Enjoy what is left of the green and colourful

[Emelisa Broock]

Selv hen på efteråret syntes blomsterhaven at være… så speciel og dejlig at være i. Selvom det efterhånden også blev køligere og køligere at være udenfor. Sådan som vinteren inden længe ville tage over. Men vinteren betød jul og derfor elskede Emelise vinteren. Desuden kunne hun godt lide sne. Så længe ingen kastede det efter hende mod hendes vilje eller generede hende med det kolde stads.
Lige nu var det dog ikke så koldt. Specielt ikke med en god jakke på, sådan som Emelisa havde det over den sædvanlige kjole. Hun sad i blomsterhaven, for sig selv mere eller mindre. Nogle elever var at ane i par eller grupper rundt omkring. Men Emelisa sad roligt for sig selv, smilte dog stort, som hun i hendes verden ikke var alene. Overfor hende i græsset sad en halvstor bamse, simpel i sig selv, men ganske nuttet. Ecco, som bamsen hed, hang lidt. Hvilket Emelisa blot forestillede sig var Ecco der betragtede biller i græsset. Pigen selv, sad og samlede sammen de små smørblomster der havde spredt sig i græsset, og forsøgte uden synderlig held at flette dem sammen i et forsøg på at ville lave en krans til Ecco.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note n/a

Blomsterhaven havde altid været et af Nathaniels foretrukne opholdssteder, fordi der altid var så stille og fredfyldt. Selvfølgelig kunne man risikere at støde på andre elever ind imellem, for det meste nyforelskede par eller blomsterglade piger, men der var ingen, der løb rundt og råbte og skreg og kastede med bolde og hvad folk nu ellers kunne finde på.

Havens blomster var efterhånden gået i hi for vinteren, så der var ikke mange, der gad nyde blomsterhaven lige for tiden. Det betød bare, at Nathaniel havde fred til at gå rundt for sig selv. Eller, det troede han i hvert fald, lige indtil han fik andet bevist, da han var ved at falde over en bamse i græsset. Han gjorde et lille hop til siden og drejede hovedet for at se den bamse, han nær var faldet over. Den var væltet forover i græsset, og overfor den sad en lille pige, der ikke kunne være mere end ti år – højst. Hun var vel otte eller ni.
”Det må du meget undskylde, lille frøken,” smilede Nathaniel, idet han bøjede sig ned for at sætte bamsen op, som den havde siddet før hans fod havde ramt den.

[Emelisa Broock]

Emelisa havde ikke bemærket fyren der nærmede sig. Hun var godt i gang med at fejle i at få de små stilke til at flette sig sammen. De ville bare ikke. Men det gik ikke synderligt den lille pige på. Nej, hun nød blot at have noget at lave. Specielt når hun nu kunne nyde naturen. Det sidste af sommeren. Hun blev dog overrumlet, overrasket, som hendes yndlingsbamse faldt forover i græsset. ”Åh! Ecco!” udbrød hun, på nippen til at gribe bamsen for at kramme denne. En andens hænder fandt dog en væltede bamse før hun gjorde. Fyren der var kommet til at puffe til Ecco. Usikkert så hun op på ham. Bedømdte ham dog hurtigt til at være mere eller mindre okay. Han undskyldte. Og satte Ecco op igen. ”… Uhmm… Det er oki” mumlede hun dog, med et let smil til fyren. Hun samlede først en smørblomst op og satte den fast på Eccos tøj. Fandt derefter en anden og rakte den til fyren. Sådan… Et tak? Han havde jo ikke gjort det med vilje. Og Ecco var kun en bamse, han følte ikke smerte som de ville gøre det.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note n/a

Nathaniel smilede blot til hende. Han var godt klar over, at nogle børn kunne leve sig lidt for meget ind i det, når de legede med deres bamser. De kunne bilde sig selv ind, at de vatudfyldte stykker stof rent faktisk var levende, hvilket var grunden til, at han blev en smule overrasket over, at hun tog det så pænt. Han havde regnet med, at hun ville reagere voldsommere, men det gjorde ham blot lettet, at han havde taget fejl i sine antagelser.
Han skulle til at vende sig om og gå videre, da han så, at pigen rakte en smørblomst mod ham. Hans smil voksede sig endnu større, idet han bøjede sig ned og tog imod blomsten.
”Mange tak skal du have, prinsesse,” sagde han og gjorde et lille buk for hende. Normalt var det sjældent, at han opførte sig så høfligt over for andre, men det var mindst ti år siden, han sidst havde haft chancen for at leve sig ind i en leg på den måde, så han kunne vel ligeså godt gribe chancen nu, hvor den var der…

[Emelisa Broock]

En rosa farve, dækkede let de lyse kinder ved ordene. Flovt som det jo lidt var, sådan at blive kaldt prinsesse. I hvert fald af en fremmede. Hun vidste godt hun kun var 8, også selvom hun var klogere end en på den alder… Hun ville næppe nogen sinde falde for nogle af disse teenagefyre, men det betød dog ikke at det slet ikke var det samme er blive kaldt prinsesse af denne fremmede fyr, som når det var hendes far der kaldte hende det. Og når det var hendes far så havde hun jo vænnet sig til det. Hun vidste jo godt hun var hendes fars prinsesse og alt det.
Hun tøvede kort, men så gled en let smil op på de lyse læber, som hun tog Ecco i favnen og kom på benene. Hun var på ingen måde nær så høj som ham. Men det generede hende heller ikke synderligt. Der var altid fordele ved at være mindre end de andre. Specielt med hendes evne. ”Mit navn er Emelisa… Og det her er Ecco, min bamse” præsenterede hun dem, med sædvanlig høflig atityde. Hendes mor havde mindet hende om at hun måtte være åben og imødekommende, selv hvis nogle ikke så ud til at ville være ven med hende. Selvom hendes mor ikke havde behøvet minde hende om sådan noget. Desuden kunne hun ikke se hvorfor det skadede at prøve at snakke med ham. Måske ville han ende med, mod alle ods vel, at lege med hende.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note undskyld det korte svar, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive. >w<

Nathaniel kløede sig i nakken, da hun præsenterede sin bamse. Selvfølgelig…
”Jeg hedder Nathaniel,” sagde han.
Han lagde skiftede vægten fra det ene ben til det andet, mens han overvejede, om han skulle blive eller bare gå videre. Han tvivlede på, at der ville ske meget mere, for børn plejede ikke at være så udadvendte. Det overraskede ham faktisk, at hun overhovedet gad tale med ham. Det ville han ikke have turde, da han var otte. Gennem en otteårigs øjne var alle over tolv år voksne og store og farlige, uanset alder eller udseende.

[Emelisa Broock]

Emelisa havde det jo netop ikke på denne måde. Måske fordi hun havde en storebror. Hun var ikke naiv, men ønskede da at se det gode i andre. Desuden vidste hun jo godt at hun skulle løbe hvis nogle syntes at være enten imod hende, eller for ivrig efter at ville hende noget. Specielt hvis hun ikke kendte dem. Hun anså dog ikke Nathaniel som farlig. Han virkede jo sød og imødekommende? Og syntes ikke at blive generet af at hun kun var et barn. Desuden, kunne hun altid let komme væk takket være sin evne. En dag når hun var stærk nok, var hun umulig at stoppe. ”Nathaniel? Vil du lege med mig? Vi kan lege gemmeleg?” spurgte hun forsøgende. Hovedet hvilede let på skrå, som de mørke øjne var spørgende. Hun tippede let på tæerne, som hun kun var ivrig efter et svar. Hvem vidste, måske havde Nathaniel tid til at lege gemmeleg med hende.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note n/a

Om han ville lege gemmeleg? Godt nok var Nathaniel meget barnlig af sind, men gemmeleg ligefrem? Han kunne ikke lade være med at kaste et blik over skulderen. Sæt nogen så dem… Godt nok havde han oplevet mange pinlige ting i sit liv, men hvis nogen så ham side bag en busk i et forsøg på at gemme sig for en otteårig pige, ville han nok blive gjort rigtig meget til grin.
Han overvejede et kort øjeblik at indgå til at lege gemmeleg, og lade hende starte med at gemme sig – i mellemtiden kunne han jo så stikke af… Men det ville måske være lige hårdt nok, selvom pigebarnet nok ikke ville tage det så tungt. Han kunne jo altid bare sige, at han skulle på toilettet eller noget i den dur, men han kunne alligevel ikke få sig selv til det. Det ville være synd.
”Jeg ved ikke rigtigt…” svarede han og gned sin ene skulder.

[Emelisa Broock]

Emelisa betragtede roligt Nathaniel som han forsøgte at komme frem til en beslutning. Det var tydeligt hvordan der var forskel på typer. Hendes egen storebror ville ikke have tøvet med at ville lege med hende. Selv hvis nogen så dem. Men hun forstod skam også godt Nathaniel. Hun kunne godt selv se at han sikkert ville blive til grin hvis nogen så dem. Det der med at have et ry var en fornurlig ting. Hun måtte huske på at hun aldrig måtte bruge tid på at gå op i hvad andre tænkte og sagde når hun blev ældre.
”Nathaniel? …. Det er okay hvis du ikke vil…” Svarede hun blot med et let smil og en glad latter. Han skulle da i hvert fald ikke have et besvær med at skulle bestemme sig. Over noget så simpelt. Hun overlevede jo nok at han ikke lige ville lege med hende. ”Jeg forstår godt hvis du ikke vil” tilføjede hun roligt. Helt mild og blid. Hun kunne ikke blive vred over noget så simpelt. Hun sænkede let blikket til Ecco, og klappede sin bamse let på hovedet med en glad mine. Hun ville eventuelt bare gå ind og tegne så. Når nu ingen havde tid til at lege med hende.

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note n/a

Selvom Emelisa både smilede og endda også slog en let latter op, kunne han ikke lade være med at føle sig en smule skyldig. Hvordan ville han måske ikke selv have det, hvis han var otte år gammel og var blevet afvist på den måde?
Han bed sig i læben og kastede et blik omkring sig. Hvad skulle han dog gøre? Han vendte sig imod hende og skulle lige til at undskylde, da en tanke slog ham. En genial idé. Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det før?
”Men, men, men,” begyndte han og smilede stort, ”jeg kan lære dig at spille basketball, hvis du vil?”
Han hævede begge øjenbryn og stak hende et afventende blik. At rende rundt på basketballbanen med en otteårig var knap så ydmygende som at blive taget i at sidde og gemme sig bag en busk. Hvis nogen fik øje på dem, mens de spillede, ville det jo også kun en bonus, for piger kunne jo godt lide mand, der havde forstand på børn, ikke?

[Emelisa Broock]

Emelisa der ellers roligt smilte, så undrende op på Nathaniel ved foreslaget. Han ville godt spille… basket? med hende. Basketball… Hun vidste godt hvad det var. Dette spil. Hun havde bare ikke spillet dét, ellers så synderligt mange andre boldspil i sit liv. Hendes forældre havde aldrig fundet det passende til deres lille engel. Ikke at hun derimod havde været tvunget til at lære noget som helst andet. Hm, Backetball kunne sikkert være sjovt.
Emelisa havde tydeligt vurderet sagen, og endte med, med et smil, nikkende at tage imod tilbuddet. ”Ne, Jeg har aldrig spillet før Nathaniel… Vil det være oki?” spurgte hun tilføjende, for en gangs skyld lidt usikker. Sådan fordi det ikke var noget hun var vant til at gøre og var hundrede procent sikker på at hun faktisk kunne. Og så tænkte hun blot at det ikke kunne være specielt sjov for Nathaniel hvis hun virkelig ikke var god til det.

TAG ~ Nathaniel Faizel Williams
WORDS ~ 155
NOTES ~ n/a
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note n/a

Nathaniel kunne godt se, at basketball kunne være en noget voldsom sport for en otteårig pige, men når det bare var de to, der spillede sammen, kunne der vel ikke ske noget. Hans største bekymring lige nu var bare, at hun ville være for lav til overhovedet at have en chance for at score et mål, og derfor hurtigt ville miste interessen for spillet. Så måtte han jo bare finde på en måde at hjælpe hende på…

”Selvfølgelig vil det det,” svarede han og sendte hende et opmuntrende smil. Var det så et endeligt ja? Inden hun begyndte at tænke for meget over, om hun skulle gå med til at spille, tog han fat i bamsen, han før var faldet over, og løftede den op i sin favn. Nu var hun i hvert fald tvunget til at følge efter ham, medmindre hun havde lyst til at tage afsked med sin bamse.
Han tog et par skridt hen imod basketballbanen, før han vendte sig rundt og rakte tunge af hende. ”Fang mig, hvis du kan!” lød det fra ham.

[Emelisa Broock]

Emelisa smilte lidt som Nathaniel påpegede at det var okay. Det var mærkeligt at høre det i sådanne et sammenhæng. Siden hun selv med sin bror aldrig havde spillet spil som basket, baseball eller fodbold. Onii-chan havde altid syntes at støtte forældrenes ide om at deres lille prinsesse ikke skulle ud og lave drengeting.
Hun løftede blikket som Nathaniel tog bamsen. Kort troede hun faktisk at han ville til at drille hende, og ville true Ecco. Men sådan var det heldigvis ikke. Eller først undrede hun sig som han begyndte at gå. Hans følgende kommentar, fik dog Emelisa til at smile. Nathaniel ville ikke tage Ecco fra hende eller drille hende. Han holdt fast i at ville spille med hende, hvilket naturligvis gjorde den unge pige glad. Det var let for de ældre elever bare at drille hende. Det var dem faktisk svære at nærme sig hende og blive venner med hende. Hun skyndte sig at følge efter ham, i let løb. Hvis Nathaniel gav sig til at løbe seriøst ville hun aldrig kunne indhente ham, men når han blot små gik-løb, ville hun let kunne komme til at når ham… og fange ham. Så sjovt.

TAG ~ Nathaniel
WORDS ~ 196
NOTES ~ n/a
CREDIT ~ My self - Aiel Mair

[Nathaniel Faizel Williams]

We stopped checking for monsters under our bed
when we realized they’re inside us


Tagged Emelisa ✖ Note n/a

Nathaniel fortsatte fremad i et frisk gåtempo, som han selv syntes var meget rimeligt, hvis Emelisa skulle have en chance for at fange ham. Hendes ben var jo trods alt meget kortere end hans var, så hun kunne ikke løbe lige så hurtigt som han kunne.
Da han nåede hen til asfaltspladsen og de to høje kurve, der udgjorde basketballbanen, stoppede han dog op. Han ventede på, at han fik halet ind på ham, hvorefter han rakte hende bamsen igen.
”Godt så,” lød det fra ham, ”nu skal vi bare finde noget at spille med, medmindre du synes din bamse er egnet som bold.”
Han kløede sig i nakken og kastede et blik omkring sig. Der plejede at ligge en bold et eller andet sted nær banen, men den havde det med at forsvinde fra tid til anden, fordi folk rendte væk med den... hvor irriterende.

[Emelisa Broock]

Emelisa fulgte glad med. Uden direkte behov for at bruge alt sin energi på faktisk at indhente Nathaniel før de var ved banen. Let hoppende tog hun imod Ecco igen, som hun gav et kæmpe kram. Hun elskede sin bamse. Jo hun vidste godt den ikke var virkelig, Bare vat. Men den gav hende selskab når andre ikke ville være sammen med hende. Og derfor kunne noget så simpelt som bamsen gøre hende glad. Det betød jo også lidt at det var den første bamse hun havde fået af sine forældre. Selvom det ikke kunne ses på den. At den faktisk var næsten 7 år gammel. Ved hans ord, rakte hun tunge af ham som hun skar lidt ansigt. Mest for sjovt, idet hun godt vidste at Nathaniel ikke mente hvad han sagde. Om at bruge Ecco som boldt. Derfor smilte hun også straks efter og lod blikket glide rundt. Måske var bolden bare blevet taget af vinden og havde trillet ud i buskene? Eller nogle havde sikkert skudt den derud og ville ikke hente den.
Emelisa lallede væk fra Nathaniel og hen imod en gruppe af buske, simple her i efteråret, for at se om Bolden var endt i dem. Ikke nej. Hun vendte blikket, kun for at opdage noget orange i de nærmeste buske nogle meter væk. Hvilket fik hende til at lyse op. ”Nathaniel! Jeg fandt den!” Jublede hun begejstret, løb hen til busken. Hun gled ned på knæe og rakte hænderne ind. Ikke så de snoede sig forbi buksens grene. De røg lige igennem. Hun tænkte ikke meget på det, ud over at hun helst ikke ville skrabe sig på de kolde og spidse grene. Emelisa koncentrerede sig, som hun formåede at lade være med at lade hænderne ryge gennem bolden også. I stedet gav hun den et let puf, så den hoppede op i luften og faldt ud. Herfra tog hun hænderne til sig. Smilte stort til Nathaniel.

TAG ~ Nathaniel
WORDS ~ 323
NOTES ~ n/a
CREDIT ~ My self - Aiel Mair