende spørgmålet
" jeg er her på mit andet år, og stadig kan jeg farer vild her på skolen"
hun kiggede op på månen og den klarer himmel " men her er altid en meget smuk nattehimmel.... Dog slår den ikke den islandske himmel" hun smilte og kiggede over på Theo

[Theodore de Chavalier]

From the dawn of time to the end of days
I will have to run, away

Tagged Arnleif ✖ Note n/a

Theo kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over hendes svar. Hun var på andet år, og så farede hun stadig vild… Han var glad for, at han havde sin gode stedsans, ellers ville han være fortabt på et stort sted som dette. Godt nok havde han fået et kort over skolen dengang han kom hertil, men det var jo ikke et, han altid lige havde i baglommen hver dag.

”Er det ikke også noget med, at I har nordlys der? Eller er det kun på Grønland?” spurgte han interesseret. Han havde tit set billeder af nordlyset, og det var noget af det smukkeste, han nogensinde havde set. Tænk at opleve det i virkeligheden... Som han stod der og betragtede Arnleif, blev han pludselig helt misundelig på hende. Heldige pigebarn...

[arnleif]

Arnleif smilede en smule " jo hverdag, og man bliver aldrig træt af det. jeg har endda selv malede mit værelse med det
Hun kiggede op på månen igen og tænkte at himlen var det eneste hun savnede for Island.
" nu vi begynder vide så meget om hvor hinanden er fra, så kommer spørgsmålet. Hvad laver du i din fritid på skolen, og hvad er dine interesser ? "
Arn stod let og legede tommelfinger krig mens hun ventede på svaret

[Theodore de Chavalier]

From the dawn of time to the end of days
I will have to run, away

Tagged Arnleif ✖ Note n/a

Theo kastede et blik ud af vinduet. Den smukke, mørkeblå fløjshimmel med de strålende stjerner spredt ud over sig som årets første snefnug en tidlig decembermorgen virkede pludselig så kedelig… Nej, kedelig var ikke ordet. Almindelig var, hvad den var. Almindelig og hverdagsagtig. Hvis bare der var et langt, bølget bånd af alverdens farver, der ville lyse himlen op, bare engang imellem, så ville himlen straks blive mere spændende at se på.

”Det gad jeg godt at se – både det virkelige nordlys og det på dit værelse.”
Theo smilede oprigtigt. Nu havde han da fundet ud af, at hun var fra Island, kunne lide at male og var kronisk desorienteret. Han havde indtil videre kun fortalt hende, at han var fra England, men der gik da heller ikke lang tid, før hun også begyndte at udspørge ham.

”Tjah… Jeg kan også godt lide at male, men jeg spiller mest musik,” svarede han. ”Hvad med dig?”

[arnleif]

Månen skindte indover hvor Arn og Theo stod og det var egentligt det eneste punkt i rummet hvor man kunne se ordenligt hvad det var rundt om os.

Hun vendte blikket mod Theo igen, men legede stadig tommelfingerkrig
" du kan altid komme på besøg og kigge, har også flere billeder af det, og en enkelt video, men desværre ikke så godt som i virkeligheden "

Hun lyttede interesseret til hvad han sagde og nikkede
" Så har vi da nogen ting til fælles.. Jeg spiller også, men synger mest. også skriver jeg en smulle noveller.. Hvilke instrumenter spiller du og hvilken stil ? "

Hun spillede selv meget klassisk og kunne spille Klaver og violin, som hun havde spillet og trænnet meget indædt siden hun var 3 år gammel. Men hun elskede mange slags forskellige musik, og syntes altid det var hyggeligt at møde andre der også spillede musik, og der lod til der faktisk var en del på denne skole som holdte af musik.

[Theodore de Chavalier]

From the dawn of time to the end of days
I will have to run, away

Tagged Arnleif ✖ Note n/a

Theo trak på skuldrene. ”Sådan er det jo. Man kan ikke fange virkeligheden på film.”
Han lyttede til, hvad hun havde at sige, og det overraskede ham egentligt ikke, at hun også interesserede sig for musik. Det var der virkelig mange her på skolen, der gjorde, havde han erfaret.

”Jeg spiller klaver, violin og lidt guitar, og hvilken stil jeg spiller… Tja, hvad der nu lige passer til mit humør,” svarede han og smilede. Der var ikke noget værre end at sidde og spille et trist klassisk stykke musik, når man var i strålende humør, og langt hellere ville spille noget gladere musik.